Du er her: AU » Om AU » Organisation » Regelsamling » 2: Personale » 21: Opslag, ansættelse » 21-15: Undervisningsassistenter » Undervisningsassistenter (orientering)

Undervisningsassistenter

Personale- og udviklingskontorets orientering af 26. september 2001 om undervisningsassistenters ansættelses- og aflønningsforhold.

Denne orientering er udarbejdet til nyansatte undervisningsassistenter ved Aarhus Universitet og udleveres sammen med ansættelsesbrevet, "oplysningsskema ved nyansættelse" samt eventuelt pjecen "Velkommen som medarbejder ved Aarhus Universitet". Den erstatter orientering af 30. november 1993 om undervisningsassistenters ansættelses- og aflønningsforhold.De nærmere regler om ansættelse af undervisningsassistenter findes for tiden i:

Ansættelsesprocedure

Indhold

Lønvilkår mv.

  • Finansministeriets cirkulære af 17. januar 2001 om timelønnet undervisning

Oversigt over orienteringens indhold

  1. Timeloft
  2. Løn
  3. Lønudbetaling
  4. Sygdom, graviditet, barsel og adoption
  5. Feriegodtgørelse
  6. Særlige feriefridage
  7. Udgifter til transport mv.
  8. Frigørelsesattest
  9. Afsked
  10. Godtgørelse for to første ledighedsdage

1. Timeloft

Undervisningsassistenter ansættes i max. 780 arbejdstimer pr. år ("akademisk år", dvs. begyndende med efterårssemesteret). Timeloftet gælder også i tilfælde af flere samtidige ansættelser som undervisningsassistent ved Aarhus Universitet.

Der kan ikke udbetales løn for mere end sammenlagt 780 arbejdstimer pr. år ved Aarhus Universitet. Ansættelse med mere end 780 arbejdstimer årligt kan ikke ske i henhold til timelønscirkulæret (cirkulære af 17. januar 2001 om timelønnet undervisning), men skal ske på kvotalønsbasis i henhold til de i vedkommende overenskomst mv. fastsatte bestemmelser herom. Ansættelse vil i så fald ske som amanuensis, studieadjunkt eller undervisningsadjunkt.

Det konkrete timetal m.v. for undervisningsassistenter fastsættes for hvert semester inden for de aftalte rammer herfor.

2. Løn

Undervisningsassistenter vederlægges med timeløn for det præsterede antal arbejdstimer. Timelønnen udgør i grundbeløb pr. l. oktober l997 173,16 kr. (excl. feriegodtgørelse), hvilket pr. 1. april 2001 udgør 189,53 kr.

Til hver konfrontationstime (katedertime) på bachelor, kandidat- og ph.d.-uddannelser tillægges der 1,5 times forberedelsestid, således at der ydes betaling for i alt 2,5 arbejdstimer. Ved propædeutisk undervisning/forberedende kurser tillægges der 40 minutters forberedelsestid, således at der ydes betaling for i alt 1,67 arbejdstimer. I nogle tilfælde kan forberedelsestiden efter aftale mellem universitetet og vedkommende forhandlingsberettigede organisation være nedsat eller bortfaldet.

For opgavestillelse, der ikke indgår i den løbende undervisning, herunder eksamensopgaver, betales alene den for det pågældende fag fastsatte arbejdstimelønsats uden forberedelsestid.

For opgaveretning ydes ligeledes den for det pågældende fag fastsatte arbejdstimelønsats for den tid, der medgår til retning af opgaverne. Vederlaget omregnes på grundlag af særligt fastsatte normer til en betaling pr. opgave, opgavesæt el. lign.

Hvis undervisningsassistenten efter særlig tilladelse fungerer som eksaminator ydes der denne for mundtlig eksamination pr. medgået time den for faget fastsatte arbejdstimelønsats med tillæg af den ovenfor nævnte forberedelsestid, dog for så vidt angår bachelor-, kandidat-, og ph.d.-uddannelser højst 60 minutter. Der ydes altid betaling for mindst 1 eksaminationstime. Vederlaget omregnes på grundlag af særligt fastsatte normer, der beregnes på grundlag af det gennemsnitlige tidsforbrug, således at normerne for timelønnede lærere er i overensstemmelse med normerne for fastansatte lærere for opgaver i samme fag og på samme niveau.

For deltagelse i møder i kollegiale organer yders der ikke særskilt betaling.

3. Lønudbetaling

Undervisningsassistenten udfylder - efter nærmere aftale med studielederen - timesedler, som fremsendes til vedkommende studienævnssekretariat. Sekretariatet indsender en månedlig lønanvisningsblanket til lønadministrationen.

Hvis lønanvisningen for en måned er lønadministrationen i hænde d. l. i den efterfølgende måned, vil den anviste løn være til disposition omkring d. l l. i denne måned.

4. Sygdom, graviditet, barsel og adoption

Hvis der ved undervisningsassistentens ansættelse inden for et undervisningsår er aftalt en undervisningsperiode på 4 måneder eller et undervisningstal på 50 eller derover, ydes der

a) løn under sygdom for det antal arbejdstimer, der ville være forbundet med den undervisning, som undervisningsassistenten p.g.a. sygdommen har været ude af stand til at varetage. Sygdommen kan kræves dokumenteret ved lægeattest. Sygeløn kan højst ydes i 3 måneder inden for 12 på hinanden følgende måneder.

