Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhedsarkiv 2009 » 240209-Fra Rigshospitalet til Aarhus Universitet

Fra Rigshospitalet til Aarhus Universitet

Direktør Jørgen Jørgensen bliver ny universitetsdirektør på Aarhus Universitet.

Det bliver en meget erfaren og dreven leder, som fra den 1. april kommer til at stå i spidsen for administrationen på Aarhus Universitet. Efter indstilling fra rektor Lauritz B. Holm-Nielsen besluttede bestyrelsen i går at tilbyde direktør ved Rigshospitalet Jørgen Jørgensen stillingen som universitetsdirektør på Aarhus Universitet. Jørgen Jørgensen er 58 år og har mange års ledelseserfaring fra det offentlige, heraf de seneste 13 år som direktør på Rigshospitalet.

– Det er en enstemmig bestyrelse, som nu har tilsluttet sig rektoratets indstilling om at tilbyde Jørgen Jørgensen stillingen som universitetsdirektør, siger bestyrelsesformand ved Aarhus Universitet Jens Bigum, der lægger stor vægt på, at det er lykkedes at finde en universitetsdirektør med stor erfaring inden for den offentlige sektor.

– Vi er i bestyrelsen meget tilfredse med valget af Jørgen Jørgensen, som jeg anser for en særdeles kompetent og ansvarlig administrativ leder. Jørgen Jørgensen har bevist, at han kan styre en kompleks institution, der i udfordringer og størrelse kan sammenlignes med Aarhus Universitet. Og så har han fra sit mangeårige virke på Rigshospitalet og bl.a. tillidsposter på Copenhagen Business School et godt kendskab til universitetsverdenen, siger bestyrelsesformanden.

Som universitetsdirektør bliver Jørgen Jørgensen en del af rektoratet på Aarhus Universitet, der med rektor Lauritz B. Holm-Nielsen i spidsen yderligere består af prorektor for det akademiske område Nina Smith og prorektor for det strategiske område Søren E. Frandsen.

– Det er glædeligt, at det igen er lykkedes at tiltrække en af landets allerbedste offentlige ledere til Aarhus Universitet. Jeg har meget stor tiltro til Jørgen Jørgensen, der uden tvivl vil styrke den strategiske ledelse og gøre universitetet til en endnu mere attraktiv arbejdsplads med et inspirerende studie- og forskningsmiljø. Styrker, der er helt afgørende for et universitet, der vil nå ud til alle samfundets sektorer og blande sig i den internationale universitetstop, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Når det gælder egen person og indsats er Jørgen Jørgensen ikke meget for store armbevægelser og malende tillægsord, men han træder gerne frem i rollen som dirigent for et stort og mangestrenget orkester. Det er en egenskab, han til fulde får brug for, når han i april tiltræder som ny direktør for Danmarks bredeste universitet.

– Jeg ser frem til at komme i gang med de strategiske udfordringer på Aarhus Universitet. Aarhus Universitet er en meget aktiv og spændende arbejdsplads med et stærkt fagprofessionelt miljø, og det glæder jeg mig til at blive en del af, siger den nye universitetsdirektør Jørgen Jørgensen.

Kort om Jørgen Jørgensens karriere

Jørgen Jørgensen er cand.polit. fra Københavns Universitet i 1976. Han arbejdede frem til 1985 som fuldmægtig i først Landbrugsministeriet og dernæst Indenrigsministeriet; begge steder fungerede han også som ministersekretær. I 1985 flyttede han til daværende Københavns Kommunes Hospitalsdirektorat, hvor han sluttede af som økonomichef med ansvaret for den samlede økonomi for de københavnske hospitaler. I 1989 tiltrådte Jørgen Jørgensen som hospitalsdirektør ved Bispebjerg Hospital, en stilling, han bestred frem til 1996, hvor han blev hospitalsdirektør for Rigshospitalet. Jørgen Jørgensen meddelte i november, at han efter 13 år på posten ikke ønskede en kontraktforlængelse. 

Hent foto af Jørgen Jørgensen i høj opløsning

Yderligere oplysninger

Bestyrelsesformand Jens Bigum, mobil 2014 4155
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, mobil 2338 2126
Jørgen Jørgensen, mobil 4013 7769

eller

Pressechef Anders Correll, mobil: 2899 2235


24. februar 2009
Sandra Trefzer
Informationskontoret
str@adm.au.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk