Sundere mælk skal bremse hjertekarsygdomme
Går vejen til et bedre helbred over smør, milkshakes og boller?
Det skal forskere fra bl.a. Århus Universitetshospital og Aarhus Universitet undersøge i et nyt forskningsprojekt, som ledes af professor dr. med. Kjeld Hermansen, Århus Universitetshospital.
Forskerne har fået 13,5 millioner kr. fra Det Strategiske Forskningsråd til at undersøge, om sundere mælkeprodukter kan være med til at bremse udviklingen af hjertekarsygdomme og sukkersyge. Det tyder dyreforsøg nemlig på.
Mælkeprodukter er en vigtig næringskilde, og mælk indeholder mange kort- og mellemkædede mættede fedtsyrer, der sammen med valle fra osteproduktionen måske kan modvirke udviklingen af hjertekarsygdomme og sukkersyge, siger Kjeld Hermansen.
70 testpersoner
Forskernes mål er at skabe en mælk med et højere indhold af de kort- og mellemkædede mættede fedtsyre. Det kan man opnå ved at fodre køerne på gammeldags vis med ensilage.
Forskerne vil i samarbejde med Arla bruge den særlige mælk i smør, milkshakes brød og boller, som 70 testpersoner fra august skal spise i tre måneder. Derefter skal undersøgelser vise, om diæten har haft en gavnlig effekt.
– Hvis det er tilfældet, vil det både give en sundhedsgevinst og en økonomisk fordel for landbruget, siger Kjeld Hermansen. Han forventer, at de første resultater vil være klar i efteråret 2012.