Hvis den pågældende er fuldtidsbeskæftiget andetsteds eller inkl. timelæreransættelsen har mere end fuld beskæftigelsesgrad, skal aflyste timer i videst muligt omfang søges læst senere. For de timer, der tidligere er betalt med sygeløn, ydes ikke ny betaling.

b) løn under fravær til pasning af sygt barn, når følgende betingelser er opfyldt:

  • det er barnets l. sygedag
  • hensynet til barnets forhold gør dette nødvendigt
  • forholdene på tjenestestedet tillader det
  • barnet er under 18 år, og
  • barnet er hjemmeværende

Sygedagslisten suppleres med oplysning om fravær på grund af barns første sygedag.

Hvis den pågældende undervisningsassistent har mere end fuld beskæftigelsesgrad, skal aflyste timer i videst muligt omfang søges læst senere. For de timer, der tidligere er betalt med sygeløn, ydes der ikke ny betaling.

c) løn under fravær som følge af graviditet, barsel og adoption efter samme regler, som gælder for universitetets øvrige medarbejdere. Der henvises til personale- og udviklingskontorets orientering herom (Universitetets regelsamling punkt 22-07 ).

Der ydes ikke løn under fravær som følge af graviditet m.v. til undervisningsassistenter, der inkl. timelæreransættelsen har mere end fuld beskæftigelsesgrad.

Løn under barsel, adoption og omsorgsdage kan højst ydes indtil ansættelsesperiodens udløb.

5. Feriegodtgørelse

Til timelønningerne ydes en feriegodtgørelse på 12,5 %.

I forbindelse med årsskiftet tilsendes der den pågældende undervisningsassistent et feriebevis på 12,5 % af lønnen i det netop afsluttede kalenderår. Beløbet kan hæves i det efterfølgende ferieår, der løber fra 1. maj i året efter optjeningsåret til 30.april i det følgende år (f.eks. kan feriegodtgørelse, optjent i kalenderåret 2001, hæves i ferieåret 1. maj 2002 - 30. april 2003).

6. Særlige feriefridage

Undervisningsassistenter er ikke omfattet af aftale af 20. september 1999 mellem Finansministeriet og centralorganisationerne om særlige feriefridage.

7. Udgifter til transport mv.

Undervisningsassistenter kan i særlige situationer få godtgjort udgifter til transport, dog højst med de godtgørelser, der følger af tjenesterejseaftalen. Ligeledes kan tjenesterejseaftalens regler om godtgørelse af merudgifter til overnatning undtagelsesvist finde anvendelse.

Forudsætningerne for godtgørelse af udgifter til transport og merudgifter til overnatning er:

  • der er tale om en betydelig afstand mellem bopæl (hovedarbejdssted) og universitetet
  • at der efter antallet og fordelingen af undervisningstimerne, som forudsættes koncentreret mest muligt, vil være et misforhold mellem aflønning og befordringsudgifter
  • at ydelsen af godtgørelse i øvrigt må anses for påkrævet ud fra undervisningsmæssige hensyn, og at der herunder ikke er mulighed for at ansætte nærmereboende lærere, som er tilstrækkeligt kvalificerede.

Godtgørelsen kan ikke overstige udgiften ved benyttelse af billigste offentlige transportmiddel.

Der kan ikke udbetales time-/dagpenge.

Ansøgning om ydelse af befordringsgodtgørelse indsendes til institut/studienævn, som efter aftale videresender den til fakultetet. Godtgørelsen foranstaltes udbetalt af regnskabsafdelingen på grundlag af udfyldt rejseafregningsblanket (kan rekvireres i regnskabsafdelingen). Oplysning om skattemæssige forhold omkring udbetaling af en evt. godtgørelse kan fås hos de lokale skattemyndigheder.

8. Frigørelsesattest

Frigørelsesattest kan være indeholdt i ansættelsesbrevet eller udstedes på en særskilt blanket (rekvireres i A-kassen). Det anbefales at undersøge, om A-kassen accepterer en frigørelsesattest, der er inkorporeret i ansættelsesbrevet eller om man kræver anvendelse af særlig blanket. En undervisningsassistent, der ikke kan tilbydes fuld beskæftigelse, er efter udstedelse af en frigørelsesattest berettiget til med omgående virkning at bringe ansættelsesforholdet til ophør, hvis han/hun kan få andet arbejde med en længere arbejdstid. Det er meget vigtigt, at undervisningsassistenten sender frigørelsesattesten, så den er A-kassen i hænde senest 10 dage efter ansættelsestidspunktet, da undervisningsassistenten ellers mister retten til supplerende dagpenge.

9. Afsked

Ansættelsen ophører uden yderligere meddelelse herom ved udløbet af den periode, der er anført i ansættelsesbrevet.

Opsigelse kan fra undervisningsassistentens side ske med en måneds varsel til udgangen af en måned. Der fremsendes skriftlig opsigelse til vedkommende studienævnssekretariat.

Opsigelse kan fra universitetets side ske med 2 måneders varsel til udgangen af en måned.

Sager vedrørende uansøgt afskedigelse behandles af Personale- og udviklingskontoret.

10. Godtgørelse for de to første ledighedsdage

I forbindelse med ophør ved udløbet af den fastsatte ansættelsesperiode og ved afsked fra universitetets side ydes der under visse betingelser den "fratrådte" godtgørelse for de to første ledighedsdage.

Godtgørelsen svarer som udgangspunkt til arbejdsløshedsdagpengene (pr. 1. august 2001 587 kr. pr. dag for en fuldtidsforsikret). Henvendelse om udbetaling af godtgørelsen sker til Personale- og udviklingskontoret.


www.au.dk/da/regler/2001/au12

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 17.10.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk