Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhed

Foredrag med Nobelprismodtager: Forskning kan åbne lukkede døre

Professor og Nobelprisvinder Peter Agre, der bl.a. har været på ’diplomatiske videnskabsmissioner’ i Nordkorea, Cuba og Burma, fortæller fredag den 9. september om, hvordan globale forskningsfællesskaber kan åbne døre, der normalt er lukkede.

07.09.2011 | AU Kommunikation

Det er relativt enkelt at se, hvorfor sundhedsvidenskabelig forskning er vigtig. Den hjælper os til at helbrede sygdomme, og den hjælper os til at forstå, hvordan vi igennem kost og motion kan opnå et bedre og længere liv.

Men at medicinsk forskning også kan være med til at løsne op for globale politiske spændinger og skabe nye diplomatiske kontakter, er det måske lidt sværere at forstå.

Ikke desto mindre er den amerikanske læge, professor, molekylærbiolog og engagerede historiefortæller Peter Agre, der i 2003 modtog Nobelprisen i kemi, et lyslevende eksempel på, hvordan engagerede videnskabsfolk via deres forskning kan være med til at åbne døre, der ellers er lukkede for omverdenen.

Dette perspektiv – og hans egne oplevelser i ellers lukkede lande som Nordkorea og Burma – deler han med tilhørerne, når han afholder foredrag på Aarhus Universitet fredag den 9. september fra kl. 10-12.

Klima- og energiminister Lykke Friis vil give en kort introduktion, og efterfølgende lægger dekan for Health, Allan Flyvbjerg, op til paneldebat.

Forskningsdiplomati i Nordkorea

I 2009 deltog Peter Agre på en art videnskabs-diplomatisk mission til Nordkorea, hvor han sammen med fem andre videnskabsfolk fik mulighed for at etablere kontakter til sundheds- og naturvidenskabelige forskere i det normalt lukkede land. Denne oplevelse har efterfølgende – sammen med besøg i lande som Cuba og Burma – fået Peter Agre til at se på forskning og forskningspolitik som ikke bare et middel til at skabe ny viden og ny teknologi, men også som et diplomatisk middel, der kan skabe forbindelser på tværs af grænser.

Peter Agre, der i 2003 blev udnævnt som æresdoktor på Aarhus Universitet, er blevet brugt som rådgiver for Obama-regeringen og har været præsident for American Academy for the Advancement of Science, og han har derigennem fået et bredt og omfattende indblik i, hvad forskning og forskningspolitik kan bruges til i et globalt perspektiv.

Foredraget og paneldebatten finder sted i forbindelse med afslutningen på det symposium, som grundforskningscenteret Center for Vand og Salt afholder i anledning af sit 10-års jubilæum.

Ved paneldebatten deltager også Jens Chr. Djurhuus og Peder Andersen, der er hhv. formand og næstformand for Det Frie Forskningsråd.

Der er fri adgang for alle ved arrangementet, som finder sted fredag den 9. september kl. 10-12 i Søauditoriet, bygning 1250, Bartholins Allé 3, 8000 Aarhus C.

Arrangement, Science and Technology, Health, Presse
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 10.05.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk