Jiri Bartek ny adjungeret professor i molekylær cancer cellebiologi
Afdelingsleder Jiri Bartek, PhD, er fra 1. marts 2002 udnævnt til adjungeret professor i molekylær cancer cellebiologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet for en femårig periode.
Jiri Bartek, der er 48 år, er ansat som afdelingsleder for Afdeling for Cellevækst og Kræft ved Kræftens Bekæmpelses Institut for Biologisk Kræftforskning i København. Her har han været tilknyttet siden 1992. Siden erhvervelsen af sin PhD-grad i molekylær biologi ved universitetet i Prag i 1983 har han været ansat ved en række kræftforskningsinstitutioner i henholdsvis Tjekkiet, England, Skotland, Tyskland og Danmark.
Sammen med kolleger i Afdeling for Cellevækst og Kræft har Jiri Bartek i de senere år gjort flere nye og vigtige opdagelser, som har bidraget til at øge forståelsen for de mekanismer, der regulerer celledelingen i henholdsvis normale og kræftceller. I sin forskning undersøger Jiri Bartek de molekylære mekanismer, som vore celler anvender til at reagere på DNA-skader, de såkaldte mutationer, med henblik på at kunne bidrage til at forudsige, hvorledes celler vil reagere på strålebehandling og kemoterapi, og derved optimere nuværende og fremtidig behandling.
Jiri Bartek har publiceret 190 videnskabelige artikler og reviews i internationalt anerkendte fagtidsskrifter og modtaget en række hædersbevisninger for sin forskning.
Yderligere oplysninger kan fås hos Jiri Bartek på telefon 3525 7357 eller e-post bartek@biobase.dk
Bilag: Foto af Jiri Bartek i jpg-format
Annette Larsen
ala@adm.au.dk
Informationskontoret
På universitetet kan vi tildele titlen "adjungeret professor" til personer på et højt fagligt niveau, som vi ønsker at anerkende med denne titel og samtidig knytte nærmere til os. En adjungeret professor, der ikke får løn, vil typisk afholde forelæsninger og deltage i forskningsprojekter.




