Terrorangrebet på Utøya fører til ny forskning
Hvad har islamisme, højre- og venstreekstremisme til fælles? Det vil AU-forskere forsøge at besvare i samarbejde med europæiske kolleger. Startskuddet er en konference om norsk højreekstremisme den 14. september foranlediget af sommerens terrorangreb.
09.09.2011 |
Ekstremismen har mange ansigter. Det blev på tragisk vis bekræftet den 22. juli i Norge i år. Men trods de mange ansigter har få forsøgt at sammenligne dem, og ingen har sat islamisk, højre- og venstreekstremistisk terrorisme i samme analyseramme.
Det vil Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser (CIR) ved Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab nu råde bod på med en serie arrangementer og konferencer under overskriften ”Contemporary Extremisms in Europe: Right, Left and Islamist”.
Den 14. september indledes projektet med konferencen ”The Extreme Right in Norway” med deltagelse af både danske og norske topforskere inden for blandt andet filosofi, statskundskab, historie, idéhistorie og semiotik.
– Efter terrorangrebet i Oslo og på Utøya er der kommet fokus på højreorienteret terrorisme. Derfor er det naturligt, at første fase bliver at beskrive højreekstremismen i Norge. Derefter udvider vi feltet til at andre former for ekstremisme i andre europæiske lande, siger Mehdi Mozaffari, professor i statskundskab og leder af CIR.
Med tiden håber han, at den komparative analyse af de tre former for ekstremisme kan blive til et bredt tværfagligt forskningsområde.
– Aarhus Universitet går foran på det her felt med konferencen, men det er kun de første små skridt på vejen, vi er ved at tage, forklarer Mehdi Mozaffari.
Islamister inspireret af nazister
Selv om den aktuelle sammenligning af de tre former for ekstremisme er ny, er det gammel viden, at der er et overlap i den ideologiske bagage. Mehdi Mozaffari henviser blandt andet til sunni-islamister som den egyptiske forfatter Sayyid Quṭb og shia-islamister i Iran, der har hentet inspiration hos nazi-sympatisøren, biologen og nobelprisvinderen Alexis Carrel fra 30’ernes Frankrig.
I artikelsamlingen ”Ideologi og Terror”, der netop er udkommet i Norge, drages der også en parallel mellem kommunisme, nazisme, fascisme og islamisme som hørende under paraplybegrebet ”totalitære bevægelser”.
For Mehdi Mozaffari er det en kilde til undren, at en anti-vestlig bevægelse som islamismen er påvirket af f.eks. en fundamentalistisk, provestlig ideologi som nazismen.
Derfor håber han, at de næste års forskningsaktivitet vil afsløre ekstremismernes fællestræk – ikke blot for at få stillet nysgerrigheden, men også for at styrke samfundets kamp for at opspore og opløse voldelige ekstremistiske bevægelser.
Konferencen ”The Extreme Right in Norway” er åben for alle og foregår den 14. september fra kl. 14.00-18.00 i Vandrehallen, bygning 1410 , Aarhus Universitet.
Yderligere information:
Professor og centerleder for CIR Mehdi Mozaffari, tlf.: 8942 1341, E-mail: mehdi@ps.au.dk
- Læs mere om konferencen her
- Læs mere om Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser (CIR)













