Stillingsstruktur
Universitets- og Bygningsstyrelsens notat af 18. december 2006 om tillæg til stillingsstruktur 2007 for videnskabeligt personale ved universiteter
Overgangsvilkår for sektorforskere
Ansatte ved sektorforskningsinstitutioner, hvis opgaver integreres ved universiteter, overgår til universitetet efter virksomhedsoverdragelsesloven. Det betyder, at sektorforskere, som er ansat på integrationstidspunktet, også fremover følger sektorforskningens stillingsstruktur, mens forskere, som ansættes efter tidspunktet for integration, følger universiteternes stillingsstruktur. Udgangspunktet er, at genansættelse i lighed med nyansættelse vil indebære overgang til universitetsvilkår.
Ved de kommende fusioner skal det sikres, at sektorforskningen bringes i spil i forbindelse med uddannelse af bachelorer og kandidater. På sigt vil der derfor blive stillet krav om, at videnskabelige medarbejdere kan undervise. Pædagogisk opkvalificering vil derfor indgå i adjunkt-/forskerforløbet.
De nuværende sektorforskere har generelt ikke haft mulighed at opnå undervisningskompetence. De kan derfor ikke umiddelbart leve op til de krav om undervisningskompetence, som er fastsat for lektorer og professorer. Manglende overgangsmuligheder kan udgøre en karrieremæssig barriere for forskere, som har været ansat i tidsbegrænsede stillinger omfattet af sektorforskningens stillingsstruktur.
For disse forskere etableres hermed en overgangsordning, som indebærer, at de kan avancere efter sektorforskningens stillingsstruktur.
Det skal sikres, at sektorforskningen bringes i spil i forbindelse med uddannelse af bachelorer og kandidater. Det henstilles derfor, at sektorforskere, som ikke har undervisningskompetence, men som har andre kompetencer, som gør, at de kan bidrage til uddannelse, tilbydes pædagogisk efteruddannelse.
Sektorforskere, som har de fornødne pædagogiske kompetencer, kan overgå til universitetsvilkår efter aftale mellem den enkelte og universitetet. Der skal i den forbindelse ske vurdering af den pågældendes undervisningsmæssige kompetencer. Overgangen kræver ikke opslag af stillingen.
Overgangsvilkår for universitetsforskere
Ved de kommende fusioner skal det sikres, at de hidtidige sektorforskningsopgaver fortsat varetages af forskere, som har de fornødne kompetencer.
Universitetsforskere har generelt ikke haft mulighed at opnå samme erfaring med varetagelse af forskningsbaseret myndighedsbetjening, som forskere på sektorforskningsområdet. De kan derfor ikke umiddelbart ansættes i stillinger, som indebærer varetagelse af sådanne opgaver.
Universitetsforskere, som ikke har erfaring med varetagelse af traditionelle sektorforskningsopgaver, kan tilbydes efteruddannelse, som giver mulighed for at opnå de kompetencer, som er er en forudsætning for ar varetage rådgivnings- eller myndighedsopgaver.
Kvalificering til varetagelse af rådgivningsopgaver og myndighedsudøvelse vil fremover indgå i adjunkt-/forskerforløb inden for de områder, hvor der varetages sådanne opgaver.




