USA-ambassadør besøger Aarhus Universitet i dag
Når den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton, besøger Aarhus Universitet i dag, vil besøget dreje sig om universitetets klimaforskning.
Ambassadør Laurie S. Fulton har et stramt program, hvor hun eksempelvis skal møde Aarhus Universitets klimapanel, repræsenteret ved professor Jørgen E. Olesen fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet. Ambassadøren skal også høre om interdisciplinary neuroscience, og hun skal til IT-Byen på Katrinebjerg for at møde amerikanske studerende på American Studies Centre, samt folk fra Alexandra Instituttet og ledere fra Google og VMware.
Der bliver også tid til et besøg hos Institut for Fysik og Astronomi og Storage Ring Facilities for at se proton-acceleratoren under Ny Munkegade.
Selvom ambassadør Laurie Susan Fulton blot har været ambassadør i Danmark i et par måneder, kender hun landet, fordi både hendes danske oldefar og tipoldefar udvandrede til USA.
Hun er uddannet jurist fra Georgetown University, blev ansat og senere partner i ét af Washingtons største advokatfirmaer, Williams & Connolly.
I 1980’erne var Laurie S. Fulton aktivist i den amerikanske fredsbevægelse og senest har hun været med til at støtte præsident Barack Obama på vejen frem til præsidentposten.
Yderligere oplysninger
Anders Correll, pressechef, rektoratet
Aarhus Universitet
Tlf:+ 45 8942 2331, mobil: + 45 2899 2235




