Dansk rekordhøst af europæiske forskningsmidler
Det europæiske forskningsråd uddeler nu godt 660 mio. euro til europæiske topforskere. Forskere fra Aarhus Universitet modtager fire af de ni bevillinger, der er givet til Danmark
25.01.2012 |
Fire forskere fra Aarhus Universitet får nu europæisk million-opbakning til deres forskning. Det er resultatet af det europæiske forskningsråds (ERC) seneste bevillingsrunde. Rådet har netop offentliggjort modtagerne af de store Advanced Grants, der gives til Europas absolutte forskningselite, og her får ni danske forskere del i midlerne. Det er det højeste antal Advanced Grants, der hidtil er gået til Danmark i én bevillingsrunde.
Den danske rekordhøst kommer kort tid efter, at den danske regering og uddannelsesminister Morten Østergaard udtrykte ønske om at se danske universiteter tiltrække flere europæiske midler.
Danske forskere har nu i alt hentet 21 af de Advanced Grants, som er blevet uddelt siden 2008. Heraf hører hele ni hjemme på Aarhus Universitet.
Skærpet konkurrence
Der er stigende opmærksomhed om de europæiske forskningsmidler, og ifølge ERC kom der denne gang 2.284 ansøgninger til Advanced Grants, hvilket er 13 pct. flere end året før.
”Pengene fra det europæiske forskningsråd har stor betydning, og det flotte resultat viser, at topforskningen trives på Aarhus Universitet. Konkurrencen om midlerne er skærpet i de seneste år, og set i det lys er det meget positivt, at vores forskere formår at tiltrække flere bevillinger end nogensinde før”, udtaler Brian Bech Nielsen, der er dekan med ansvar for forskning på Aarhus Universitet.
De fire aktuelle Advanced Grant-modtagere fra Aarhus Universitet er:
Professor Bo Barker Jørgensen, Institut for Bioscience: Microbial life under extreme energy limitation
- Bo Barker Jørgensen arbejder med at afdække den verden, der findes dybt under havets bund. En verden uden lys og ilt og næsten uden næring, men med et rigt liv af mikrober, som vi mennesker ikke ved meget om. Læs mere om projektet
Professor Lars Peter Nielsen, Institut for Bioscience: Electric Currents in Sediment and Soil
- Hvor Bo Barker Jørgensen arbejder dybt under havbunden, bevæger Lars Peter Nielsen sig i de lidt højere lag. Han afslørede for få år siden, at organismer under havbunden kunne udveksle energi over lange afstande. Læs mere om projektet
Professor Poul Jørgensen, Institut for Kemi: Coupled Cluster Calculations on Large Molecular Systems
- Poul Jørgensen har fundet en ny måde at forudsige et molekyles egenskaber. Den nye metode gør det hurtigere at lave komplekse udregninger, hvilket kan give os et bedre grundlag for f.eks. at udvikle kunstig fotosyntese. Læs mere om projektet
Professor Preben Bo Mortensen, Center for Registerforskning: Early infectious, inflammatory and immune mechanisms in schizophrenia
- Preben Bo Mortensen skal med ERC-midlerne gøre os klogere på skizofreni. I samarbejde med bl.a. engelske Oxford University skal Preben Bo Mortensen studere de tidlige årsager til sygdommen og udpege særlige risikogrupper. Læs mere om projektet
Se samtlige modtagere af ERC Grants på Aarhus Universitet
Flere oplysninger:
Pressechef Anders Correll: 2899 2235
Professor, dr.scient Poul Jørgensen; mobil: 2225 0347
Professor og centerleder Bo Barker Jørgensen; mobil: 2010 2123
Professor Lars Peter Nielsen; mobil: 6020 2654
Professor Preben Bo Mortensen (bortrejst indtil 13. februar); kontakt i stedet centersekretær Annette Rand Madsen; telefon: 8716 5312













