Du er her: AU » Om AU » Nyheder » AU julekalender 2012 » 11

11. december: Går tilbudsjægeren i dvale i den søde juletid?

Forskning bekræfter den generelle forestilling om, at danskerne er en nation af tilbudsjægere, der går op i besparelser og det at gøre en god handel. Men gælder det også i juletiden, og hvilken rolle har finanskrisen spillet for vores juleindkøb?

Af Lektor Birger Boutrup Jensen,  MAPP, Institut for Marketing og Organisation

Tiden op til jul er forbundet med mange traditioner, og det er atter tid at købe gaver til vores kære. Gavekøb kan signalere meget om afsenderen, og derfor gør mange af os lidt ekstra ud af det. Ingen ønsker jo at fremstå som en gnier i en offentlig forsamling. Hvis man ovenikøbet står for julemiddagen eller julefrokosten, er der også andre traditioner at leve op til, og nogle vælger derfor at betale lidt ekstra i håbet om at minimere risikoen for fiasko. Begge forhold peger i retning af, at prisen spiller en mindre rolle ved juletid.

Julen varer længe, koster mange penge
Enhver med ansvar for julebudgettet kan nikke genkendende til klichéen ”Julen varer længe, koster mange penge”. De seneste år har vi forbrugere ovenikøbet oplevet et hav af kriser (fødevarekriser, oliekriser, finansielle kriser osv.), som alle har gjort indhug i vores (opfattede) rådighedsbeløb/formue. Set i det lys er det måske ikke så underligt, at vi gerne sparer en skilling eller to, hvis det kan gøres uden at gå på kompromis med kvaliteten og traditionerne. Et eksempel på dette kunne være, at man udskyder indkøb af de traditionelle madvarer, til man ser det helt rigtige tilbud på sine favoritmærker

Forbrugerne forventer rigtigt gode tilbud på baggrund af tidligere års oplevelser af supermarkederne, der altid kæmper en indædt kamp om de mange julekroner i ugerne op til jul.

Udsalg på julegaver
Hvis vi vender blikket mod julegaverne, så har diverse økonomisk betingede kriser og deraf følgende fald/stagnation i detailsalget kastet butikkerne ud i en overlevelseskamp. I samme ombæring har danskerne for alvor fået øjnene op for udenlandske netbutikker, der også konkurrerer om danskernes julegavebudget. Denne udvikling har blandt andet ført til flere markante tilbudsinitiativer, f.eks. ”Spar 25 % på alt legetøj nu på søndag”, og fået flere og flere butikker til at klistre butiksruden til med udsalgsskilte allerede tidligt i december. Har forbrugerne én gang oplevet, at de kan købe julegaverne med stor rabat, vil de forvente den samme mulighed de efterfølgende år og handle derefter.

Det må konstateres, at tilbudsjægeren trives ved juletid. Han/hun behøver ikke længere at vente til januar for at gå på udsalg.
Spørgsmålet er så, om forbrugerne udnytter tilbudsmulighederne i december til at købe større og/eller mere eksklusive julegaver inden for det samme budget, eller om de i stedet sparer pengene op til dårligere tider.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 21.12.2012

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk