Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyheder u/modul » 260106-Aarhus Universitet får tre ud af seks gæsteprofessorater

Aarhus Universitet får tre ud af seks gæsteprofessorater

Danmarks Grundforskningsfonds gæsteprofessorer - de såkaldte ”Niels Bohr gæsteprofessorer”

For at fremme internationaliseringen af dansk forskning indkaldte Danmarks Grundforskningsfond sidste forår ansøgninger til ”Niels Bohr gæsteprofessorater” til etablerede danske forskningsmiljøer på internationalt niveau. I dag er det blevet offentliggjort, hvilke seks professorer der nu skal være gæsteforskere i Danmark - og de tre kommer til Aarhus Universitet.

Det har været et krav, at gæsteforskeren skal tilhøre sit fagområdes absolutte elite og være tilknyttet en udenlandsk forskningsinstitution, og at vedkommende er nøgleperson i et forskningsprojekt med forskere i Danmark. Derudover skal gæsteforskeren holde en række forelæsninger, seminarer og lignende efter nærmere aftale, ligesom han/hun skal indgå aktivt i dansk forskeruddannelse.

Chris Frith til Danmarks Grundforskningsfonds Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab

Tildelingen af dette gæsteprofessorat gør det muligt at tiltrække to enestående forskere til Aarhus Universitet, ægteparret Uta og Chris Frith. De er verdensberømte for at anvende teoretiske modeller for kognition og bevidsthed, avancerede hjerneskanningsteknikker og kliniske undersøgelser til at forstå, hvad der sker, når mennesker kommunikerer. Ved Aarhus Universitet vil de både være tilknyttet Det Humanistiske og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet inden for rammerne af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN).

- Chris og Uta Frith har sammen og hver for sig flyttet grænserne for vores forståelse af samspillet mellem kommunikation, bevidsthed og biologi, fortæller lektor Andreas Roepstorff. Ved at knytte dem til Aarhus Universitet får denne tværfaglige forskning en fantastisk dynamik, som kan sætte spor både i vores generelle forståelse af, hvad der sker, når mennesker påvirker hinanden, og hvad der går galt i lidelser som autisme og skizofreni. Gæsteprofessoratet vil også betyde en kraftig profilering af det igangværende forskningssamarbejde om kognition, kommunikation og kultur (CCC), som involverer forskere fra alle universitetets fakulteter.

Chris Frith er født i England i 1942 og er uddannet ved Christ’s College Cambridge og London University i naturvidenskab og psykologi. Han er professor i neuropsykologi ved Welcome Department of Imaging Neuroscience i London og assistant director for Leopold Müller Functional Imaging Laboratory, også i London.

Mere information

Yderligere oplysninger fås hos lektor Andreas Roepstorff, tlf. 8942 4674, 8949 3030 eller mobil 2636 2772, e-mail andreas@pet.au.dk.

Chris Friths hjemmeside

Uta Friths hjemmeside

CFIN’s hjemmeside

CCC’s hjemmeside

Dale T. Mortensen til Institut for Økonomi

Dale T. Mortensen, der er professor i økonomi ved Northwestern University i USA, har  også forskningstilknytning til National Bureau of Economic Research (NBER) og Institute for the Study of Labour (IZA). Han bliver nu gæsteprofessor ved Institut for Økonomi, der vil få glæde af hans forskning og undervisning i arbejdsmarkedsøkonomi, makroøkonomi og økonomisk teori.

- Professor Dale T. Mortensen er pioneren, der skabte jobsøgeteorien og begrebet søgearbejdsløshed, og som udvidede dette til et studie af jobskift, personlige relationer og tilpasninger på arbejdsmarkedet, forklarer institutleder, professor Svend Hylleberg. At have en meget højt kvalificeret, international anerkendt forsker som professor Dale T. Mortensen tilknyttet vores institut vil uden tvivl styrke den fortsatte udvikling af dansk arbejdsmarkedsforskning, der tilgodeses af fremragende data og en gruppe af allerede internationalt anerkendte økonomiske forskere både i dette område og i de tilstødende områder.

