Foredrag: Den amerikanske revolution og dens betydning i aktuel amerikansk politik
I forbindelse med det forestående præsidentvalg i USA og i anledning af udgivelsen af bogen 'Den amerikanske revolution' inviterer Idéhistorisk Forening til en aften med fire oplæg om den amerikanske revolution og dens betydning for amerikansk politik.
26.10.2012
| Dato | tir 30 okt |
| Tid | 19:30 — 21:30 |
| Sted | Richard Mortensen-stuen, Studenternes Hus |
Kan en revolutionær gå med pudret paryk, eje slaver og primært være oprørt over skatten på te? Når det kommer til den amerikanske revolution er svaret paradoksalt nok ja.
Den amerikanske revolution er en af den moderne tidsalders vigtigste politiske begivenheder og den fortsætter med at sætte dybe spor i den aktuelle amerikanske politiske debat.
Hvordan kan offentlig sundhedsforsikring være socialisme? Hvordan kan det være tyveri at betale skat? Og hvorfor er der så stor mistro til en central regering?
Alt dette er spørgsmål som har fulgt USA siden dets grundlæggelse efter revolutionen og som fortsætter med at kridte banen for de politiske debatter.
I en ny bog om Den amerikanske revolution bringes for første gang på dansk en samlet introduktion til revolutionen med oversættelser af primærtekster fra før, under og efter revolutionen samt en idéhistorisk baggrund og en tidslinje over de vigtigste begivenheder.
I den forbindelse, samt i anledning af det kommende præsidentvalg, inviterer Idéhistorisk Forening til en aften med 4 oplæg om Den amerikanske revolution og dens fortsatte betydning for amerikansk politik.
Oplægsholdere:
- Bertel Nygaard (Lektor, IKS, Historie, AU): ‘Revolutionernes tidsalder’
- Mikkel Thorup (Lektor, IKS, Idéhistorie, AU): ‘Den amerikanske revolutions idéer’
- Paul Gammelbo Nissen (cand.mag i Idéhistorie): ‘Tea Party bevægelsen og sakraliseringen af den amerikanske revolution’
- Christian Olaf Christiansen (Adjunkt, IKS, Idéhistorie, AU): ‘Historien i nutiden: moral og økonomi i den amerikanske præsidentvalgkamp’
Entré: Gratis












