Herman Autrup modtager international pris for sin forskning i miljøgifte og kræft
Professor Herman Autrup fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, har for nylig modtaget hædersbevisningen ”Frits Sobels Pris” på årsmødet i Prag for European Environmental Mutagen Society (EEMS). EEMS understøtter forskning i mutationsfremmende faktorer i miljøet.
Herman Autrup har fået tildelt prisen for sit mangeårige arbejde med at belyse reaktionen mellem miljøgifte og arvemassen samt den betydning, miljøgiftene har for udviklingen af kræft. Han var blandt de første til at vise, at menneskets væv reagerer på giftene ved at danne de såkaldte DNA addukter. Det er produkter af interaktionen mellem miljøgifte og byggestenene i DNA. Senest har han medvirket til at påvise, at der er en sammenhæng mellem mængden af addukter og risikoen for at udvikle kræft.
Med over 200 artikler i tidsskrifter og bøger har professor Herman Autrup et omfattende forfatterskab bag sig. Gennem årene har han etableret et bredt internationalt netværk, og hans seneste forskning er gennemført i samarbejde med andre forskere fra Europa, Afrika og Thailand.
Hæderspris i grundlæggerens navn
”Frits Sobels Pris” er opkaldt efter Frits H. Sobel, som i 1970 tog initiativ til at grundlægge European Environmental Mutagen Society (EEMS). Initiativet udsprang af diskussionerne mellem en lille gruppe forskere, der var bekymrede for de mulige biologiske langtidsvirkninger af kemikalier i vores omgivelser. Siden 1986 har EEMS hvert år uddelt prisen til en europæisk forsker, som har forsket inden for området mutationsfremmende faktorer i miljøet, og som har medvirket til at udbrede kendskabet til sammenhængen mellem risikofaktorer i miljøet og sundhed.
Mere information
Yderligere oplysninger kan fås hos Herman Autrup på tlf. 89426180, mobil 28992570, e-mail ha@mil.au.dk.
Om European Environmental Mutagen Society (EEMS), se selskabets hjemmeside: http://193.51.164.11/eems/eems1.htm
Foto: Herman Autrup
6. juli 2006
Sandra Trefzer
str@adm.au.dk
Informationskontoret