Professor Dale Mortensen har en BA i Økonomi fra Willamette University i 1961 og er PhD i økonomi fra Carnegie-Mellon University i 1967. Han har været ansat ved Northwestern University siden 1965 og har derudover været gæsteprofessor i England, Israel, Rusland, Australien, Danmark og flere steder i USA.

Mere information

Yderligere oplysninger fås hos professor Svend Hylleberg, tlf. 8942 1592, mobil 2448 1551, e-mail shylleberg@econ.au.dk

Dale T. Mortensens hjemmeside kan ses her.

Nicolai Reshetikhin til Center for Topologien og Kvanticeringen af Modulirum (CTQM)

Professor Nicolai Reshetikhin fra Department of Mathematics, University of California, Berkeley, hører til verdenseliten i forskningen inden for matematik og matematisk fysik. Professor Reshetikhin bliver i de kommende fem år tilknyttet Center for Topologien og Kvanticeringen af Modulirum (CTQM) ved Institut for Matematiske Fag.

- Det vil konsolidere og forstærke CTQM's position blandt de ledende forskningscentre betragteligt, siger lederen af CTQM, lektor Jørgen Ellegard Andersen. Vi har tidligere arbejdet sammen, da jeg var ansat ved University of California, Berkeley, og vi vil fortsætte og udbygge dette arbejde, der drejer sig om kvanticering af modulirum, dvs. kvanticering af rum af alle geometriske objekter med visse fællestræk.  Studiet af modulirum samt deres kvanticering er af fundamental interesse inden for moderne matematisk fysik, specielt med henblik på jagten efter konsistente modeller for kvantegravitation.

Nicolai Reshetikhin er født i Leningrad i 1958 og blev uddannet der, indtil han i 1989 flyttede til Boston i USA, hvor han blev ansat som Price fellow ved Harvard. I 1993 blev han professor ved University of California, Berkeley. Han har været gæsteprofessor ved en lang række matematik- og fysikinstitutter rundt om i verden - bl.a. i Frankrig, Schweiz og Australien. Han er forfatter til mere end 100 forskningsartikler i førende internationale tidsskrifter.

- På den matematisk-fysiske side vil professor Reshetikhins tilstedeværelse give et boost til kvantefeltteori og strengteori i Danmark, fortsætter Jørgen Ellegaard Andersen. Og professoratet vil ydermere styrke opbygningen af dette område mellem matematik og fysik, som er planlagt under det nyligt oprettede Center for Teoretisk Naturvidenskab ved det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.

Mere information

Yderligere oplysninger fås hos lektor Jørgen Ellegaard Andersen, tlf. 8942 3432, , mobil 2338 2064, e-mail andersen@imf.au.dk

Se mere om Nicolai Reshetikhin her.

Se også Center for Topologien og Kvanticeringen af Modulirum og Center for Teoretisk Naturvidenskab.

Fotos

Uta og Chris Frith

Dale T. Mortensen

Nicolai Reshetikhin

- - - - - - -

Se mere om Niels Bohr professorater her.


26. januar 2006
Ingeborg Christensen
ic@adm.au.dk
Informationskontoret

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 03.10.2011

Nye tider på au.dk

Aarhus Universitets hjemmeside er ved at blive redesignet. Design og indhold vil derfor ændre sig, og du vil kunne opleve, at indhold ikke ligger, hvor det plejer.

Vi håber, at eventuelle gener opvejes af glæden ved en ny hjemmeside med større sammenhæng på tværs og en mere enkel brugeroplevelse.

Hvorfor roder vi?

I den kommende tid vil universitetets hjemme­side være en blanding af sider i nyt og gammelt design.

I foråret 2011 blev AU's ni hovedområder til fire og 55 institutter til 26 for at samle organisationen og styrke tværfagligheden. På samme måde er vi nu ved at lægge hele hjemmesiden om, så der bliver bedre sammenhæng i indhold og design.

Tag smutvejen

Under knappen GENVEJE øverst til højre finder du links til det mest brugte indhold på hjemmesiden samt til to nye universer til medarbejdere og studerende.

Hvor finder jeg det?

Få et overblik over indholdet på hjemmesiden med de nye megadropdowns. De åbner sig, når du kører musen hen over navigationen i toppen.

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk