Ny afgørelse i Erasmus Mundus-sagen
Efter en ny afgørelse i Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) betaler Aarhus Universitet nu erstatning til alle de 26 EU/EØS-borgere, der var indskrevet på Erasmus Mundus-uddannelserne "Lifelong Learing: Policy and Management" og "Journalism and Media Within Globalisation" i perioden 2005-2007.
Aarhus Universitet udbetalte i januar erstatning til fire danske Erasmus Mundus-studerende efter en vejledning fra UBST, der sagde, at studerende med en bachelor fra et dansk universitet skulle have erstattet deres deltagergebyr. Den nye afgørelse fra UBST slår fast, at Aarhus Universitet var forpligtet til at gøre Erasmus Mundus-ansøgerne bekendt med, at der på Aarhus Universitet eksisterede et parallelt dansk uddannelsesforløb, som ikke krævede deltagerbetaling, og at universitetet skal betale erstatning, hvis dette ikke er sket.
Med den nye afgørelse fra UBST har universitetet nu fået hjemmel til at udbetale erstatning. Rektor har derfor besluttet, at alle 26 EU/EØS studerende, heraf 7 med dansk statsborgerskab, skal have erstattet deres deltagerbeløb. Erstatningen udgør ca. 60.000 kr. pr. deltager, i alt ca. 1,56 mio. kr.
Yderligere oplysninger for pressen
Pressechef Anders Correll, mobil: 2899 2235, e-mail: ac@adm.au.dk
11. maj 2009
Jette Revsgaard
Informationskontoret
jr@adm.au.dk




