Lauritz B. Holm-Nielsens kommentar til Afrika-Kommissionens rapport
Den danske statsministers Afrika-Kommission udsendte i dag sin endelige rapport med en række anbefalinger til at fremme udviklingen i Afrika. For at Afrika-Kommissionens anbefalinger kan få den rette effekt er der dog nogle helt specifikke faktorer, som skal være på plads, påpeger medlem af Afrika-Kommissionen Lauritz B. Holm-Nielsen, der er rektor ved Aarhus Universitet.
- Jeg er meget tilfreds med det store arbejde, som Afrika-Kommissionen har udført. Hvis kommissionens intentioner bliver ført ud i livet, vil det betyde markante fremskridt i Afrika.
Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at kommissionens initiativer hviler på en række forudsætninger, hvis opfyldelse bør have højeste prioritet, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
Rektor bakker op om rapportens anbefalinger af, at den private sektor skal spille en væsentlig rolle i skabelsen af vækst og udvikling i Afrika, men det er vigtigt at understrege, at dette skal gå hånd i hånd med en styrkelse af den offentlige sektor.
- En velfungerende offentlig sektor er en forudsætning for at skabe vækst via den private sektor. Eksempelvis spiller den offentlige sektor en væsentlig rolle, når det drejer sig om at sikre det juridiske fundament, der er så afgørende for at tiltrække især udenlandske investeringer, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.
Afrika-Kommissionens rapport anbefaler desuden, at vidensudvekslingen mellem de afrikanske universiteter og den private sektor styrkes, da dette vil komme især landbrugssektoren til gode. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at en sådan vidensudveksling stiller store krav til universiteternes kapacitet:
- Hvis Afrika-Kommissionens mål om at styrke udviklingen af bæredygtigt landbrug gennem vidensudveksling mellem universiteter og den private sektor skal nås, må det have højeste prioritet at styrke universiteternes kapacitet – både inden for uddannelse og forskning. Mange afrikanske universiteter er underfinansierede, og dermed mangler de kapacitet til at indgå i et frugtbart samarbejde med den private sektor – ikke mindst på landbrugsområdet.
De danske universiteter er stærkt involveret i udviklingsarbejdet og har søsat en række initiativer, der skal fremme udvikling i ulandene. Bl.a. har sammenslutningen Danske Universiteter på opfordring fra udviklingsminister Ulla Tørnæs nedsat en arbejdsgruppe vedrørende forsknings- og udviklingskapacitet i udviklingslande, hvor rektor Lauritz B. Holm-Nielsen fungerer som formand.
12. maj 2009
Søren Klit Lindegaard
Ledelsessekretariatet
skl@adm.au.dk




