Valgcirkulære, institutfora, Health
Valgcirkulære, Institutfora, Health
Cirkulære af 23. oktober 2012 om gennemførsel af valg til institutfora/skoleforum ved Health, Aarhus Universitet
Valgcirkulæret er fastsat i henhold til Aarhus Universitets vedtægt af 21. juni 2012
Valgcirkulæret er gældende for Institut for Klinisk Medicin, Institut for Biomedicin, Institut for Folkesundhed, Institut for Odontologi, Institut for Retsmedicin og Skolen for klinikassistenter, tandplejere og kliniske tandteknikere (SKT).
Kapitel 1
Generelle regler om valgenes afholdelse
1.1
I henhold til valgcirkulæret foretages der valg en gang årligt til institutfora og skoleforum på institutterne henholdsvis skolen på Health.
1.2
Personer, der falder indenfor en valggruppe, er stemmeberettigede og valgbare indenfor deres valggruppe.
1.3
Valgene afholdes som papirvalg.
Kapitel 2
Tidsfrister
2.1
Fakultetet fastsætter tidspunktet for det årlige valg, så det afholdes samtidig ved de fem institutter og skolen.
2.2
Der er fastsat følgende frister i forbindelse med afholdelse af valg:
| Frist for offentliggørelse af tidspunkt for valg | Minimum tre måneder før valgdag |
| Offentliggørelse af valglister | Cirka 2½ måneder før valgdag |
| Frist for indsigelser mod valglisterne | Cirka ni uger før valgdag og minimum ti dage efter offentliggørelse af valglister |
| Endelige valglister offentliggøres | Cirka syv uger før valgdag |
| Tidsrum for opstilling af kandidater | 4-7 uger før valgdag, efter offentliggørelse af valglisterne og minimum i en periode på to uger |
| Offentliggørelse af opstillingslister | Minimum fire uger før valgdag |
| Frist for indsigelser mod opstillede kandidater | Minimum 16 dage før valgdag og minimum 10 dage efter offentliggørelse af opstillingslister |
| Meddelelse om eventuelt bortfald af valg | Minimum to uger før valgdag og samtidig med offentliggørelse af de endelige valglister |
| Offentliggørelse af endelige opstillingslister | Minimum to uger før valgdag |
| Afholdelse af valg | Valgdag* |
| Optælling af valg | Umiddelbart efter valgdag |
| Frist for offentliggørelse af valgresultat | Maksimum en uge efter valgdag |
| Frist for klager | Tre uger efter valgdag |
| Nyvalgte tiltræder | Minimum en måned og maksimum to måneder efter valgdag |
* Valgdagen skal ikke forstås i snæver forstand. Det er tilladt at holde åbent for stemmeafgivning over flere dage.
I den konkrete planlægning tages der højde for helligdage og andet, så fristerne fastsættes rimeligt.
2.3
Ved offentliggørelse af valgdag offentliggøres samtidig datoerne på de forskellige frister i forbindelse med afholdelse af valg samt præcise angivelser af, hvem man kan rette henvendelse til ved indsigelser mv.
Kapitel 3
Valggrupper og -perioder
3.1
Retningslinjerne for sammensætning af foraene er:
- Forummet må maksimalt have 25 medlemmer
- Institutlederen er formand for forummet
- Der skal være repræsentanter for det videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, det teknisk-administrative personale og studerende
Den konkrete sammensætning af de enkelte institutfora henholdsvis skoleforum fastsættes af institut-/skolelederen og godkendes af dekanen.
3.2
På baggrund af retningslinjerne for sammensætning er der følgende valggrupper:
- Videnskabelige medarbejdere, der er omfattet af ministeriets notat om stillingsstrukturen for videnskabeligt personale, undtaget de ph.d.-studerende
- Teknisk-administrative medarbejdere
- Ph.d.-studerende, såvel ansatte som ikke-ansatte
- Prægraduate studerende
Enkelte personer vil tilhøre to kategorier, f.eks. være både studerende og ph.d.-studerende. De vil være valg- og stemmeberettigede i begge kategorier. Det er dog ikke muligt at blive valgt som repræsentant for mere end én valggruppe.
3.3
Repræsentanter for valggruppe 1 og 2 vælges for en periode på 3 år med løbende udskiftning, således at en tredjedel er på valg årligt med mulighed for genvalg, såfremt de genopstiller.
Ved forummets første møde aftaler medlemmerne, hvilke repræsentanter der er på valg efter henholdsvis et, to og tre år, hvorefter det kører efter den aftalte kadence med en tredjedel på valg årligt.
Repræsentanter for valggruppe 3 og 4 vælges for en periode på ét år.
3.4
Det er muligt for institutterne henholdsvis skolen at inddele valggrupperne yderligere med henblik på en fordeling mellem forskellige repræsentationsområder.
