”Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: - Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.”

Sådan starter Matthæusevangeliets kapitel to. Men hvad var det i grunden, disse tre vise mænd så? En komet, en supernova eller noget helt tredje? Lektor Hans Kjeldsen fra Institut for Fysik og Astronomi forklarer her en af de mest udbredte teorier blandt de astronomer, der har beskæftiget sig med at finde et svar:

 ”At forsøge at finde en astronomisk forklaring på det himmelfænomen som er beskrevet i Matthæusevangelist i forbindelse med Jesu fødsel, er en opgave uden et entydigt svar.

Det skyldes først og fremmest, at informationerne i Matthæusevangeliet er yderst sparsomme både hvad angår tidspunkt og detaljer om Betlehemsstjernens præcise egenskaber. I Matthæusevangeliet kapitel 2 beskrives det, at stjernen er blevet set af vise mænd fra Østerland.

De vise mænd møder op hos den gamle kong Herodes (73 f.Kr. til 4 f.Kr.) i Jerusalem. Det fremgår at stjernen, som de vise mænd har set, viser dem frem til det sted, hvor det nyfødte barn er. Spørger man en astronom om mulige fænomener, der stemmer med de sparsomme informationer, vil svaret afhænge af, hvilke dele af beskrivelsen, man vælger at lægge vægt på.

Jeg skal spare læseren for en gennemgang af de mange forsøg, som er blevet gjort gennem tiderne på at forklare det, vi kan læse i Matthæusevangeliet. Jeg vil i stedet beskrive det fænomen, som hovedparten af de forskere, der har beskæftiget sig med fænomenet, giver som den mest sandsynlige forklaring af det, der står nedskrevet i Matthæus.

Antager vi, at Matthæusevangeliets beskrivelse handler om et virkeligt fænomen, der fandt sted på himlen i tiden omkring Jesu fødsel, har det været kendt siden astronomen Johannes Kepler beregnede, at planeterne Jupiter og Saturn mødtes på himlen i stjernebilledet Fiskene i år 7 f.Kr.

Johannes Kepler så et lignende himmeltegn – som de vise mænd fra Østerland – i julen 1603. Han opfattede det som et muligt tegn på Messias genkomst, og det fik ham til at undersøge hvornår samme fænomen havde fundet sted tidligere. Astronomen vidste, at konstellationen ’Fiskene’ var jødernes stjernetegn, og at Jupiter kendes som kongestjernen.

Møder på nattehimlen

Johannes Kepler kom frem til, at Jupiter og Saturn netop havde haft et tæt møde på himlen i stjernebilledet Fiskene i år 7 f.Kr. Moderne beregninger viser da også, at de to planeter mødtes på himlen tre gange i år 7 f.Kr. De kom nu aldrig så tæt på hinanden, at de kunne opfattes som en stjerne, men de var tæt på hinanden den 29. maj, den 30. september og den 5. december det år – og alle tre gange mødtes de i jødernes stjernetegn, Fiskene. Så de to planeter stod på det nærmeste ’stille’ på nattehimlen hen over en periode på godt et halv år, hvorefter de bevægede sig videre mellem stjernerne i hver deres bane.

Alt dette må have været observeret af stjernetyderne i Babylon ved floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak. Fra omkring 2000 f. Kr. blev Babylonien et magtfuldt rige, og babylonierne var allerede på dette tidspunkt erfarne stjernekikkere. De kendte til himlens bevægelse, og var ikke blot i stand til at beskrive Solens daglige og årlige flytning, men også Månens og planeternes. Babylonierne interesserede sig især for fuld- og nymånen, men de dyrkede ikke astrologi i moderne forstand.

De vise mænd?

Babylonierne opfattede bevægelserne på himlen som tegn fra guderne om varsler af forskellige begivenheder. Det kunne være hungersnød, oversvømmelser, sygdom, krig eller andre ulykker, som angik hele samfundet. Efter år 1000 f.Kr. udvikledes de astrologiske metoder i Babylonien. Da man samtidigt blev dygtigere til astronomi og med tiden nåede et meget højt niveau, blev det muligt at foretage mere nøjagtige bestemmelser af himlens bevægelser.

Det er derfor endda sandsynligt, at stjernetyderne – det, vi må opfatte som ”de vise mænd” – ikke blot observerede det tredobbelte planetmøde i Fiskene. De kan endda have forudsagt at det ville ske! Det har de fortolket som et vigtigt tegn, og som et anliggende for Jøderne. At tidspunktet også stemmer fint med det tidspunkt, hvor kong Herodes var på tronen i Jerusalem, gør forklaringen om det tredobbelte planetmøde mellem Jupiter og Saturn i stjernebilledet Fiskene til det mest oplagte astronomiske bud på et fænomen, der kan stemme med den beskrivelse, vi finder i Mathæusevangeliet.

Et unikt møde

Det er vigtigt at bemærke, at det omtalte tredobbelte planetmøde ikke er noget, der finder sted ofte. Tætte møder mellem planeterne Saturn og Jupiter finder sted ca. hvert 20. år rundt om på nattehimmelen. Sidste gang det skete, var den 28. maj 2000, og næste gang i julen 2020 – helt præcist den 21. december 2020.

At de to største gaskæmper i vores Solsystem mødes tre gange med kort mellemrum – det er derimod sjældent. Der går omkring 200 år mellem dem. Næste gang det finder sted bliver i år 2238 eller 2239. Og lad os for sjovs skyld tælle baglæns her: Sidste gang det fandt sted, var i 1940-41. Så fandt det sted i 1682-83, 1425, 1305-6, 1007-8, 967-8, 709-10, 452, 411-12, 332-33 og så altså 7 f.Kr.

Jupiter og Saturn er mødtes i Fiskene flere gange tidligere. Men kun én gang i de sidste 3000 år har et tredobbelt møde fundet sted i stjertegnet Fiskene. Det var det ’berømte’ møde i år 7 f.Kr.”

Denne artikel er bragt i RØMER, Nyhedsbrevet fra Aarhus Universitet Science and Technology.