”Tjaah” er nok det bedste svar. For hvad er værdi, og hvad er kunst? Men hvis vi i stedet taler om pris og kreativitet, har især én økonom faktisk regnet sig frem til en sammenhæng.

28.06.2011 | Gunver Lystbæk Vestergård

Økonomi handler om markedskræfter. Om prisen på en vare og om udbud og efterspørgsel af den. Kunst er også en vare, og derfor er økonomer og kunsthistorikere enige om, at økonomifaget også kan bruges til at analysere kunst. Lidt mere mistroiske ser de kunstlærde dog ud, når økonomer forsøger at teoretisere over kunstens væsen i sig selv.

Det har den amerikanske professor og Chicago-økonom David Galenson alligevel vovet. Han kan ikke forklare værdien af kunst, men han forsøger at forklare individuel kreativitet ved at bruge økonomiens yndlingsmålestok: prisen.     

Hans teori går ud på, at der findes to former for kreative mennesker – og kun de to. De unge genier, der får en idé og instinktivt lader den manifestere sig. Vi kender dem som konceptkunstnere. Det er folk som Andy Warhol, Pablo Picasso og Damien Hirst, hvis berømte diamant-kranium vi netop finder på kampagnebilledet for Fremtidens AU.

Den anden gruppe er eksperimentalkunstnerne. Det er de ældre perfektionister, der forfiner deres kunstform gennem ”trial and error”-metoden. Til denne gruppe hører Paul Cézanne, Claude Monet og Edgar Degas.

Læs også Kan en antropolog finde kuren mod kræft? Kan neurologien gøre computere intelligente? Gemmer biologien på fremtidens ledelsesmodel?

David Galenson fandt frem til de to former for kreativitet ved at lave en ”age-earnings profile” på kunstværker. Det vil sige, at han sammenlignede prisen på kunstværket med den alder, kunstneren havde, da det blev malet. Analysen viste, at hos nogle kunstnere var billeder malet i deres yngre år mest værd – typisk malet i 20’erne. Hos andre var prisen højst for de værker, de havde malet i 40’erne og derefter.

Han analyserede sig senere frem til, at de to forskellige profiler passer med de to former for kreativitet. Altså at konceptkunstnerne peaker som unge, mens eksperimentalkunstnerne først når klimaks i en moden alder.

David Galenson brugte således økonomiens kvantitative metode til at undersøge kunstnerisk kreativitet.    

Talent kan blomstre sent

Gustaf Bruze, postdoc ved Institut for Økonomi, var undervisningsassistent for David Galenson, da han læste på University of Chicago. Han påpeger, at Galensons teori indtil videre er blevet ignoreret blandt kunsthistorikere, selv om han gør op med et paradigme om, at de dygtigste kunstnere viser deres talent og potentiale som helt unge.

– Galensons forskning viser, at kreativitet blandt ældre også bør anerkendes. Der er blot tale om en anden slags kreativitet.

Ud over analyser af malerkunst har Galenson også sammenlignet antologier over de største litterære værker og fandt frem til, at 40-50 procent af dem er skrevet af personer over 50 år.

Faktisk har Galenson siden vist, at distinktionen mellem koncept- og eksperimentalkunst gælder alle typer af fag.    

– De eksperimentelle kunstnere opbygger en erfaring over tid. De indsamler og researcher materiale og forsøger sig så frem, indtil værket er perfekt. Konceptuelle kunstnere udtrykker spontant deres idéer og følelser. De er drevet af et præcist mål. Denne distinktion mener Galenson gælder for både filminstruktører, forfattere og sågar fysikere, siger Gustaf  Bruze.  

Lidt for meget højskole

En hjemmelavet, lidt overfladisk, teori, der bedst egner sig til et højskolekursus, er imidlertid kunsthistoriker og professor Jacob Wambergs dom over David Galensons teori.

– Der er ikke noget nyt i teorien. På tysk bruger man udtrykket ”Spätstil“ om kunstnere, der blomstrer sent. Og nogle er både innovative som unge og ældre. Det betyder altså ikke, at der er tale om to forskellige kunstnertyper, siger han og henviser til, at der er uenighed blandt kunsthistorikere om, hvorvidt Pablo Picasso peakede som ung, eller han blev bedre med årene.

