Du er her: AU » Om AU » Nyheder » Nyhed

Tre AU-forskere modtager særlig anerkendelse ved WCC Award 2012

Onsdag samles nogle af Europas mest fremtrædende forskere på Aarhus Universitet ved den årlige World Cultural Council Prisceremoni. Det er første gang, ceremonien afholdes i Danmark. I forbindelse med prisceremonien tildeles otte yngre forskere en særlig anerkendelse, heraf tre forskere fra Aarhus Universitet.

16.04.2012 | Marie Groth Andersen

Trine Bilde

Lektor Trine Bilde modtager WCC's særlige anerkendelse for sin forskning i evolutionær biologi. Foto: Lars Kruse/AU Kommunikation

Lars Bojer Madsen

Lektor Lars Bojer Madsen modtager anerkendelsen for sin forskning i atomers og elektroners bevægelsesmønstre.

Jesper Buus Nielsen

Lektor Jesper Buus Nielsen tildeles anerkendelsen for sin forskning i databeskyttelse og kryptering.

World Cultural Councils særlige anerkendelse gives til talentfulde forskere, som tidligt i deres karriere har opnået international bevågenhed for deres forskning. Ud over æren modtager de alle et rejselegat på 25.000 kroner fra Aarhus Universitet og direktør M.C. Holsts Legat. Derudover har alle otte forskere i 2011 fået ERC’s startlegat.

Trine Bilde: Dejligt, når universitetet anerkender sine medarbejdere

Lektor i biologi ved Aarhus Universitet Trine Bilde modtager WCC’s særlige anerkendelse for sin forskning i evolutionær biologi med fokus på parringssystemers betydning for arters evolution. Ved at studere sociale edderkoppers adfærd og parringsmønstre søger Trine Bilde at skaffe viden om, hvorfor nogle dyr lever i grupper, mens andre ikke gør, samt hvilken betydning parringssystemet har for den genetiske diversitet og potentialet for evolution.

Edderkopper lever typisk alene og opfører sig aggressivt, men de sociale edderkopper, som lever flere steder i troperne, bryder dette mønster ved at leve sammen i store grupper. Det betyder, at de indavler og dermed risikerer at miste genetisk diversitet, og det er en trussel mod artens eksistens.

- Der er brug for genetisk diversitet, hvis en art skal kunne tilpasse sig eksempelvis klimaforandringer. Den viden, vi får ved at studere de sociale edderkopper, kan bidrage til at forstå, hvordan vi bevarer populationer, der er truet af indavl blandt andet som følge af menneskelig indgriben i dyrenes naturlige habitater, forklarer Trine Bilde.

Hun er glad for anerkendelsen, især fordi hun er blevet indstillet af sin arbejdsplads Aarhus Universitet.

- Det er godt, at universitetet anerkender, når medarbejderne gør det godt. Det virker meget motiverende og giver et boost, så jeg er meget glad for denne pris, lyder det fra Trine Bilde.

Lars Bojer Madsen: Prisen kan gøre det lettere at søge forskningsmidler

Lars Bojer Madsen er lektor i molekylfysik og atomfysik ved Aarhus Universitet og har siden 2004 studeret atomers og elektroners bevægelser i kvantemekaniske systemer ved hjælp af laserpulser. Han er netop nu i gang med et projekt, der skal udvikle nye teoretiske metoder til at afbilde elektroners bevægelser i komplekse molekylære systemer.

- Vi kan afbilde elektronernes bevægelsesmønstre ved at tage gentagne billeder af elektronerne med en laserpulser af ultrakort varighed. På den måde kan vi sammenstykke elektronernes bevægelsesmønstre, lidt på samme måde, som man producerer film ved at sammensætte en sammenhængende række fotografier, forklarer Lars Bojer Madsen.

Der er tale om grundforskning, som kan give os et nyt indblik i atomernes og molekylernes verden.

For Lars Bojer Madsen er WCC-anerkendelsen særlig interessant, fordi den muligvis gør det nemmere at søge forskningsmidler fremover.

- Det er en ære at få en pris for mit faglige arbejde. Især fordi, der her på Aarhus Universitet er mange dygtige forskere. Det betyder også noget på CV’et at få sådan en anerkendelse, og det kan da have betydning, når jeg fremover skal søge midler til min forskning, siger Lars Bojer Madsen.

Jesper Buus Nielsen: Anerkendelsen er motiverende

Jesper Buus Nielsen modtager anerkendelsen for sin forskning i databeskyttelse og kryptering. Han er lektor i datalogi ved Aarhus Universitet og har de senere år forsket i at udvikle programmer, der gør det muligt for to eller flere parter at dele data, uden at de bagvedliggende beregninger bliver synlige.

- Det kan konkret være relevant i forbindelse med auktioner, hvor flere parter gerne vil samarbejde og udveksle data uden at skulle lægge alle kortene på bordet, forklarer Jesper Buus Nielsen.

Derudover arbejder han på et mere teoretisk plan med at udvikle bedre matematiske sikkerhedsmodeller for udveksling af data.

- Anerkendelsen er meget motiverende, og synlighed er jo altid godt. Det føles rigtig godt at få denne pris, fortæller han.

Priser, Forside
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 14.05.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk