Nævn tre julefortællinger efter Peters Jul og Nøddebo Præstegård. Her kommer et bud på den moderne julefortælling

Stefan Kjerkegaard,
adjunkt i nordisk, Institut for Æstetik og Kommunikation

En af mine favoritter blandt julefortællinger er Paul Austers: Wrens Julefortælling. Paul Auster blev engang stillet en opgave om at skrive en julehistorie til New York Times, og det endte med Wrens Julefortælling. Fortællingen handler om en forfatter, der har fået en opgave om at skrive en julefortælling. Han bliver grebet af panik, men får hjælp af Auggie Wren, som fortæller forfatteren, at han har den bedste julefortælling nogensinde, og den bliver altså også til forfatterens julefortælling.

Auggies fortælling handler om en knægt, der stjæler et par blade i Auggies butik. Knægten stikker af, men taber sin pung. Auggie beholder pungen. Et stykke tid senere beslutter han sig imidlertid for at aflevere den tilbage. Han finder adressen i tegnebogen og tager derud, men det er kun knægtens bedstemor, som bor dér. Til gengæld forveksler hun Auggie med sit barnebarn, og da det er jul, vælger Auggie at gå med på legen. De holder derefter jul sammen. Hun bliver lidt fuld og falder i søvn, og Auggie lister hjem, men han har taget et kamera med sig. Det viser sig nemlig, at bedstemoren, om hun ved det eller ej, huser alle knægtens tyvekoster. Som en lille hævn tager Auggie derfor lidt til sig selv. Et kamera, som han i øvrigt bruger til at lave et kunstnerisk projekt.

Den stjålne morale

Det er ikke så meget handlingen, der gør det til en god julefortælling, som det er måden, fortællingen er konstrueret på. Det er en rammefortælling, hvor forfatteren Paul Auster bruger sit rigtige navn. Det vil sige, forfatteren og fortælleren i fortællingen er også Paul Auster, men det jo er Auggies fortælling, vi hører mest til, og den der er i centrum. Samtidig handler denne fortælling og fortællingen som sådan om at stjæle, ja at stjæle på flere måder. Forfatteren "stjæler" Auggies fortælling, Auggie stjæler et kamera, men i begge tilfælde kommer der kunst ud af det. Måske siger fortællingen dermed, at al kunst er at stjæle...

Omgår juleklicheerne

I sin julefortælling gør Paul Auster ikke så meget op med klicheerne, men han omgår dem så at sige på en fantastisk elegant måde. Julefortællinger har i hvert fald mindst et træk til fælles: De ender altid godt. Det bliver altid jul til sidst, uanset hvilke strabadser folk skal igennem indtil da. Sådan er det også i Austers fortælling. Men julen her er også et skuespil. Vi ved ikke, om bedstemoren lader som om, at det er hendes barnebarn blot for at få julefred over det lille hjem. Og hendes gæst stjæler fra hendes hjem. Sikke en jul. Er det en god gerning, som Auggie gør? Hvis julefortællinger ikke ender godt bliver der ballade. Husk bare på Poul og Nulles jul i hullet. Det endte ikke godt. De fandt aldrig julemanden. Det kunne man ikke forlige sig med.

En postmodernistisk julefortælling

Det er en fortælling, der handler om en forfatter, som ikke kan komme på en fortælling. På den måde kan man sige, at den (også) tematiserer fortællingens død. Det at fortælle efter de store fortællingers død, herunder også julefortællinger. Hvordan fortælle noget så klichefyldt som en julefortælling i dag? Det gør man ved at stjæle (fra) andres fortællinger og ved at tematisere umuligheden af at fortælle en julefortælling. Men på samme tid opfylder den kravene til en sædvanlig julefortælling, og det er jo godt gået.