Kunsten og markedskræfterne

Også andre dele af David Galensons forskning får kunsthistorikeren til at protestere. I sin nyeste forskning argumenterer økonomen for, at markedsmekanismer påvirker, hvilken kunstform der er mest populær.

Ifølge ham skyldes konceptkunstens succes i det 20. århundrede et frit kunstmarked, efter de officielle gallerier mistede deres monopol i slutningen af 1800-tallet. I et konkurrencepræget marked favoriseres de mest produktive og innovative kunstnere, og det er typisk de unge konceptkunstnere. 

Eller som Gustaf Bruze udtrykker det: ”Det økonomiske miljø influerer kunsten.”

Men Jacob Wamberg har igen de kunstkritiske briller på.

– Her hopper kæden af. Kunsten går i 117 forskellige retninger, og det er forårsaget af en række faktorer, ikke kun markedsøkonomien. Det er faktisk en direkte naiv teori, for en mængde af avantgarderne, for eksempel situationisterne og surrealisterne, gør netop oprør mod kapitalismen, så at hævde, at deres fremkomst skulle være et forsøg på at udfylde markedets nicher, går på tværs af kunstnernes selvforståelse.

Avantgarderne var i starten af 1900-tallet en form for kunstneriske rebeller, der gennem udviklingen af en række spektakulære kunstretninger angreb datidens konventionelle kunst.

Økonomi og kunsthistorie – det umage par

Ifølge Jacob Wamberg er det dog ikke brugen af den økonomiske metode, der er problemet.

– Der er intet odiøst i at undersøge forholdet mellem økonomi og kunst eller ved at bruge statistik. Den franske sociolog Pierre Bourdieu har for eksempel lavet en meget interessant sammenligning af folks sociale herkomst og den kunst, de foretrækker. Han fandt frem til, at smagspræferencer ikke er individuelle, men har rod i folks sociale baggrund – sådan lidt en udvidelse af ”et hjem med klaver”-teorien, siger han.

Han mener derimod, David Galenson drager nogle konklusioner, som han ikke har hjemmel til.

– Problemet er, at han simpelthen ikke ved nok om kunsthistorie, fastslår Jacob Wamberg.

Men Gustaf Bruze forsvarer sin tidligere vejleder.

– Egentlig er han bare en dygtig økonom med en personlig interesse for kunst. Og selvfølgelig er det en meget generaliseret teori, men han har jo netop inddraget opslagsværker og antologier skrevet af kunsthistorikere. Sammenligner man deres lister med alderen på kunstneren, så får man altså en graf med to tydelige toppe – en hos de unge konceptkunstnere og en anden hos de ældre eksperimentalkunstnere. En sådan graf er der ingen, der har lavet før ham.

Gustaf Bruze og Jacob Wamberg er til gengæld enige om, at David Galensons studie ikke er egentlig tværfagligt. Han tager nogle økonomiske modeller og bruger dem på kunstvarer, men inddrager ikke reelt kunsthistorisk viden. De håber dog begge, at det fagligt umage par i fremtiden kan ”søge de dybere sammenhænge”.  

Unge genier og gamle mestre 

Unge genier:

• Filminstruktør Orson Welles, ”Citizen Kane”, 25 år
• Forfatter Herman Melville, Moby Dick, 32 år 
• Komponist W.A. Mozart, Klaverkoncert nr. 9 i Es-dur, 21 år
• Maler Pablo Picasso, "Evocation: The Burial of Casagemas", 20 år

Gamle mestre:

• Filminstruktør Alfred Hitchcock, "Dial M for Murder", "Rear Window", "To Catch a Thief", "The Trouble with Harry", "Vertigo", "North by Northwest" og "Psycho", fra 54 til 61 år
• Forfatter Mark Twain, Huckleberry Finn, 49 år
• Forfatter Daniel Defoe, Robinson Crusoe, 58 år
• Maler Paul Cézanne, ”Den unge italienske kvinde”, 57 år