Ole Steen Nielsen ny prodekan på Health
Ole Steen Nielsen bliver ny prodekan for forskning på det sundhedsvidenskabelige hovedområde, Health, på Aarhus Universitet.
01.08.2011 |
Den nye prodekan blev cand. med. fra Aarhus Universitet i 1980. I 1984 blev han tildelt den medicinske doktorgrad ved Aarhus Universitet og blev i 1990 speciallæge i onkologi. Umiddelbart efter var han ansat i et år på Princess Margaret Hospital i Toronto, men har siden 1995 været ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital – en afdeling med stor forskningsaktivitet.
Ole Steen Nielsen har i mange år været forskningsaktiv både nationalt og internationalt og har en stor videnskabelig produktion primært inden for eksperimentel og klinisk kræftforskning. Ole Steen Nielsen har desuden modtaget en række hæderspriser og har siddet i mange forsknings- og fondsbestyrelser i både ind- og udland.
Som prodekan for forskning på Health skal Ole Steen Nielsen dels medvirke til den daglige ledelse af hovedområdet; og dels indgå aktivt i ledelsen af de nye tværgående funktioner, som skal bidrage til den strategiske udvikling af universitetets kerneaktiviteter; forskning, talentudvikling, videnudveksling og uddannelse. Som prodekan for forskning på Health skal Ole Steen Nielsen derfor arbejde tæt sammen med sine pendanter på de øvrige hovedområder: Anne Marie Pahuus (Arts), Per Baltzer Overgaard (Business and Social Sciences) og Henrik Bindslev (Science and Technology).
Ole Steen Nielsen tiltræder i sin nye stilling på Aarhus Universitet den 1. oktober.













