Glem nissemænd og julehjerter, for nu bliver det uhyggeligt! Der er nemlig et sammenfald mellem ritualerne omkring Halloween og jul: Vi lukker os også inde for at beskytte os mod de dødes besøg.

Hans J. Lundager Jensen, dr.theol., Institut for Kultur og Samfund

Juleaften rykker familierne sammen. Denne aften er dørene normalt lukkede, og det ville være sært at gå sig en tur. Vil familierne beskytte sig imod noget – ud over det oplagte, at denne aften netop er for at være sammen?

Juleaften er (også) et folkloristisk ritual. Lukketheden omkring sig selv minder om et andet berømt og endnu ældre ritual: det israelitiske påskemåltid. I 2. Mosebog kapitel 12 fortælles om dets oprindelse. Denne aften skal familier lukke sig inde og spise et stegt dyr, lam eller ged, og tilberedningen fremhæves udtrykkeligt. Stemningen er ikke specielt hyggelig.

Denne nat skal israelitterne flygte ud af Egypten, deres slavehjem. Og Jahves dræberengel går rundt i gaderne og slår egypternes førstefødte sønner ihjel.

Stemning og anledning ser altså umiddelbart meget forskellige ud. Tidspunktet er også et helt andet. Påsken ligger i foråret, ved overgangen fra regntiden til tørketiden. Men der er alligevel ligheder. Måltidet finder sted i den periode af året, hvor der har været en optimal mængde føde. Det gælder også julemåltidet, som er en variant af mortensaften, der traditionelt markerer slagtesæsonens indledning.

Dermed når vi til Halloween – den amerikanske udgave af mortensaften.

Denne fest var et apotropæisk ritual: De døde invaderede de levendes boliger, blev bespist og sendt bort igen. Derfor er dresskoden spøgelser og vampyrer.

Både påsken i Det Gamle Testamente og mortensaften hører således til en bestemt type ritual: de dødes besøg. I påsken i form af dræberenglens besøg i byen.  

Julen er en transponeret udgave af dette ritual. I den folkelige forestillingsverden boede de døde i det fjerne (skovene, bjergene, havet). I de antikke højkulturer (babylonere, grækere osv.) opstår der derimod egentlige guder, der mentes primært at bo i himlen. Denne forestilling fortsætter ind i kristendommen. Den ”anden verden” ligger her ikke i det fjerne, men i det høje, og den bebos ikke af spøgelser, men af Gud og hans engle.

Juleaften kommer der en beboer fra den anden verden, men han kommer fra himlen, ikke fra det fjerne (skovene, bjergene, havet) som de døde. Den fortsat natlige gæst kommer juleaften for at blive. Han bliver hilst velkommen, ikke sendt bort igen, for han er ikke et spøgelse, det vil sige en, der lever mindre end mennesker, men en guddom, altså en der lever mere. Men familierne klemmer sig stadig sammen, som om de er bange for noget.

• Jul, julefrokost og nytår - en ritualanalyse