Flere penge fra Michael J. Fox-fonden til Århusgruppe
Ved Parkinsons sygdom udvikler de sygelige forandringer i hjernen sig snigende, og man har hidtil man kun været i stand til at påvise forandringerne, efter at hjernen var taget ud. Nye molekylære billeddannende teknikker har som mål at kunne påvise forandringerne hos patienterne og give mulighed for at følge den sygelige proces. Sidstnævnte er af afgørende betydning for den fremtidige udvikling af ny medicin, som retter sig mod at hæmme eller stoppe sygdommen. Michael J. Fox-fonden har fornylig afsat 2 mio. dollars til udvikling af nye måder til at vise de sygelige forandringer i hjernen på levende patienter. I den forbindelse blev der indkaldt forslag til nye metoder fra hele verden.
En gruppe forskere fra Aarhus Universitet er blandt de 7 grupper, som blev udvalgt, og de er blevet tildelt 1,4 mio. kroner.
Forandrede proteiner
Gruppen ledes af professor Poul Henning Jensen, som leder den Neurodegenerative Forskningsgruppe ved Aarhus Universitet i samarbejde med professor Jørgen Kjems fra iNANO-centeret. Jørgen Kjems’ gruppe har ekspertise i at udvikle en speciel type bindingsmolekyler, aptamerer, som teoretisk kan udvikles til at genkende alle typer af biologiske former, og Poul Henning Jensens gruppe er førende i at isolere den type forandrede proteiner, som optræder i hjernen ved Parkinsons sygdom. De har nu etableret et samarbejde, der skal finde aptamerer, som præcist genkender de sygelige proteinformer. Når aptamererne er identificeret, omfatter projektet videre undersøgelser i hjernevæv fra afdøde patienter for at bestemme, om man her kan afsløre nye former for sygelige forandringer. Denne del af projektet gennemføres på 2 universiteter i Australien. Det videre arbejde med at udvikle bindingsmolekylerne til anvendelse på levende patienter kræver en længere indsats, som Michael J. Fox-fonden vil vurdere om halvandet år.
Hidtil har man ingen steder i verden været i stand til at udvikle billeddannende stoffer, som genkender de små, men afgørende sygdomsfremkaldende forandringer. Michael J. Fox-fondens ekspertpanel blev overbevist om, at samarbejdet i Århus mellem nano- og hjerneforskerne har et stort potentiale til at løse dette problem. Billeddannelse af hjernen er en styrkeposition ved Aarhus Universitet.
- Michael J. Fox-fonden fortalte i forbindelse med uddelingen, at de vurderede projektet som et højrisikoprojekt, men at det store potentiale retfærdiggjorde projektstøtten, fortæller Poul Henning Jensen.
Fire bevillinger til Århusgruppen
Det er den fjerde bevilling fra Michael J. Fox-fonden til Århusgruppen inden for få år, og det vidner om den store ekspertise inden for Parkinsonsforskningen.
- Den bredere neuroforskning i Århus, som går på tværs af universitetet og Århus Universitetshospital, er imidlertid så stærk, at det er realistisk at tro på en fortsættelse af projektet med at bringe det fra vores laboratorier via dyreforsøg til patienterne i Århus. Det vil helt sikkert vil være interessant for Michael J. Fox-fonden i fremtiden, siger Poul Henning Jensen.
Poul Henning Jensen, der er professor ved Institut for Medicinsk Biokemi på Aarhus Universitet, blev uddannet læge på Aarhus Universitet, hvorfra han blev dr.med. i 1997. Han leder en forskningsgruppe, som gennem mere end 10 år har arbejdet med de mekanismer, som fører til nervecelletabet ved Parkinsons sygdom og demens. Gruppen har i de senere år deltaget i internationalt støttede initiativer som Nordic Center of Excellence of Neurodegeneration og innovationskonsortiet CureND. I 2006 modtog adjunkt Marina Romero-Ramos fra gruppen den første danske bevilling fra Michael J. Fox-fonden, og gruppen har nu inden for det sidste år modtaget yderligere tre bevillinger.
- Vores samarbejde med Jørgen Kjems fra iNANO-centeret gjorde, at Michael J. Fox-fondens opslag lå lige til højrebenet – og så er vi da stolte af at stå distancen i konkurrencen med ansøgningere fra de bedste fra hele verden, slutter Poul Henning Jensen.
Mere information
Flere oplysninger kan fås hos professor Poul Henning Jensen, 8942 2856, phj@biokemi.au.dk
Beskrivelse af projektet.
Parkinsons sygdom
Parkinsons sygdom er en kronisk og fremadskridende hjernesygdom, der starter med rysten på hænder og hoved og langsomme og stivnede bevægelser, men senere i forløbet også kan involvere problemer med f.eks. demens og forstyrrelser i søvn og vandladning. Sygdommen rammer 1-2 % af befolkningen, og man kender endnu ikke årsagen til, at den opstår. Det er ikke muligt at stoppe sygdommens udvikling, men en række af symptomerne kan afhjælpes medicinsk.
Michael J. Fox-fonden
Michael J. Fox-fonden har til formål at støtte forskning i Parkinsons sygdom. Ifølge fonden er der sket store fremskridt på mange neurologiske fronter og på forskernes viden om sygdommens indvirkning på hjernen, og fonden satser på at finde frem til en helbredelsesmetode og har hidtil doneret 128 mill dollar til formålet.
Fonden blev grundlagt af skuespilleren Michael J. Fox i 2000, kort efter at han meddelte, at han trak sig fra tv-serien Spin City. I 1998 fortalte han offentligt, at han havde fået diagnosen Parkinsons sygdom syv år tidligere. Michael Fox er født i 1961.
3. februar 2009
Ingeborg Christensen
ic@adm.au.dk
Informationskontoret




