Nye europæiske universitetsvisioner formes på Aarhus Universitet
Den 13.-15. april samles repræsentanter fra universiteter fra hele Europa på Aarhus Universitet for at udveksle og udvikle ideer til, hvordan man bedst muligt udnytter talentmassen i Europa og tiltrækker de dygtigste unge forskere fra andre verdensdele.
07.04.2011
Aarhus Universitet er vært ved European University Associations 10-års jubilæumskonference, hvor temaet er forskertalentudvikling under overskriften ”Investing Today in Talent for Tomorrow”.
Igennem de seneste 10 år er en god europæisk tradition for politisk, tværnationalt samarbejde inden for uddannelse og forskning blevet struktureret og styrket via blandt andet European University Association (EUA), som i forhold til EU-systemet og andre globale aktører taler med én stærk stemme på vegne af 850 medlemmer fra 46 lande. Blandt EUA’s medlemmer er de europæiske universiteter og rektorkollegier.
EUA er i dag de europæiske universiteters fælles organisation og fremmeste talerør i forhold til bl.a. EU. EUA’s arbejde består hovedsageligt i at analysere universiteternes vilkår i den globale kontekst, at sætte fokus på vigtige emner som uddannelsesudvikling, kvalitetssikring, Bologna-processen, finansierings- og ledelsesmodeller, etc.
EUA formidler denne viden på tværs af de europæiske universitetssystemer gennem workshops, møder, kurser og konferencer. EUA bistår desuden enkeltuniversiteter med institutionel evaluering, hvilket bidrager til at sikre et stærkt fundament for videre udvikling. EUA lægger vægt på, at den europæiske universitetstradition bygger på universiteternes frihed og understøtter en stor mangfoldighed i Europas videregående uddannelser.
Vækstkrav i en krisetid
I de senere år er interessen for forskning og uddannelse steget markant, ikke mindst fra politisk hold. Det er en tendens, som præger alle europæiske lande. Uddannelse og forskning er nogle af de sikreste veje til vækst. Europæiske universiteter, som har haft en historisk betinget tiltrækningskraft på studerende og forskere fra verden over, bliver i stadig sigende grad udfordret af blandt andet amerikanske og asiatiske universiteter og forskningsinstitutioner. Konsekvensen er, at de europæiske universiteter skal levere mere og bedre kvalitet for færre midler pga. den aktuelle økonomiske krise, som præger verden.
Det er udgangspunktet, når mere end 400 universitetsledere mødes i Aarhus den 13.-15. april. Deres fokus bliver at sætte en ambitiøs dagsorden for de europæiske universiteter for de kommende 10 år.
Dansk rektor på valg som formand
I forbindelse med 10-års jubilæumskonferencen skal der vælges ny formand til EUA, og her står valget mellem tidligere rektor for Universidade de Aveiro i Portugal Maria Helena Nazaré og rektor for Aarhus Universitet Lauritz B. Holm-Nielsen.
Maria Helena Nazaré er i dag næstformand for EUA, mens Lauritz B. Holm-Nielsen har siddet i EUA’s bestyrelsen siden 2008. Her har han arbejdet for at styrke og udvikle Europa som en samlet vidensregion i en skærpet global konkurrence, og det arbejde vil han fortsætte, hvis han bliver valgt som formand. Valgperioden for den næste EUA-formand er 2012-2015, og indtil da vil denne fungere som ”tiltrædende formand”. Lauritz B. Holm-Nielsen vil fortsætte sit virke som rektor sideløbende med EUA-engagementet, hvis han bliver valgt til formand.
Læs mere om konferencen på http://www.eua.be/aarhus.aspx
Invitation til pressen
Konferencens sessioner er åbne for pressen, med undtagelse af valghandlingen på EUA’s generalforsamling torsdag den 14. april.
Yderligere information
Pressekonsulent Sys Christina Vestergaard
Aarhus Universitet
scv@adm.au.dk
+45 2367 0012













