Salmer var for ikke så mange generationer siden en del af danskernes identitet. Man kunne mange salmer udenad og brugte dem som konsolidering af fællesskabet, når man befandt sig i en forsamling. Kun få ting indgyder så stærk samhørighedsfølelse som det at synge sammen – det har man længe vidst, og i vore dages evidensbaserede forskning kan man end også måle det. Men i dag er salmer ikke længere kulturarv.

Måske lige bortset fra julesalmerne? Alle kan fortsat synge med på ”Et barn er født i Betlehem” og andre julesalmeklassikere. Det hænger selvfølgelig sammen med julens – og herunder julegudstjenesternes – status af folkefest. Men der er også et andet træk, som gør julesalmerne særlige. Nemlig ét, som især vores største salmedigter, N.F.S. Grundtvig, tilvejebragte i sin salmedigtning: evnen til at bringe os i kontakt med fjerne steder og tider. Alle salmer har denne kvalitet, men julesalmerne i særlig grad. Hvorfor?

Juleevangeliets fortælling om englenes sang over Betlehem står centralt i kristendommen som ”prototypen” på den kristne lovsang: ”Ære være Gud i det højeste!” synger englene. Mange hymnologer (salmeforskere, red.) mener endda, at skulle man absolut opstøve den kristne salmes ophav, måtte det blive denne lovsang. Derfor er den også indeholdt i langt over halvdelen af julesalmerne; men vel at mærke ikke som en observerende opremsning af, at sådan sang englene dengang. Snarere bliver ordene under ”afsyngelsen” til den syngendes egne, og det bliver OS, der synger det: ”Da vorde engle vi som de.” Julesalmens kunstgreb er altså at genskabe og virkeliggøre en længst svunden situation i et land langt borte – og vigtigst af alt: Den gør os til en del af situationen. Vi synger sammen med englene.

I Grundtvigs salmeunivers blandes bibelske juleelementer sammen med hjemlige, velkendte scenarier. Som når en flok juleengle gemmer sig i et lerkrus og en tør kage. Farverige fantasibilleder kædes sammen med det jordnære. Såsom det at være på vej til kirke på lyseblå stjernetæpper. Den første julenat kædes elliptisk sammen med den aktuelle situation, mens der synges: ”Gud engle dér os lære brat at synge, som de sang i nat.” ”I nat.” Ikke ”dén nat.” Det sker NU.

Når Grundtvigs julesalme slår fast, at ”Julen har englelyd”, er det særlige ved det altså, at vi ved at synge julesalmer selv er med til at sørge for, at også denne jul har englelyd – tilligemed menneskelyd.