Debat om demokrati – hvad er fremtiden for folkestyret?
Åbent internationalt seminar om demokratisering og dansk debat om krisetegn for folkestyret. Aarhus Universitet åbner til maj dørene for sit fjerde MatchPoints Seminar med et program fyldt med fremtrædende demokratieksperter og markante samfundsdebattører fra ind- og udland. Der er åbent for tilmelding – se hele programmet på www.matchpoints.au.dk
I Kairos gader lyder der i disse dage et krav om demokrati. En uventet demokratiseringsbølge skyller hen over den arabiske verden. Men hvad er det for værdier ved demokratiet, som bringer autokrater til fald, netop som eksperterne var begyndt at mene, at demokratiseringen af verdens stater efter Murens fald var gået i stå?
Er der tale om værdier, vi i Danmark har brug for at få genopfrisket? Internationale målinger placerer det danske demokrati i den globale top. Alligevel er vi i de senere år begyndt at debattere, om demokratiet er i krise. Eksperter bruger begreber som ”stemningsdemokrati” og ”postdemokrati” om den måde, folkestyret har udviklet sig på hos os.
I seminaret ”Udfordring til demokrati” den 12.-14. maj har vi på Aarhus Universitet i år samlet nogle stærke danske og internationale kræfter til at diskutere demokrati og demokratisering. Vi vil tage temperaturen på det danske folkestyre. Vi vil høre om erfaringer med større vælgerinddragelse i Canada og USA. Vi vil diskutere demokratisering i Europa. Og i samarbejde med Udenrigsministeriet vil vi sætte fokus på demokratisering i såkaldt skrøbelige stater – og nu i Nordafrika.
Seminaret er åbent for offentligheden. Vi kombinerer folkeoplysning og forskning, teori og praktik. Så i lighed med tidligere år vil MatchPoints Seminar være et mødested for eksperter, politikere og almindelige borgere, der kommer for at lære noget eller måske selv ønsker at deltage i debatterne.
MatchPoints arrangeres denne gang i samarbejde med Folkeuniversitetet i Århus, Udenrigsministeriet, Dansk Institut for Internationale Studier, Universitetet i Oslo, det canadiske og amerikanske udenrigsministerium og Politiken.
Foruden fremtrædende danske demokratieksperter som Georg Sørensen, Jørgen Elklit og Jørgen Møller og markante samfundsdebattører får MatchPoints besøg af en lang række store internationale navne, hvoraf de største er:
- Professor Francis Fukuyama (Stanford University/Aarhus Universitet)
- CNN-vært, Time-redaktør og bestsellerforfatter Fareed Zakaria
- Professor James Fishkin (Stanford University)
- Professor Jane Mansbridge (Harvard University)
- Professor Robert Rotberg (Harvard University)
- Professor Mark Warren (University of British Columbia)
Debatten om dansk demokrati foregår på dansk, resten på engelsk. Yderligere information og billetter: www.matchpoints.au.dk Der er mulighed for at tilmelde sig hele programmet (inkl. måltider) eller dele af det.






