Eugene Polzik ny adjungeret professor i optisk fysik
Professor, ph.d. Eugene Polzik er for en femårig periode blevet udnævnt til adjungeret professor i optisk fysik ved Aarhus Universitet.
Den 50-årige amerikanske fysiker er født i Rusland. Han gik på et elitært fysik- og matematikorienteret gymnasium i Skt. Petersborg og kom på universitetet som 17-årig. I 1980 erhvervede han som 24-årig ph.d.-graden i fysik. Herefter var han ansat som lektor ved St. Petersburg Mining Institute, indtil han i 1989 emigrerede til USA. I 1990'erne forskede han ved California Institute of Technology. I 1993 blev han samtidig tilknyttet Aarhus Universitet. Her blev han udnævnt til professor i atomar, molekylær og optisk fysik i 1999. I 2001 medvirkede han til oprettelsen af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Kvanteoptik (QUANTOP) ved Institut for Fysik og Astronomi. Han er nu ansat som professor i kvanteoptik på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet.
Eugene Polzik forsker i kvantemekaniske fænomener som atomar kvantehukommelse, ultrakolde atomare gasser, som er styret af laserlys, og atomar sammenfiltring. I de senere år har han opnået stor international anerkendelse for sit arbejde med teleportation. I 1998 lykkedes det eksempelvis Eugene Polzik i samarbejde med amerikanske og danske forskere sensationelt at teleportere en lysstråle nogle få centimeter via sammenfiltring.
Bilag: Foto af Eugene Polzik
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås hos Eugene Polzik på telefon 2338 2045 eller epost-adressen polzik@nbi.dk.
På universitetet kan vi tildele titlen "adjungeret professor" til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os. En adjungeret professor - der ikke får løn - vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.
30. januar 2004
Annette Larsen
Informationskontoret
ala@adm.au.dk




