For første gang er det lykkedes med NASA’s Kepler-rumteleskop at finde en planet, hvor temperaturen på overfladen af planeten i princippet tillader liv. Den nyfundne planet ligger 600 lysår fra jorden.

05.12.2011 | Christina Troelsen

Opdagelsen er netop blevet offentliggjort på NASA-forskningscenter i Californien i forbindelse med en stor videnskabelig konference. Resultatet bygger på næsten to års undersøgelse af stjernen KIC 10593626, som ligger i Mælkevejen i en afstand af 600 lysår fra Jorden.  Forskerne har givet den nye planet navnet Kepler-22b.

Kepler-22b omkredser sin moderstjerne på 290 døgn i en afstand fra stjernen på 127 millioner km (svarende til 85 % af afstanden mellem Jorden og Solen). Hvis planeten kredsede i vores eget Solsystem, ville dens bane ligge mellem Venus og Jordens baner. Nøjagtige målinger af Kepler-22b giver en diameter på 30.400 km, hvilket gør den over dobbelt så stor som Jorden. Målinger af moderstjernen viser, at stjernen udsender en energimængde, som svarer til 79 % af Solens totale energiudsendelse, og på den baggrund har forskerne beregnet overfladetemperaturen af Kepler-22b til at være sådan, at flydende vand kan eksistere på dens overflade. Da flydende vand betragtes som en forudsætning, for at liv kan findes, gør netop den måling, at Kepler-22b betegnes som en såkaldt beboelig planet. Om der findes liv på dens overflade, kan forskerne dog endnu intet sige om.

- Dette er en fantastisk stor opdagelse som vi har ventet længe på, udtaler Hans Kjeldsen fra Aarhus Universitet begejstret. For første gang har vi nu fået bevis for at der findes planeter i universet, hvor der er mulighed for at der kunne findes liv.

Foruden NASA’s team af forskere er også en gruppe danske astronomer, primært fra Aarhus Universitet, involveret i opdagelsen af kepler-22b. De danske astronomers målinger har været afgørende for at bestemme denne nye planets egenskaber.

De aarhusianske astronomer har stået for målingerne af planetens nøjagtige diameter. Dette er sket gennem en nøjagtig måling af stjernens størrelse via seismologiske studier af stjernen. Fra Aarhus Universitet deltager Jørgen Christensen-Dalsgaard, Hans Kjeldsen, Torben Arentoft, Christoffer Karoff, Mia Lundkvist, Mikkel Lund og Rasmus Handberg. Lars A. Buchhave fra Københavns Universitet har desuden deltaget i målingen af stjernens overfladetemperatur og den kemiske sammensætning af det stof, stjernen og planeten er opbygget af.

Kontaktoplysninger:

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard, Aarhus Universitet tlf. +45 23382374
email: jcd@phys.au.dk

Lektor Hans Kjeldsen, Aarhus Universitet, tlf. +4523382160
email: hans@phys.au.dk

---

NASA’s Keplersatellit – en nøjagtig lysmåler

I marts 2009 opsendte USA Kepler-satellitten med det mål at foretage meget nøjagtige målinger af mange tusinde stjerners lysstyrke. Hensigten med disse meget nøjagtige lysmålinger er at afsløre eksistensen af planeter, som i deres kredsløb omkring stjernerne kommer ind foran stjernen og skygger for en lille del af deres lysende overflade. På den måde har Kepler-satellitten fundet en mængde nye planeter, og inden for nogle få år forventes det, at Kepler-satellittens målinger vil afsløre eksistensen af planeter på størrelse med Jorden.

Kepler observerer stort set uafbrudt det samme felt på himlen, i stjernebillederne Svanen og Lyren, og må nok betegnes som en af den amerikanske rumorganisation NASAs mest succesfulde missioner.

Asteroseismologi – at se ind i stjernerne

Astronomer verden over har siden opsendelsen af Kepler anvendt målingerne til at lede efter stjerneskælv på overfladen af de mange forskellige stjerner, som Kepler observerer. Ved at måle periodiske lysvariationer fra stjerneskælv, kan astronomerne bestemme hvilke fysiske forhold, som råder dybt inde i stjernerne via en type undersøgelser, som kaldes for asteroseismologi. De asteroseismiske undersøgelser af Kepler-satellittens målinger ledes af en gruppe forskere ved Aarhus Universitet.
I de seneste to år er det lykkedes at afsløre flere og flere detaljer om stjernernes indre opbygning og om deres udvikling. Satellittens målinger viser os stjernerne på en hidtil ukendt måde og muliggør dybtgående undersøgelser, som det, før satellitten blev sendt op, ville have været umuligt at håbe på.