Udlejning af værelser til udenlandske studerende
Redegørelse
Aarhus Universitet hjælper hvert år udenlandske studerende med at finde en bolig i Århus, fordi universitetet meget gerne vil tiltrække mange udenlandske studerende og spare dem for en ofte meget uoverskuelig jagt på det århusianske boligmarked. Sidst, men ikke mindst, er universitetet forpligtet af internationale samarbejdsaftaler til at anvise boliger til hovedparten af de mange udenlandske studerende, som hvert år kommer til universitetet på et kortere eller længere studieophold.
Universitetet huser årligt ca. 850 udenlandske studerende, heraf ca. 650 udvekslingsstuderende med boliggaranti.
Langt de fleste udenlandske studerende bor på kollegieværelser i Århus, men da der ikke er kollegieværelser nok til alle, forsøger Aarhus Universitet også at skaffe værelser via private udlejere. I øjeblikket huser Aarhus Universitet ca. 100 udenlandske studerende via private udlejere. Derudover formidler universitetet kontakt mellem udenlandske studerende og de danske studerende, som ønsker at udleje deres værelser/lejligheder.
Private lejemål
Det er de private udlejere, som fastsætter udlejningsprisen. Aarhus Universitet opkræver præcist det beløb af de udenlandske studerende, som den private udlejer opkræver af Aarhus Universitet. Dertil kommer, at universitetet møblerer værelserne med følgende: seng, skrivebordsstol med underlag, skrivebord, lænestol og reol + basiskøkkenudstyr som gryde, pande, bestik, service, glas og krus.
Der er tale om en underskudsforretning, idet Aarhus Universitet ud over administrationsomkostninger og møblement også dækker huslejeudgifter i de perioder, hvor værelserne ikke er udlejet.
De udenlandske studerende kan leje værelser for korte perioder uden at hænge på lejekontrakter på f.eks. halve eller hele år. Grunden til, at universitetet ikke kun videreformidler kontakter til udlejere, men også indgår langtidslejemål med private udlejere, er for at være sikker på at have værelser nok til de udenlandske studerende ved semesterstart.
I Boligretten
Seks udenlandske studerende har i samarbejde med Studenterrådets retshjælp fået Huslejenævnets ord for, at de 3.200 kr., de nu betaler for deres værelse, er for høj. Prisen er inkl. forbrug, møblement og internet. Den afgørelse følger Aarhus Universitet naturligvis, og de ca. 40.000 kr., som de seks studerende ifølge Huslejenævnet tilsammen har betalt for meget, er nu sat til udbetaling. Aarhus Universitet har ingen ambitioner om at føre sag mod de studerende. Når universitetet alligevel har valgt at indbringe afgørelsen fra Huslejenævnet til Boligretten skyldes det, at den pris, som Huslejenævnet har fastsat: 1.500-1.800 kr. inkl. forbrug pr. værelse pr. måned, er så lav, at det kan gøre det yderst vanskeligt for universitetet at finde velegnede værelser til de udenlandske studerende.
Aarhus Universitet tilstræber at finde så billige og egnede værelser som muligt og gerne tæt universitetet. Erfaringerne viser nemlig, at de udenlandske studerende trives bedst, hvis de bor centralt i forhold til universitetet og byen. Sagen er, at universitetet og de studerende er i samme båd. Jo billigere og bedre værelser universitetet kan skaffe, jo mere tilfredse bliver de studerende, og det samme gør universitetet.
Aarhus Universitet ville gerne slippe for de private lejemål og i stedet bygge et internationalt kollegium, der virkelig kunne servicere de udenlandske studerende. Det tillader den nuværende universitetslov imidlertid ikke.
Yderligere oplysninger
Anders Correll
Pressechef
Rektoratet
Tlf.: +45 8942 2331
Mobil: +45 2899 2235
Email: ac@adm.au.dk




