Du er her: AU » Om AU » Nyhed

Søvndal: Farvel til Frygtens årti

Siden 11. september 2001 har den vestlige verden levet i frygt. Det har vredet armen om på kampen for demokrati og retfærdighed. Men nu skal det være slut. Udenrigsminister Villy Søvndal præsenterede i dag i Aulaen Danmarks nye udenrigspolitik.

15.03.2012 | Lasse Emil Frost

Udenrigsminister præsenterede torsdag Danmarks nye udenrigspolitik på Aarhus Universitet. Her bydes han velkommen af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Udenrigsminister Villy Søvndal besvarede publikums mange spørgsmål. Foto: Jesper Rais/AU Kommunikation

Aulaen på Aarhus Universitet var fyldt, da udenrigsminister Villy Søvndal torsdag gæstede universitetet. Foto: Anders Vigsø Trærup/AU Kommunikation

Foto: Anders Vigsø Trærup/AU Kommunikation

Frygten for terror har domineret i over et årti. Og den har – set i bakspejlet – ført til mange indskrænkninger. Ikke blot i den retssikkerhed og de friheder og menneskerettigheder, vi i den vestlige verden har stået for og kæmpet for i de seneste mange årtier, men også i vores forståelse af og indgreb i de konflikter, der hærger rundt omkring på kloden. I fremtiden skal vi kun bruge militære midler, hvis der ikke er nogen anden udvej. Vi må med andre ord aldrig starte endnu en Irakkrig, men indsatsen i Libyen var o.k. Det bekendtgjorde udenrigsminister Villy Søvndal i dag ved sit besøg i en propfyldt aula, hvor han præsenterede de nye retningslinjer for regeringens udenrigspolitik.

– Vi skal lægge Frygtens årti bag os og skabe en ny dagsorden, hvor vi i langt højere grad tør stole på os selv og vores værdier. Det betyder ikke, at vi skal slække på vores beredskab. Men vi skal i højere grad se på verden med fornuft og tillid, sagde Villy Søvndal.

”Aldrig mere Irak”

Helt konkret vil den nye udenrigspolitik bestå af tre hovedindsatser: udvikling og stabilisering, forebyggelse og kampen mod klimaforandringerne.

– Områdernes problematikker hænger uløseligt sammen, og vi vil derfor sætte ind på dem alle tre på samme tid, sagde Villy Søvndal.

Den samlede indsats skal bl.a. sikre stærkere statsapparater, stop af kommercielt våbensalg, bedre vilkår for uddannelse og sundhed og adgang til elektricitet og rent drikkevand. Men selvom der er afsat 57 millioner kroner frem til 2014 til formålet, forventer man ikke resultater fra dag 1.

– Vi skruer lidt ned for bragesnakken og har meget realistiske målsætninger omkring udviklingen i de konfliktfyldte stater. Der vil uundgåeligt komme tilbageslag i eksempelvis Afghanistan, Mellemøsten og Somalia. Men det er på den anden side også vigtigt, at vi bifalder den positive udvikling, der rent faktisk er sket i disse lande, sagde Villy Søvndal og understregede, at indsatsen skal tilpasses situationen i de enkelte lande og bygge på klare og brede landealliancer.

– Vi skal for alt i verden undgå smalle og skrøbelige alliancekonstruktioner som den, USA indgik med bl.a. Danmark for at gå ind i den fuldstændig forfejlede krig i Irak uden FN-mandat, fortsatte Villy Søvndal.

Forskere efterlyser klarere linje

I forlængelse af udenrigsministerens oplæg kommenterede et panel bestående af henholdsvis lektor og professor i statskundskab Tonny Brems Knudsen og Georg Sørensen på den nye udenrigspolitiske linje. Begge bifaldt de nye initiativer, den nye tone og opgøret med frygten, men så dog samtidig visse mangler.

– Der er allerede mere end rigeligt med våben i verden, så forebyggelsesindsatsen synes nærmest umulig i praksis. 2014 er en meget kort tidsfrist. Jeg savner også konkrete initiativer i retningen af mere samarbejde, f.eks. i EU-regi, sagde Georg Sørensen.

Tonny Brems Knudsen fandt det svært at være uenig i udenrigsministerens nye politiske linje. Måske især, fordi den er svær at få kød på.

– Jeg savner en overordnet programerklæring ligesom f.eks. Canadas, Norges og Hollands. Derudover synes jeg også, der mangler overvejelser om, hvordan Danmark og EU skal placere sig i den nye verdensorden med mange stormagter, som ikke nødvendigvis er demokratiske, sagde han.

Villy Søvndal erkendte, at en forebyggelsesindsats er særdeles vanskelig.

– Og selvom der kan peges på små fremskridt rundt omkring, så er der stadig meget langt igen. Men jeg synes, vi med den nye programerklæring har lagt nogle helt konkrete, sammenhængende initiativer på bordet, som på længere sigt kan bidrage til en mere fredelig, stabil og velstående verden, sagde han.

Arrangement, Forside au.dk
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 11.04.2014

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
YouTube

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk