Nepals spæde demokrati udfordret af migration
Hvordan skaber man demokrati og medborgerskab i et konflikthærget land, hvor borgerne søger væk i jagten på arbejde? Det skisma har en forskergruppe fra Aarhus Universitet netop fået 10 mio. kroner fra Danida til at undersøge i Nepal.
08.08.2011 |
Siden 90’erne har det bjergklædte asiatiske land, Nepal, været tynget af en borgerkrigslignende konflikt mellem maoistiske oprørere og regeringsstyrker. I 2006 indgik parterne våbenhvile, og efter monarkiets afskaffelse i 2008 gav en demokratisk valgsejr maoisterne magten.
Den politiske uro har betydet, at udvandringen fra landet er eksploderet. Nepalesere har altid været et mobilt folk, der gennem generationer har migreret indenrigs, udvandret til Indien eller gjort tjeneste i den britiske hær. Men de sidste 10 år har budt på en voldsom bølge af især unge nepalesere, der har søgt arbejde og uddannelse i Golfen, Europa, Nordamerika, Sydøstasien og Australien.
De store migrationsstrømme både udfordrer og stimulerer den spirende demokratiske statsdannelse. Hvordan udformer man for eksempel en forfatning med bindende formuleringer om medborgerskab og borgerlige rettigheder, der traditionelt har været bundet til fødested eller registreret bopæl, når stadig flere borgere arbejder og lever uden for landet?
Det vil en forskergruppe anført af antropolog Jens Seeberg fra Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, nu undersøge. Gruppen har netop fået 10 millioner støttekroner fra Det Forskningsfaglige Udvalg (FFU) under Udenrigsministeriet til et fireårigt projekt.
I gruppen er også Karen Valentin, Institut for Uddannelse og Pædagogik, og Cameron Warner, Institut for Kultur og Samfund, begge fra Aarhus Universitet. Endvidere deltager Jytte Agergaard, Geografi, Københavns Universitet, samt forskere fra Kathmandu University i Nepal og North-Eastern Hill University i Indien.
Mere information
- Jens Seeberg, lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, Tlf.: 8942 4669/2855 6728, E-mail: jseeberg@hum.au.dk













