Rekordoptag på Aarhus Universitet – men stadig ledige pladser
Det blev til det forventede rekordoptag på Aarhus Universitet allerede efter første runde.Omkring 5.500 ansøgere har i dag modtaget brev fra universitetet med tilbud om at starte på en bacheloruddannelse. Samlet set er der tale om en stigning i forhold til 2008 på 13 procent, og i forhold til det tidligere rekordår 2007 er optaget steget med fem procent.
Den største stigning ses i år på Sundhedsvidenskab (medicin), hvor man med 100 ekstra pladser når op på ca. 500 nye studerende, men også på Samfundsvidenskab og Handelshøjskolen oplever man en stor stigning både i forhold til 2008 og 2007. På Naturvidenskab, Humaniora og Teologi er man nu igen på niveau med optaget i 2007 og har dermed en pæn fremgang i forhold til 2008.
Den nye bacheloruddannelse i jordbrug, fødevarer og miljø på Jordbrugsvidenskab er på niveau med sidste år.
Glæde over stabil udvikling
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen ser rekordsøgningen som et meget positivt tegn for både universitetet og Århus.
– Vi skal glæde os over, at Aarhus Universitet er et attraktivt sted at læse, og jeg er ikke i tvivl om, at Århus som studieby med det nære studiemiljø også tiltrækker mange nye studerende, siger rektor.
Han er ikke mindst godt tilfreds med, at Aarhus Universitet er inde i en stabil udvikling, hvad angår optag af nye studerende.
– Selv sidste år, hvor der på landsplan var en mærkbar tilbagegang, klarede Aarhus Universitet sig godt. Den stabile udvikling gør det lettere at tilrettelæge uddannelserne fremadrettet, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
Optagelse på ledige pladser starter nu
Aarhus Universitet har igen i år haft en meget stor søgning på fag med begrænsede studiepladser. Det gælder f.eks. medicin, statskundskab og psykologi, men selv med et rekordoptag er der stadigvæk ledige pladser på andre studier på Aarhus Universitet.
Se: Ledige pladser på Aarhus Universitet
– Vi starter nu optagelse på ledige pladser, hvor vi tilbyder kvalificerede ansøgere optagelse på de uddannelser, hvor der stadig er ledige studiepladser, siger studiechef Eva Teilmann. Men der vil være ansøgere, som ikke vil kunne få tilbudt en studieplads i år. Til dem har Eva Teilmann denne anbefaling:
– Er man en af de mange ansøgere, som vi desværre ikke kan tilbyde en studieplads i år, så vil mit råd helt klart være, at man i samråd med en studievejleder undersøger mulighederne for blive optaget næste år – eller i år på en uddannelse, der grænser op til ønskestudiet. Er man f.eks. ikke kommet ind på medicin, og interesserer man sig for bioteknologi og forskning, ja så kunne det være, at man skulle søge ind på Naturvidenskab eller ved Jordbrugsvidenskab, hvor der er ledige pladser på de bioteknologiske uddannelser.
Eva Teilmann opfordrer alle afviste ansøgere til hurtigst muligt at tage kontakt til studievejledningen på universitetet og Studievalg for at få afklaret vejen frem til en relevant uddannelse så hurtigt som muligt.
– Har man brugt et par år til at kvalificere sig til en bestemt universitetsuddannelse, men ikke kom ind – ja så kunne det være, at man skulle finde en alternativ løsning i den optagelsesrunde, der starter nu, siger hun.
De unge har vist vejen
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen beklager de mange afslag, som universitetet nu har måtte sende ud.
– Vi har naturligvis bestræbt os på at optage så mange som muligt, men vi er naturligvis nødt til at sikre den fornødne uddannelseskapacitet – både hvad angår undervisere, lokaler og ikke mindst det gode studiemiljø, siger han.
– Det er vigtigt, at de unge ikke taber modet og lysten til at uddanne sig – det er vejen frem, selvom det med et afslag lige i første omgang kan være svært at se lyset for enden af tunnelen. Gennem flere år har vi fortalt de unge, at uddannelse er vejen frem og nøglen til vores fortsatte høje levestandard. De unge har nu vist vejen, derfor bør vi som samfund gøre langt mere for at gøre det muligt og attraktivt for de unge menneskers at tage en universitetsuddannelse, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen og henviser herunder til de skærpede krav, der i dag stilles til universiteternes forskningsbaserede undervisning og de lave taxameterpenge, som især rammer de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.
De endelige optagelsestal for bacheloruddannelserne ligger først klar til oktober, hvor også optagelsestallene for kandidatuddannelserne foreligger. Her forventer Aarhus Universitet at optage omkring 750 nye kandidatstuderende alene ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Samlet set forventer Aarhus Universitet at optage omkring 6.500 nye studerende i 2009.
For yderligere oplysninger:
Rektor Lauritz B. Holm-Nielsen
Mobil: 2338 2126
Studiechef Eva Teilmann
Direkte nummer: 8942 1055
Mobil: 2899 2427
Særlige kontaktpersoner på hovedområder:
Humaniora
Dekan Bodil Due: 6020 2740
Samfundsvidenskab
Dekan Svend Hylleberg: 2338 2020
Områdeleder Lene Hjøllund: 2398 2103
Teologi
Dekan Carsten Riis: 2899 2237
Naturvidenskab
Dekan Erik Meineche Schmidt: 2338 2376
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Dekan Børge Obel: 2020 7355
Prodekan Peder Østergaard: 2679 8554
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Dekan Søren Mogensen: 2899 2065
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Dekan Just Jensen: 4082 1680
Pressechefen
Anders Correll
Pressechef, rektoratet
Aarhus Universitet
T: 8942 2331
M: 2899 2235




