Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2008 » 290408 - ny prorektor for videnspredning

Markant leder med baggrund i forskning og myndighedsbetjening bliver ny prorektor på Aarhus Universitet

Prorektor Søren Frandsen Direktør for Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet Søren E. Frandsen bliver ny prorektor for videnspredning på Aarhus Universitet. En enig bestyrelse for Aarhus Universitet har mandag godkendt rektor Lauritz B. Holm-Nielsens indstilling. Søren E. Frandsen indgår dermed i rektoratet for universitetet sammen med rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, prorektor for det akademiske område Nina Smith og universitetsdirektør Niels Højberg.

Søren E. Frandsen vender tilbage til Aarhus Universitet, hvor han blev uddannet som økonom i 1988. Søren E. Frandsens karriere har blandt andet ført ham til OECD, Det Økonomiske Råds sekretariat og senest Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet, hvor han er direktør. I flere omgange har Søren E. Frandsen har været stærkt involveret i fusioner mellem sektorforskning og universiteter. Dermed bringer Søren E. Frandsen vigtige erfaringer med sig til Aarhus Universitet, der er fusioneret med flere store institutioner i de senere år. Han har en baggrund i forskning og forskningsledelse inden for fødevareøkonomi, og han har stor viden om at anvende forskningen til brugbar rådgivning for nationale og internationale myndigheder.

- Søren E. Frandsen har en stærk og meget relevant baggrund for Aarhus Universitet, og vi er glade for at han nu bliver en del af rektoratet, udtaler bestyrelsesformand Jens Bigum. Hans erfaringer blandt andet med myndighedsrådgivning er vigtige for Aarhus Universitet, fordi det efter fusionerne er en stadig mere central aktivitet for universitetet, fortsætter Jens Bigum.

- Søren E. Frandsen har solid erfaring inden for alle de områder, vi har efterspurgt hos en ny prorektor, udtaler rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Han har erfaring med ledelse og forskningsledelse, han er meget solidt funderet inden for myndighedsrådgivning og han har i alle sine opgaver haft formidling som en vigtig og naturlig del af sit arbejde. Han er lige præcis så all-round, som vi kunne ønske os af en prorektor på et stort universitet, hvor opgaverne er mangfoldige og altid i udvikling.

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af rektoratet på Aarhus Universitet og til at vende tilbage til det universitet, jeg udspringer af, siger Søren E. Frandsen. Aarhus Universitet har så mange potentialer, og universitetet er rigtig godt i gang med at udnytte dem. Jeg glæder mig til de spændende opgaver og ikke mindst til at bidrage til, at Aarhus Universitet kan opfylde sit mål om at være et af Europas førende universiteter.

Mere information

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til bestyrelsesformand Jens Bigum, mobil 2014 4155, rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, tlf. 8942 1141, mobil 2338 2126 eller direktør Søren E. Frandsen, mobil 2925 8690.

Søren E. Frandsens cv

Pressefoto af Søren E. Frandsen

Fakta om Aarhus Universitet

Aarhus Universitet har 35.000 studerende, 8.500 medarbejdere og en omsætning på 4,5 mia. kr.

Universitetsstrategi og udviklingskontrakt kan ses på www.au.dk.


29. april 2008

Anders Frølund
af@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk