Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhed

AU på Food Festival

Aarhus Universitet er stærkt repræsenteret ved Nordens største madfestival Food Festival, som finder sted 7. til 9. september i Tangkrogen i Aarhus.

21.08.2012 | Søren Tobberup

Dato fre 07 sep søn 09 sep
Tid 12:00    19:00
Sted Tangkrogen, Aarhus

Hvordan får champignon flere D-vitaminer?

Hvordan smager fødevarer med tang?
Og hvordan kan vi dyrke salat i lag?

Det er nogle af de spørgsmål, som forskere ved Aarhus Universitets Institut for Fødevarer kan svare på, når Food Festival, der med plads til 30.000 mennesker har ambitioner om at blive Nordens største madbegivenhed, løber af stablen 7. til 9. september i forbindelse med festugen i Aarhus.

Festivalen er delt op i forskellige temaområder som havet, planteriget, kornmarken, kødet og mejeriet. Institut for Fødevarer er blandt andet repræsenteret i planteriget, hvor tre forskellige forskningsteams har særligt fokus på æbler, holdbarhed, velsmag og sorter. Deltagere bliver også budt på en såkaldt sansebar med sensorik og grundsmage.

På en anden stand vil en række forskere fortælle om og fremvise dyrkning af planter i lag samt forsøg på at optimere planterigets mad.

En unik jordskokke-klonsamling, der til dagligt hører til på Forskningscenter Årslev, er endvidere medbragt til Food Festival og fremvises på en stand, hvor der endvidere bliver rig mulighed for at smage på jordskokker, gulerødder og rødbeder og finde favoritter blandt grøntsagernes bitre, søde og sure smage.

- Festivalen giver vores institut en unik mulighed for at præsentere en del af vores aktuelle forskning til et bredt publikum, der må formodes at have stor interesse i vores arbejde. Vi glæder os rigtig meget til at komme i tæt dialog med festivalens deltagere, men også de øvrige udstillere og producenter, fortæller Merete Brødsgaard Henriksen, akademisk medarbejder på Aarhus Universitet.

Foruden planteriget er Aarhus Universitet også repræsenteret på ”Mejeriet”, hvor forskere kan give de besøgende en indsigt i, hvordan emballager påvirker kvaliteten af fødevarer. I ”Kødet” kan fødevareforskerne give svar på, om forbrugerne i nær fremtid kan vælge kunstigt kød i supermarkedet.

Antropologer fra Aarhus Universitet er også til stede på festivalen. De undersøger, hvordan mennesker afgør, hvad der kan spises og hvad der ikke kan spises. Hvad eller hvem der bestemmer, om noget kan puttes i munden. På antropologernes stand kan man med andre ord få testet sine kulinariske grænser.

Sideløbende med Food Festival afholdes en international fødevarekonference samt workshop med titlen Nyt, Nordisk & Naturligt – og om mad på en helt ny måde. Konferencen, der finder sted 6. september på Scandic Aarhus City, giver indsigt i udviklingen for nordiske fødevarer og fremtidens fødevareingredienser og -tendenser. Workshoppen finder sted dagen efter på Food Festival-pladsen, hvor nogle af verdens bedste madudviklere fortæller om produktudviklingsprocesser med oplæg, demonstrationer og smagsprøver.

Bag Food Festival, som afholdes for første gang, står Food Organisation Of Denmark, som er etableret mellem offentlige og private aktører for at fremme nordisk mad og gastronomi. Aarhus Universitet er med blandt organisationens partnere.

Læs mere om festivalen på festivalens egen hjemmeside.

Yderligere oplysninger:

Akademisk medarbejder Merete Brødsgaard Henriksen, Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet, telefon: 8715 8332, e-mail: merete.brodsgaard@agrsci.dk

Event, Arrangement, Arrangement forsiden
Henvendelse om denne sides indhold: 
Søren Tobberup

Revideret 10.05.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk