Du er her: AU » Om AU » Nyheder » AU julekalender 2012 » 17

17. december: Julegaver på nettet – undgå drillenisserne, og køb sikkert ind!

Danskerne forventes at købe varer for over 50 milliarder kroner på internettet i 2012. En stor del af beløbet bruges op mod jul, da mange danskere køber deres julegaver på nettet. Men hvordan undgår man at blive snydt?


Af René Franz Henschel, Lektor, Juridisk Institut.

Generelt er man godt sikret, hvis man blot følger nogle enkle, gode råd – herunder ikke at købe gaverne i for god tid! 

Tjek fortrydelsesretten

Før du køber julegaver på nettet, bør du undersøge, om sælgeren på sin hjemmeside giver de lovpligtige kontaktoplysninger, så du ved, hvem du handler med. Sælger skal også oplyse, at man som forbruger har mindst 14 dages fortrydelsesret ved køb af varer over nettet.

Køber du varen i andre EU-lande end Danmark, kan der dog gælde kortere frister – du kan se fristerne på www.forbrugereuropa.dk. Endvidere gælder der helt andre regler for fortrydelse, hvis du køber varer uden for EU. Det er altså slet ikke sikkert, at du kan fortryde købet, og du skal også være opmærksom på, at der skal betales moms og told, hvis varen koster over et vist beløb. Tjek reglerne på Skats hjemmeside 

Undgå at købe i for god tid

Når man handler på nettet, skal man være opmærksom på ikke at købe varen i for god tid. Modtageren skal inden 14-dages-fristen kunne nå at meddele giveren, at vedkommende ikke ønsker gaven, så giveren kan nå at fortryde købet. Nogle butikker giver dig længere fortrydelsesret. Køb af visse varer, f.eks. køb af levnedsmidler og koncertbilletter, kan som regel ikke fortrydes. 

Sælgeren har op til 30 dage til at sende varen. Det kan derfor være en fordel at handle med netbutikker, der garanterer levering inden for nogle få dage – og gerne inden jul! Man kan nemlig fortryde købet, hvis leveringsgarantien ikke overholdes. 

Ønsker modtageren ikke gaven, kan giveren også fortryde købet og har derved ret til at få prisen og fragten retur. Er varen mangelfuld, kan man klage i to år efter købet – her gælder de samme regler for mangler mv., som hvis man havde købt varen i en fysisk butik.

Gå efter e-handelsmærket
Netbutikker, der handler lovligt og etisk, har ret til at bruge e-handelsmærket på deres hjemmeside. Det giver den højeste sikkerhed for, at sælgeren følger reglerne. Tjek på www.e-maerket.dk, om butikken virkelig har ret til at bruge e-handelsmærket – der snydes nemlig med det i stigende omfang!

Generelt bør man ikke betale for varer forud via bankoverførsel. Det er sikrest at betale med dankort eller kreditkort. Køber man med kort, er man sikret, hvis netbutikken ikke sender varen – man kan nemlig kræve pengene tilbageført på sin konto. Men husk lige at købe en ny julegave – selvom drillenisserne har været på spil på nettet, skal du ikke glemme at glæde dine nærmeste til jul!

Læs mere på www.forbrug.dk og www.taenk.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 21.12.2012

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk