Hyldest til den menneskelige intelligens og den geniale tanke
World Cultural Council uddelte onsdag for første gang nogensinde i Danmark sine to prestigefyldte forsknings- og uddannelsespriser og hædrede helt særligt de otte danske modtagere af det europæiske ERC Starting Grant 2011.
19.04.2012

Aulaen på Aarhus Universitet dannede onsdag en højtidelig ramme om en international prisceremoni, der blev skabt for snart 30 år siden for at hylde den menneskelige intelligens og den geniale tanke og ide. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation
Aulaen på Aarhus Universitet dannede onsdag en højtidelig ramme om en international prisceremoni, der blev skabt for snart 30 år siden for at hylde den menneskelige intelligens og den geniale tanke og ide.
Vores evner til at tænke og handle tager vi nemt for givet. Men netop de evner gør os i stand til kontinuerligt at forbedre menneskehedens levevilkår og muligheder, og det fandt 124 videnskabsfolk, heriblandt 25 nobelprisvindere, grund til at vise taknemlighed for. I den ånd skabte de World Cultural Council og indstiftede to priser, der skal skabe bevidsthed om og anerkendelse af forskningsresultater og tankemæssige landevindinger, som er med til at sikre fred i verden og skabe forståelse blandt mennesker og forbedre levevilkårene for os alle.
Onsdag blev priserne uddelt for 29. gang, men i Danmark for første gang nogensinde. Prisuddelingen har været holdt på universiteter som Princeton og Oxford – samt på universiteter i Mellemamerika, Afrika, Australien, Østen og Europa.
Forskningsprisen, Albert Einstein World Award of Science, gik til professor Michael Grätzel fra École Polytechnique Fédérale de Lausanne for hans banebrydende arbejde med at skabe billige solceller, der kan bidrage til at skabe bæredygtig energi på en innovativ og kosteffektiv måde. Solcellen bærer hans navn.
Grätzel var selv i Aarhus for at modtage prisen, og han benyttede lejligheden til understrege, at banebrydende resultater ikke kommer af sig selv.
- Mine studerende spørger mig tit, hvordan jeg kom på den ide og fik det store forskningsmæssige gennembrud. Og jeg må ganske enkelt svare, at man ikke kan planlægge den slags. Det kræver en sans for at se, hvor ens forskning kan føre hen – og så hårdt arbejde og vedholdenhed, sagde Michael Grätzel i sin takketale.
Læs mere om Michael Grätzel og hans forskning
Den anden prismodtager, Hans Ulrich Gumbrecht fra Stanford University, var også i Aarhus, som han har besøgt en del gange tidligere. Han har samarbejdet med forskere på Aarhus Universitet i en længere årrække og blev æresdoktor på universitetet i 2010.
Han fik Jose Vasconcelos World Award of Education, og det var en stor ære for ham. På trods af et meget stort antal priser og hædersbevisninger i karrierens løb.
- Beskedenhed er ikke noget, jeg lider af, siger min kone gerne. Jeg har modtaget mange priser og hædersbevisninger, men jeg må sige, at jeg er oprigtigt taknemlig for denne, og den gør mig ydmyg. For den minder mig om, hvad en god underviser er. En god underviser formår at inspirere sine studerende intellektuelt, og det kræver, at man gør sig umage, forklarede Hans Ulrich Gumbrecht.
Som en særlig del af ceremonien i år modtog de otte danske forskere, som fik det europæiske ERC Starting Grant 2011, en særlig anerkendelse fra WCC samt et rejselegat på 25.000 kroner fra Aarhus Universitet og direktør M.C. Holsts Legat. Tre af modtagerne, Trine Bilde, Lars Bojer Madsen og Jesper Buus Nielsen, er fra Aarhus Universitet.
Prisceremonien bliver normalt afholdt om efteråret. Men Aarhus Universitet opfordrede World Cultural Council til at flytte det til netop disse dage, så ceremonien kunne blive en del af den officielle formandskabskonference om excellent forskning på Aarhus Universitet, og det så World Cultural Council som en uovertruffen mulighed.
Læs mere om World Cultural Council og priserne












