Om Faculty of Health
Sundhedsvidenskab omfatter alle aspekter af menneskelig sundhed og sygdom. Health skal medvirke til at forbedre befolkningens sundhed gennem forskning og uddannelse på højt internationalt niveau og sikre formidling og videnudveksling inden for hele det sundhedsfaglige område. Dette skal være en del af baggrunden for, at befolkningens sundhed og trivsel øges, sygdomme forebygges og diagnosticeres, og syge mennesker behandles, plejes og rehabiliteres mest effektivt efter moderne og relevante kriterier. Fakultetet skal skabe ny viden og udklække veluddannede kandidater, som kan være til gavn for mennesker og kan bidrage positivt til samfundsudviklingen.
Health er i øjeblikket ansvarlig for ca. 30 procent af lægeuddannelsen og 40 procent af tandlægeuddannelsen i Danmark samt for flere andre uddannelser inden for det sundhedsfaglige felt, herunder folkesundhed og sygepleje.
Knap en tredjedel af al sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark foregår ved AU, og fakultetets kliniske ansatte har gennem Aarhus Universitetshospital et medansvar for ca. en tredjedel af den danske befolknings sygdomsbehandling. I kraft af sin størrelse varetager fakultetet naturligt også forpligtelser på nationalt og internationalt plan.
I de internationale rankings er Health placeret i top 100.
I alt er der ved Health 1.417 årsværk (2.270 personer), heraf 932 VIP og 485 TAP.
Health er organiseret med fem institutter og Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) samt med en dekanstabs-enhed og en enhed til udvikling af (medicinsk) uddannelse (MEDU).
Institutterne ved Health er:
- Institut for Klinisk Medicin
- Institut for Biomedicin
- Institut for Odontologi
- Institut for Folkesundhed
- Institut for Retsmedicin






