Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2009 » 080909-Droppede ud af high school ...

Droppede ud af high school og fik Nobelprisen i kemi

Alle og enhver kan få nobelprisen. Et postulat, der nok vil få øjenbryn til at rynke hos de fleste, men også et postulat som den amerikanske nobelprismodtager Peter Agre - sat på spidsen - har mærket på egen krop.

Den 11. september fortæller han på Aarhus Universitet om sin vej til den ærefulde pris.

Han er en usædvanlig inspirerende person, der i et højt tempo med sang og optræden fortæller om dengang i 60’erne, da han droppede ud af high school og begyndte at sælge popcorn ved football- og baseball-kampe og frem til livet i laboratoriet, hvor han opdagede det rørsystem, der fragter vand rundt i kroppens celler. Opdagelsen gav ham i 2003 Nobelprisen i kemi.

Professor Jørgen Frøkiær fra Århus Universitetshospital, Skejby - Aarhus Universitet og professor Søren Nielsen, Aarhus Universitet står bag invitationen af Peter Agre.

"Vi er stolte over, at Peter Agre har valgt at bruge et par dage i Århus. Han er en livlig, sprudlende og fængslende person, der er god til at fange folks opmærksomhed," siger Jørgen Frøkiær om Peter Agre, der har rødder i det skandinaviske.

Hans oldeforældre immigrerede fra hhv. Norge og Sverige i slutningen af det 19. århundrede, og hans mor holdt sit skandinaviske hoved koldt, da hun hørte om sønnikes nobelpris fra sin svigerdatter: "Det er dejligt, men sig til Peter, at han ikke skal lade det stige sig til hovedet."

Den besked har den 60-årige forsker taget til sig.

Foredraget holdes under titlen "Joys and Tears of a Life in Science" og foregår fredag den 11. september, kl. 11.00 i Søauditorierne, bygning 1251, Wilhelm Meyers Allé, Aarhus Universitet.

Alle er velkomne.

Se Stephen Colberts interview med Peter Agre. Stephen Colbert er en del af The Daily Show with Jon Steward.

Kort om Peter Agre

Professor Peter Agre
Født 30. januar 1949
Æresdoktor ved Aarhus Universitet
Professor og direktør ved Johns Hopkins University, Baltimore, USA

Peter Agre modtog i 2003 Nobelprisen i kemi for opdagelsen af vandkanaler i cellemembraner. Mennesket består af 70 pct. saltvand, og Peter Agres opdagelse viste, hvordan vandet transporteres ind og ud af cellerne i kroppen. Opdagelsen har givet en fundamental forståelse for, hvordan f.eks. elektriske signaler genereres i vores nerveceller. Dette er at stor betydning for vores forståelse for mange sygdomme i f.eks. nyrerne, hjertet, musklerne og nervesystemet.

Læs Peter Agres biografi

Yderligere oplysninger

Thomas Lund Hansen, journalist, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, tlf.: +45 89 42 83 04, mob: +45 42 78 44 68 og mail: tlh@sun.au.dk.


8. september 2009
Sandra Trefzer
Informationskontoret
str@adm.au.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk