Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhed

Faglighed er vigtigere end fester

Ny studiemiljøundersøgelse på Aarhus Universitet viser, at det i højere grad er faget og det faglige fællesskab end festerne, der skaber trivsel hos de studerende.

08.06.2011 | Anders Correll

11.000 studerende har deltaget i studiemiljøundersøgelse, og den viser, at de studerende generelt trives godt: 86 procent føler sig godt tilpas, og 85 procent er tilfredse med deres studie.

Fredagsbarer, fester og mødet med andre unge er vigtige ingredienser i et godt studiemiljø. Men de studerendes interesse i faget, deres følelse af at indgå i et fagligt fællesskab og god kontakt til åbne medstuderende samt og imødekommende undervisere i velorganiserede undervisningsforløb er endnu vigtigere.

”Vi er meget tilfredse med at få en så grundig dokumentation på, at vores studerende i høj grad trives og ikke mindst de klare svar på, hvilke faktorer der spiller ind på et godt studiemiljø,” siger dekan Mette Thunø fra Arts, der står i spidsen for uddannelsesområdet på det nye Aarhus Universitet.

Med svar fra 11.000 studerende er der en rekordhøj deltagelse, og repræsentativiteten på køn, alder, studietrin, nationalitet og uddannelse er høj.

”Aarhus Universitet vil bruge undersøgelsen som redskab i universitetets samlede kvalitetssikring og -udvikling af studiemiljøet og uddannelserne. Vi har en klar ambition om at gøre studiemiljøet endnu bedre og har derfor afsat 8-10 mio. kr. til brug allerede i 2011,” siger Mette Thunø.

Undersøgelsen peger på områder, hvor universitetet kan gøre en ekstra indsats for at forbedre studiemiljøet. Bl.a. er der ikke så høj trivsel blandt de udenlandske studerende som hos de danske.

”Vi har et udtalt ønske om at være et internationalt universitet, som kan tiltrække mange studerende udefra. Derfor skal vi klart have forbedret studiemiljøet for dem. Det er en udfordring, fordi det også handler om den reserverede danske kultur. Vi skal blive meget bedre til at lukke udlændinge ind i arbejdsgrupper, læsegrupper og sociale sammenhænge,” forklarer Mette Thunø.

Et andet område er de studerendes arbejdsindsats. I gennemsnit bruger de studerende 28,5 timer på deres uddannelse om ugen.

”Det handler ikke kun om at udbyde flere timer. Vi kan fra vores side også gøre noget for at få de studerende til at arbejde mere mellem undervisningstimerne. Det kan fx være i form af mere feed back og moderne undervisnings-teknologi,” vurderer dekanen.

Aarhus Universitet er forpligtet til at undersøge undervisningsmiljøet hvert 3. år i henhold til Lov om undervisningsmiljøvurdering. Aarhus Universitet har valgt at lave en mere detaljeret undersøgelse end det, som loven pålægger universitetet. Aarhus Universitet udviklede i efteråret 2007 et undersøgelsesdesign for det psykiske studiemiljø og gennemførte en grundig analyse, der tilvejebragte en omfattende, nuanceret, pålidelig og relevant viden om studiemiljø og trivsel på universitetets mange uddannelser.

I den vedhæftede pdf er der en kort præsentation af de overordnede resultater efter denne pressemeddelelse. Selve rapporten for det samlede Aarhus Universitet er også vedhæftet.

Studiemiljøundersøgelse for henholdsvis det samlede Aarhus Universitet og hvert enkelt hovedområde kan downloades på: http://www.au.dk/om/uni/strategiogpolitik/uddkvalitet/studiemiljoe/

For yderligere oplysninger og aftaler om interview:

Pressechef Anders Correll, ac@adm.au.dk, 2899 2235
Mette Thunø, met@adm.au.dk, 2979 9330
Torben K. Jensen, tkj@clu.au.dk, 8942 1345

Uddannelse, Nyt fra ledelsen, Forside au.dk, Studerende, Uddannelsespolitik , Nyheder
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 10.05.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk