Lettere at godkende studieophold i Europa
Aarhus Universitet fremmer studiemobilitet
Som det første danske universitet høster Aarhus Universitet international anerkendelse for at opfylde målsætningerne for det europæiske samarbejde om uddannelse.
Studerende fra Aarhus Universitet og europæiske studerende, som ønsker at læse på Aarhus Universitet, får nu lettere ved at overføre fag og sammensætte præcis den internationale uddannelse, de ønsker. Universitetet har siden 2007 arbejdet intenst med at tilpasse alle uddannelsestilbuddene efter europæiske standarder, og Aarhus Universitet er blandt den lille gruppe europæiske universiteter, der den 11. juni tildeles EU-kommissionens ECTS-label.
– Vi har gjort det meget lettere for de studerende at sammensætte en international uddannelse, og for det store arbejde modtager vi nu en flot æresbevisning af EU-kommissionen, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og fortsætter:
– Vi har fra starten støttet Bologna-processen, der har som formål at gøre det meget nemmere for studerende i Europa at sammensætte en uddannelse på tværs af landegrænserne. Derfor har vi også lagt utrolig mange kræfter i at opnå denne ECTS-label, som jeg er sikker på vil brede sig til langt flere universiteter i de kommende år, siger rektor.
Det europæiske kvalitetsstempel tildeles for en 4-årig periode efter ansøgning og på baggrund af en lang screeningsproces, der først omfatter godkendelse og indstilling fra CIRIUS, den statslige styrelse for internationalisering af uddannelse, og derefter endelig vurdering og godkendelse i EU-Kommissionen.
Aarhus Universitet er det første danske universitet, der lever op til de omfattende og krævende kriterier, der skal være på plads for at få tildelt EU-Kommissionens ECTS-label.
Kravene omfatter blandt andet:
- at ECTS-systemet (European Credit Transfer System) er implementeret fuldt ud på samtlige uddannelser
- at Aarhus Universitet og alle dets mere end 100 uddannelser og ca. 4.000 kurser og undervisningsudbud fortløbende er præsenteret og beskrevet på dansk og engelsk
- at studenterudveksling foregår i overensstemmelse med Bologna-deklarationen samt fuldt ud anerkendende meritoverførsel
Bag EU-Kommissionens anerkendelse ligger flere års målrettet arbejde på at skabe et mere transparent og fleksibelt uddannelsesmarked, og derigennem fremme de studerendes muligheder for mobilitet og sammensætning af uddannelse. Medarbejdere og studenterrepræsentanter på alle niveauer har arbejdet intensivt på at skabe gennemsigtighed i uddannelsernes tilrettelæggelse, struktur, indhold og sammenhæng gennem webbaserede uddannelses- og kursusbeskrivelser samt fælles skabeloner og procedurer, der gælder for alle fag og uddannelser.
– Det har været en stor udfordring at etablere den nødvendige struktur og systematik på uddannelsesområdet. Alle vores uddannelser er nu tilgængelige og beskrevet på både dansk og engelsk på vores hjemmeside. Samtidig er de nu opbygget i blokke, der gør det nemmere at sammensætte en uddannelse på tværs af universiteterne, siger lederen af projektet chefkonsulent Steffen Skovfoged.
Med labelen anerkendes det, at Aarhus Universitet er blandt de få universiteter, der fuldt ud opfylder målsætningerne i det europæiske samarbejde om uddannelse og især mulighederne for og fremmelse af international studiemobilitet.
Facts:
Bologna-processen er betegnelsen for et samarbejde, som de europæiske undervis-ningsministre indledte i 1999. Målet er, at Europa udvikler sig til et fælles område for videregående uddannelse, hvor de studerende frit kan bevæge sig over landegrænserne.
ECTS står for European Credit Transfer and Accumulation System. Det er et system til meritoverførsel inden for videregående uddannelser.
ECTS-point er en talmæssig angivelse for den totale arbejdsbelastning, som gennemførelsen af et givet kursus eller uddannelsesforløb er normeret til. ECTS-point måler ikke fagligt niveau eller sværhedsgrad, men udelukkende arbejdsbelastning.
ECTS-label
Videregående uddannelsesinstitutioner, der har implementeret alle elementer af ECTS-systemet i overensstemmelse med kommissionens retningslinier, kan søge om at få tildelt et ECTS-label - en form for kvalitetsstempel af, at man forvalter brugen af ECTS-systemet på tilfredsstillende måde og i henhold til retningslinjer herfor.
Aarhus Universitets mål om ECTS-label har været en del af universitetets strategi 2008-2012 og universitetets udviklingskontrakt med Videnskabsministeriet.
Yderligere oplysninger:
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, kontakt via pressechef
Anders Correll tlf. 2899 2235
Chefkonsulent Steffen Skovfoged tlf. 6020 2680
Formand for Studenterrådet ved Aarhus Universitet: Svend Dyrholm
tlf. 3032 6831
Kontorchef i CIRIUS: Morten Overgaard tlf. 4092 2040
Eller pressechef: Anders Correll tlf. 2899 2235
2. juni 2009
Henrik Skov
Presseteamet
hsk@adm.au.dk