Kapitel 4
Valglister og kandidatopstilling
4.1
Institut-/skolesekretariatet udarbejder valglister i samarbejde med HR. Hver stemmeberettiget anføres med navn og valggruppe.
Valglisterne offentliggøres på hjemmesiden, og der er mulighed for at gøre indsigelserne mod fejl. I sådanne tilfælde skal man rette henvendelse til institut-/skolesekretariatet.
4.2
Opstilling af kandidater sker ved henvendelse til institut-/skolesekretariatet indenfor den angivne periode.
Det er ikke muligt at indgå i liste- eller valgforbund.
4.3
De ph.d.-studerendes tilhørsforhold til et bestemt institut bestemmes af deres hovedvejleders tilhørsforhold. Institutsekretariatet udarbejder valglister på baggrund af lister fra ph.d.-skolen.
4.4
På fakultetsniveau etableres et valgudvalg, som benævnes HE-valgudvalget, bestående af to prodekaner og en rådgiver fra dekansekretariatet. Valgudvalget træffer afgørelse i alle spørgsmål om valgets tilrettelæggelse på fakultetet og herunder spørgsmål, hvor der er uenighed mellem en enkelt person og instituttet om, hvorvidt vedkommende hører hjemme på en given valgliste. Udvalget har kompetence til at træffe endelig afgørelse i forbindelse med klager.
Kapitel 5
Afstemning
5.1
Er der indenfor et valgområde ikke opstillet flere kandidater, end der skal vælges, bortfalder afstemningen.
Dette bekendtgøres i så fald samtidig med offentliggørelse af de endelige opstillingslister.
5.2
Valget afholdes som papirvalg. Dekansekretariatet udarbejder en fælles skabelon til stemmeseddel, der anvendes ved valgene.
5.3
Stemmeoptælling foregår offentligt, så snart stemmeafgivningen er afsluttet.
Institut-/skolelederen vælger, hvem der skal lede stemmeoptællingen. Den eller de udpegede personer benævnes valgudvalget.
Valgudvalget afgør, om en stemmeseddel er gyldig eller ej.
En stemmeseddel er ugyldig, når:
- det ikke med sikkerhed fremgår, hvilken kandidat der er stemt på
- det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret af institut-/skolesekretariatet, fordi den adskiller sig fra de øvrige stemmesedler i form af kvalitet, typografi eller andet
- der er givet stemmesedlen et særpræg
Såfremt en stemmeseddel afvises som ugyldig anføres grunden hertil.
Papirstemmerne opbevares, indtil klagefristen er udløbet.
Kapitel 6
Valgresultatet
6.1
Valgudvalget udarbejder valgprotokol.
Valgprotokollen skal for hvert valg indeholde:
- Navne på alle opstillede, og stemmefordelingen mellem kandidaterne
- Navne på alle valgte medlemmer af forummet på baggrund af valget
- Antal afgivne stemmer
- Antal gyldige og ugyldige stemmer, sidstnævnte med angivelse af begrundelse for ugyldighed
6.2
Ved stemmelighed trækker institutlederen offentligt lod om, hvilken kandidat der får plads i forummet.
6.3
Resultatet af valgene offentliggøres på hjemmesiden snarest muligt og senest en uge efter valgets afholdelse.
6.4
Det er muligt at klage indtil tre uger efter valgets afholdelse.
Klage indgives skriftligt til institut-/skolelederen.
Institut-/skolelederen inddrager instituttets og eventuelt fakultetets valgudvalg i behandling af klagen, inden han/hun træffer afgørelse.
Hvis der gives medhold i en klage, og det direkte berører andre stemmeberettigede, skal de informeres, og de skal have minimum fem hverdage herefter til at indgive en klage.
6.5
Såfremt klager ikke giver anledning til andet, så betragtes valget som afgjort tre uger efter afholdelse. HE-valgudvalget godkender valget endeligt.
6.6
Forummets sammensætning er endelig.
Såfremt et medlem i valgperioden forlader forummet, vil pladsen være tom frem til næste valg, hvor der vælges en ny repræsentant. Tilsvarende er eventuelle pladser, hvor der ikke opstilles kandidater, tomme frem til næste valg.
Tomme pladser indgår i alle valg, også i de tilfælde hvor et medlem har forladt sin plads midt i en flerårig valgperiode.
Repræsentanter vælges til tomme pladser i den periode, der resterer for pladsen. Det vil f.eks. sige, at hvis der et år ikke vælges en repræsentant til en treårig plads, så er pladsen på valg til det efterfølgende år for en toårig periode.
Institutforummet beslutter på det første møde efter et valg, hvilke repræsentanter, der eventuelt er valgt for en periode på mindre end tre år. Det vil f.eks. være tilfældet for flertallet af medlemmerne ved det første valg (en tredjedel er på valg om ét år, en tredjedel om to år og den sidste tredjedel om tre år), ligesom det vil være tilfældet, hvis der er udskiftning undervejs i en valgperiode som i afsnittet herover.




