| Censors opgaver Habilitet Kommunikation med universitetet før eksamen Censorfordeling Karaktergivning Eksamination af grupper Notater i forbindelse med bedømmelserne Rapportering Håndtering af snyd, plagering og akademisk uredelighed Klagehåndtering CENSORS OPGAVER Censor skal overordnet sikre, at der ved eksaminationen sker en dokumentation af den/de studerendes færdigheder samt af målopfyldelsen for uddannelsen, herunder at: - prøverne samt kravene til indholdet af uddannelsens prøver er i overensstemmelse med
målbeskrivelser og øvrige krav fastsat for uddannelsen i uddannelsesbekendtgørelsen og studieordning, samt fastsat i eksamensbekendtgørelsen. - medvirke til og påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse med de gældende regler.
- de studerende får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstationer en pålidelig
bedømmelse i overensstemmelse med reglerne for karaktergivning i karakterbekendtgørelsen, herunder reglerne i uddannelsens studieordning. - censor og eksaminator(er) ikke har gennemført gensidig eller gentagen censur, og at censor
opfylder habilitetskravene. Det er vigtigt at udøve god censorskik, hvilket også indebærer forståelse for, at eksamenssituationen forløber på en korrekt måde, også gerne så de studerendes særlige situation (fx nervøsitet) håndteres hensynsfuldt og professionelt. HABILITET Som hovedregel gælder, at censor: - skal være uafhængig af eksaminator / vejleder
- ikke kender de studerende
- er opmærksom på reglerne jfr. afsnittet om censorfordeling.
Hvis man har den mindste tvivl, herunder finder, at man har arbejdet sammen med eksaminator for ofte, skal man afstå fra at påtage sig censuropgaven. Der henvises i øvrigt til forvaltningsloven, § 3. KOMMUNIKATION MED UNIVERSITETET FØR EKSAMEN Det er vigtigt at sikre sig at mål- og fagbeskrivelser, litteratur- og pensumlister, samt rettevejledning og karaktervægtninger er modtaget fra universitetet eller kan hentes via dettes hjemmeside. Man må ikke bedømme uden at kende mål- og fagbeskrivelse. CENSORFORDELING Fordelingen af censorer til de enkelte eksaminer og prøver foretages af censorformandskabet. Det skal i videst muligt omfang undgås, at eksaminatorer varetager censuropgaver for hinanden (gensidig censur). Censorformandskaberne anbefaler censorerne, at der udvises tilbageholdenhed ved at foretage censur sammen med den samme vejleder i mange år i træk. Censorer må ikke være ansat ved det universitet eller fakultet hvor de skal virke som censorer, medmindre der er tale om en anden uddannelse/centralt fag, end det, censoren forsker og underviser ved. KARAKTERGIVNING 7-trinsskalaen er defineret i karakterbekendtgørelsen (jf. menupunktet Lovgrundlag). Dens inddeler i grader af mangler i forhold til målbeskrivelserne med udgangspunkt i topkarakteren 12. Ved meddelelse af karakteren gives tilbagemelding til eksaminanden med reference til fagets målbeskrivelse. For at fremme at karakterafrapporteringen bliver præcis, men også en læringssituation for den studerende, er det nødvendigt, at afrapporteringen tager udgangspunkt i målbeskrivelsen og de mangler, præstationen har i forhold til denne, således at det er tydeligt for den studerende, hvorfor der gives den pågældende karakter. Der kan ikke anvendes relative karakterer, så det er ikke muligt at eksaminere de første tre af et hold for ”at lægge niveauet”. Karaktergivningen skal alene tage udgangspunkt i den enkeltes præstation. Karakterafrapporteringen bør foregå i eksamenslokalet. Det kan opleves ubehageligt for de studerende, hvis karakterafrapporteringen sker ”på gangen”. EKSAMINATION AF GRUPPER Reglerne for gruppeprøver er beskrevet i eksamensbekendtgørelsen (jf. menupunktet Lovgrundlag) og i de enkelte studieordninger. NOTATER I FORBINDELSE MED BEDØMMELSERNE Censor og eksaminator skal under voteringen tage notater om præstationen og karakterfastsættelsen til brug for behandling af en eventuel klagesag. Notaterne skal opbevares i mindst et år, og herudover indtil en eventuel klagesag er afsluttet. RAPPORTERING Efter eksamen skal censor udfylde et censorindberetningsskema, som udleveres af og returneres til universitetet i forbindelse med hver enkelt eksamen. Hvis der konstateres fejl ved eksamen bedes censorsekretariatet orienteret direkte. Formandskabet benytter de udfyldte skemaer som grundlag for udarbejdelsen af årsberetning. Det er derfor vigtigt at censorerne påfører personlige iagttagelser, overvejelser og kommentarer. Skemaet findes også på censorsekretariatets hjemmeside (under Blanketter). HÅNDTERING AF SNYD, PLAGIERING OG AKADEMISK UREDELIGHED Vi oplever en meget større bevågenhed fra universiteternes side over for snyd m.v. Det er en god udvikling omkring et problem, som er stigende. Det er også censors forpligtelse at forholde sig kritisk til de opgaver, der rettes, for at medvirke til at dæmme op for disse forhold. Universiteterne er blevet bedre til at medvirke til at opspore og afklare eventuelle mistanker, men der mangler fortsat tilstrækkelige ressourcer. Derudover har universiteterne nu i langt højere grad end tidligere udarbejdet fælles retningslinjer om sanktioner mv. på det enkelte uiversitet. Det har en god forebyggende effekt. Ved mistanke om snyd og plagiering forud for bedømmelse af skriftlige arbejder anmodes universitet/underviser om test af teksten. Ved bekræftelse af mistanke afholdes eksamen normalt ikke. Det afgør universitetet i hvert enkelt tilfælde. Hvis der opstår tvivl om snyd under eksaminationen foretages bedømmelse og karaktergivning, men karakteren tilbageholdes indtil sagen er afklaret og meddeles således ikke pågældende studerende i forbindelse med eksaminationen. NB: Check altid lokale regler og procedurer. KLAGEHÅNDTERING De detaljerede regler for håndtering af klager findes i eksamensbekendtgørelsen, kapitel 7. |