Du er her: AU » Om AU » Nyhed

Kampen om oplysningen

Alle går ind for oplysning. Men hvilken oplysning? Der er kamp om fortolkningen af 1700-tallets politiske idealer og principper, for alle vil gerne tage dem til indtægt for deres synspunkter, fortæller AU-professor Frederik Stjernfelt. Han mener, der er gået "kulturkamp" i oplysningen.

10.01.2012 | Peder Holm-Pedersen

”Friheden fører folket på barrikaderne”. Eugene Delacroix maleri fra 1830 er én af de kendteste fremstillinger af kampen for oplysningen. Billedet skildrer en scene under Julirevolutionen i Paris, 28. juli 1830. Foto: Scanpix

– Frihed, lighed og broderskab. Selvom de politiske partier alle vil skrive under på den franske treklang, er der stadig kamp om oplysningen, for de lægger vægten forskelligt. Lidt karikeret lægger liberalismen vægten på friheden, venstrefløjen lægger den på ligheden, og konservatismen lægger den på broderskabet, fortæller Frederik Stjernfelt. Foto: Lars Kruse

Frihed, lighed og broderskab. Lægger man øret til jorden, kan man stadig høre parolerne fra den franske revolution. For hvad der i 1789 fyldte luften i de parisiske gader som kampråb for en ny og mere oplyst verdensorden, udgør i dag fundamentet i de demokratiske samfund.
Det betyder dog ikke, at vi er færdige med oplysningen, fortæller Frederik Stjernfelt, der er professor ved Aarhus Universitet.
– Godt nok er kampen for eller imod oplysning i det store   
hele afsluttet, men det er den politiske kamp om oplysningen ikke, siger han.
– Næsten alle partier og politiske bevægelser vil i dag skrive under på arven fra oplysningen og den franske treklang af frihed, lighed og broderskab. Men der er indre spændinger i det store korpus af idéer, som udgør arven fra oplysningen, og værdierne skal bestandigt afvejes i forhold til hinanden. Derfor pågår der en kamp om, hvordan oplysningen skal fortolkes, og hvem der kan tage den til indtægt for sit politiske projekt.

En svindende ø

Kampen er ikke blevet mindre intens det sidste årti, fortæller Frederik Stjernfelt. Der er nemlig gået ’kulturkamp’ i den. Og, advarer Frederik Stjernfelt, i kampens hede risikerer oplysningen at blive så forvansket, at den slår om i sin modsætning og bliver til det, han kalder kulturalistisk anti-oplysning.
– Den hjemlige samfundsdebat har i stigende grad været præget af nationalistiske argumenter på den ene fløj og multikulturalistiske på den anden. Selvom de på den politiske overflade fremstår som hinandens diametrale modsætninger, er de fælles om at tildele bestemte kulturelle fællesskaber en særstatus som noget i sig selv værdifuldt, der har krav på beskyttelse og ikke må kritiseres, siger han.
I den nationale version er det den danske kultur, der udpeges som værdifuld og i den multikulturelle version de "andres" kulturelle fællesskaber.
– Begge varianter risikerer i sidste ende at blive til anti-oplysning, for det kulturalistiske udgangspunkt indebærer, at du forpligter dig på at forsvare de kulturelle værdier, der nu en gang er gældende i en kultur – også hvis værdierne er i direkte modstrid med oplysningen. Lidt dramatisk formuleret kan man sige, at oplysningen bliver til den her svindende ø midt i kulturkampen, der bliver angrebet fra begge sider af kulturalistisk anti-oplysning, siger Frederik Stjernfelt.

Karikaturkrisen

Et af de steder, hvor Frederik Stjernfelt mener at kunne se oplysningens ø blive mindre og mindre, er i de mange diskussioner om ytringsfrihed og tolerance, der rejste sig i forbindelse med karikaturkrisen. Han eksemplificerer de to kulturalistiske strømninger ved måden, de to foreninger Trykkefrihedsselskabet og Dansk PEN agerede i debatten:
– På den ene side har vi Trykkefrihedsselskabet, som med sit navn godt nok hævder, at de går ind for trykke- og ytringsfrihed. Men ser man nærmere på de sager, de tager op og måden, det foregår på, synes forsvaret af ytringsfriheden ikke at være deres egentlige ærinde, men snarere et redskab, de mobiliserer i deres anti-muslimske og nationale sags tjeneste.
På den anden side står forfatterforeningen Dansk PEN. Deres forsvar af ytringsfriheden var ifølge Stjernfelt hæmmet af et andet hensyn, nemlig deres modstand imod det, der kaldes hate speech. Det vil sige grove og ubehagelige ytringer rettet imod bestemte samfundsgrupper – i den aktuelle sag imod muslimer:
– Men hvordan afvejer man ytringsfriheden i forhold til et eller andet mål for, hvor ubehagelige, grove og kritiske ting folk må bruge deres ytringsfrihed til at sige? Her mener jeg, at PEN lagde for stor vægt på, at man ikke måtte krænke kulturelle fællesskaber med sine ytringer. Derfor var PEN også både sene og uklare i mælet, da de skulle forsvare tegningerne og de personer, der blev udsat for dødstrusler, siger Frederik Stjernfelt.
Sammen med andre så han sig derfor nødsaget til at oprette en tredje forening til forsvar af ytringsfriheden, som ikke skulle være hæmmet af andre hensyn og dagsordener. Det blev til foreningen Fri Debat, der så dagens lys i 2010.

Venstrefløjens glidning

Det, Stjernfelt kalder PENs nølende og uklare forsvar af ytringsfriheden, har han med en vis forbløffelse også konstateret på dele af den venstrefløj, som han ellers betragter sig selv som kommende fra. Han mener, at venstrefløjen har glemt de individuelle rettigheder i deres fokus på kulturelle rettigheder. Hvad er hans forklaring på den glidning?
– En del af forklaringen er Murens fald. For med den faldt også marxismen og dermed venstrefløjens grundfortælling. I den marxistiske variant af oplysningsprojektets frihed, lighed og broderskab udgjorde arbejderklassen det relevante broderskab. Det var arbejderen, der skulle realisere friheden og ligheden. Den fortælling begynder at falde fra hinanden i den sidste halvdel af det tyvende århundrede og ligger endeligt i ruiner med Murens fald. Dermed får venstrefløjen brug for en ny grundfortælling og en ny kollektiv figur at knytte sine forhåbninger til.
– Her kommer kulturbegrebet til at sive ind som erstatning og bliver det nye broderskab på venstrefløjen. Det bliver startskuddet til en uheldig glidning, hvor dele af venstrefløjen vil begrænse ytringsfriheden for at beskytte de kulturelle fællesskaber imod kritiske ytringer, og vi får de her helt vanvittige situationer, hvor venstrefløjen ender med at stå og forsvare – eller i hvert fald ikke er særligt klare i deres kritik af – kulturelle livsformer, der undertrykker den personlige frihed.

Hvem skal tolerere hvem?

En del af forklaringen på denne glidning kan også spores tilbage til et andet af oplysningens centrale begreber, nemlig begrebet tolerance. Mange af 1700-tallets oplysningstænkere fremhævede tolerance som en forudsætning for en civiliseret sameksistens og som løsningen på de mange religionskrige, der havde hærget Europa. Man skulle lære at tolerere hinandens forskellighed og leve fredeligt side om side.
Så langt, så godt. Det ideal kan de fleste blive enige om. Men hvem er det, der skal lægge bånd på sig selv, når tolerancen skal læres? Det er her, vejene skilles, forklarer Frederik Stjernfelt:
– I min optik går ytringsfrihed og tolerance nærmest ud på et. Tolerance er beslægtet med ordet at tåle og handler om, at du skal kunne tåle, at folk har andre synspunkter end dig, og at de har ret til at sige dem højt og kritisere dig. Tolerance er noget, vi hver især skal arbejde med i vores indre lønkammer. Det handler ikke om at begrænse egne ytringer, men om at tåle andres.
Over for den udlægning af tolerancen har andre stemmer i debatten anført, at tolerance handler om anstændighed, god tone og respekt for andres måde at leve på. Stjernfelt forklarer:
– Her handler tolerance om ikke at krænke andre. At tolerere og acceptere, at andre lever på en anden måde, end du selv gør, betyder i den optik, at du skal lægge bånd på egne ytringer og holde din kæft med, hvad du faktisk mener om den måde, de lever på. Det mener jeg ikke, at man skal – til gengæld må du så også bide det i dig, når andre kritiserer dig.

At tabe på demokratisk vis

Ifølge Stjernfelt hæmmer det den politiske debat, hvis vi tolker tolerancen i sidstnævnte betydning og går alt for meget op i, om vi nu kommer til at krænke nogen:
– Politik handler om at finde kollektive løsninger på fælles problemer. Den slags handler nu en gang ofte om grupper af mennesker, og derfor skal det være muligt at sige noget kritisk om grupper. For eksempel at alle millionærer er nogle rige skiderikker, der skal pålægges en millionærskat, eller, hvis man virkelig mener det, at muslimer er en fare for demokratiet, siger Stjernfelt og understreger, at han ikke selv hører til dem, der mener det.
– Men det skal ikke være mig eller staten, der skal bestemme, om folk har lov til at sige det.
Derfor så Frederik Stjernfelt også gerne racismeparagraffen afskaffet. Den fri debat har slet ikke brug for loven, forklarer han og refererer til den meget omtalte sag med formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, der blev dømt for racisme på grund sine udtalelser om muslimer, hvor han bl.a. hævdede, at muslimske mænd voldtog deres døtre:
– Vi kan ikke være uenige om, at de udtalelser er ganske forfærdelige og dybt kritisable. Men jeg mener ikke, at de skal være forbudt ved lov. For mig at se var sagens forløb frem til, at han blev dømt, forbilledlig for, hvordan den frie debat er selvregulerende. Han blev hårdt angrebet i offentligheden, og flere prominente støtter af Trykkefrihedsselskabet meldte sig ud i protest. Det er sådan, den slags udtalelser skal tackles. Med kritik, oplysning og diskussion. Ikke ved at begrænse ytringsfriheden.
Risikoen for, at en begrænsning af ytringsfriheden vil undergrave oplysningen, er ifølge Stjernfelt større end at lade selv de mest uoplyste og tåbelige ytringer komme til orde. Ytringsfriheden betyder nemlig, at de personer, der blev de små i den demokratiske proces og ikke fik deres vilje igennem, er villige til at æde deres nederlag og tabe på demokratisk vis:
– Hvis du ikke har haft lejlighed til at sige din mening, hvor tåbelig og grov den så måtte være – føler du dig med fuld ret sat ud på sidelinjen af det demokratiske spil. Og hvorfor skulle du så acceptere dit nederlag, når du fra start har været udelukket fra at deltage i spillet og kampen om sejren? På den måde åbner en begrænsning af ytringsfriheden for, at folk melder sig ud, bliver radikaliseret og griber til vold i deres forsøg på at blive hørt.
– Og så er vores demokratiske fundament pludselig i fare for at skride, siger Frederik Stjernfelt.

Augustus nr. 3 - 2011, Tema
Henvendelse om denne sides indhold: 
Peder Holm-Pedersen

Revideret 11.04.2014

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
YouTube

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk