Du er her: AU » Om AU » Organisation » Regelsamling » 4: Studerende » 41: Adgang, indskrivning, orlov » 41-10: Adgang til uddannelser på heltid ved Aarhus Universitet

Adgang til uddannelser på heltid ved Aarhus Universitet

Regler af 1. august 2011 om adgang til uddannelser på heltid ved Aarhus Universitet

Fastsættelsen af Aarhus Universitets regler om adgang til heltidsuddannelser er hjemlet i adgangsbekendtgørelserne:

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings (VTU) bekendtgørelse nr. 233 af 24. marts 2011 om adgang m.v. ved bachelor- og kandidatuddannelser ved universiteterne, kapitlerne 2-7 og 10.

Undervisningsministeriets (UVM) bekendtgørelse nr. 87 af 7. februar 2011 om adgang til erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, kapitlerne 2-7 og 9.

 

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Dette regelsæt finder anvendelse ved ansøgning om adgang til Aarhus Universitets bacheloruddannelser og uddannelser under UVM (kapitel 2) samt kandidatuddannelser (kapitel 3).

stk. 2. Rektor giver adgang til Aarhus Universitets uddannelser.

 

Kapitel 2

Adgang til Aarhus Universitets bacheloruddannelser og uddannelser under UVM

§ 2. Optagelse efter dette kapitel sker med henblik på studiestart i optagelsesåret. På visse uddannelser tillige med henblik på studiestart 1. februar, året efter optagelsesåret.

stk. 2. En tilbudt studieplads efter stk. 1 kan ikke konverteres til et tilsagn om optagelse det følgende år. 

stk. 3. Aarhus Universitet kan tilbyde betinget optagelse. Betinget optagelse kan gives ansøgere, der 5. juli i ansøgningsåret mangler ét niveau i ét fag jf. UVM’s adgangsbekendtgørelse og VTU’s adgangsbekendtgørelse. En betinget optagelse forudsætter, at man senest den 5. september i ansøgningsåret dokumenterer over for Aarhus Universitet, at man opfylder adgangskravene til den uddannelse, man er betinget optaget på – også selvom man har studiestart om vinteren, dvs. den først kommende februar efter man er meddelt optagelse. Oversigten over uddannelser, på hvilke der tilbydes betinget optag, kan ses på http://bachelor.au.dk/optagelse/kanjegsoege/betingetoptagelse/.

stk. 4. Optagelsespladserne på Aarhus Universitets bacheloruddannelser og uddannelser under UVM udbydes i tre kvoter, jf. adgangsbekendtgørelserne:

  • kvote 1 (ansøgningsfrist 5. juli) 
  • kvote 2 og ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag (ansøgningsfrist 15. marts)
  • kvote 3 (ansøgningsfrist 15. marts)

Kriterierne for optagelse i kvote 2 og kvote 3 fastsættes af universitetet og offentliggøres under optagelsesoplysninger på henholdsvis http://bachelor.au.dk/optagelse/behandling/genereltomkvote2/ og http://bachelor.au.dk/en/admission/procedure/.

§ 3. Aarhus Universitet fastsætter en række frister for ansøgere i forbindelse med optagelse og indskrivning. Aarhus Universitet fastsætter også frister for annoncering af forskellige forhold i forbindelse med optagelse og indskrivning.

stk. 2. Frister offentliggøres på http://bachelor.au.dk/optagelse/vigtigedatoer/. Sitet opdateres løbende.

stk. 3. Der kan dispenseres fra de offentliggjorte frister, hvis der foreligger usædvanlige forhold, jf. dette regelsæts § 17.

§ 4. Hvor der udbydes ventelistepladser (standby-pladser) i kvote 1 eller 2, meddeles fristen for svar på tilbud om studieplads i optagelsesbrevet.

§ 5. Ikke besatte optagelsespladser kan udbydes som ledige pladser fra 30. juli og kan søges af alle, som opfylder adgangskravene og eventuelle studiestartskrav – eventuelt i form af supplering.

stk. 2. Ansøgningsfristen til ledige pladser offentliggøres på http://bachelor.au.dk/optagelse/vigtigedatoer/. Optagelse sker efter faldende eksamenskvotient fra den adgangsgivende eksamen. Er der efter den fastsatte frist fortsat ledige pladser, optages kvalificerede ansøgere i den rækkefølge, ansøgningerne modtages.

stk. 3. Optagelsen til ledige pladser afsluttes, når dekanen indstiller, at optagelsen lukkes, eller når pladserne er besat – dog senest 15. september.

§ 6. Ansøgere med et ikke-nordisk adgangsgrundlag skal ved ansøgning om optagelse dokumentere danskkundskaber svarende til bestået Studieprøve i dansk som andetsprog.

stk. 2. Skærpede danskprøvekrav til særlige uddannelser offentliggøres på http://bachelor.au.dk/en/admission/languagereq/.  

stk. 3. Ansøgere med ikke-nordisk adgangsgrundlag skal ved ansøgning om optagelse på en engelsksproget bacheloruddannelse, bestå en sprogprøve i engelsk. Se http://bachelor.au.dk/en/admission/languagereq/ for yderligere information.

 

Kapitel 3

Adgang til Aarhus Universitets kandidatuddannelser

§ 7. Ansøgning om optagelse på kandidatuddannelse sker via Aarhus Universitets selvbetjening medmindre andet fremgår samme sted: http://kandidat.au.dk/optag/foerdusoegervalgafuddannelse/.

stk. 2. Eventuel adgangsbegrænsning og eventuelle kriterier for prioritering af kvalificerede ansøgere vil fremgå af http://kandidat.au.dk/.  

§ 8. Senest på datoen for optagelsen på en kandidatuddannelse skal nedenstående forhold være opfyldte og dokumenterede:

  • den adgangsgivende bacheloruddannelse skal være afsluttet
  • eventuelle niveaukrav i henhold til studieordningen for den søgte uddannelse skal være opfyldt
  • eventuelle sprogkrav skal være opfyldt
  • forudsætninger for indskrivning i øvrigt skal være opfyldt

stk. 2. Der gælder særlige krav til dokumentation af engelskkundskaber for ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag. Se http://masters.au.dk/admission/ for yderligere information.

§ 9. Ansøgere, der ikke har afsluttet den adgangsgivende bacheloruddannelse, kan søge om dispensation til midlertidig indskrivning på en kandidatuddannelse samtidig med indskrivning på den adgangsgivende bacheloruddannelse, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

stk. 2. Dispensation kan ikke meddeles, hvis der i samme ansøgningstermin er kvalificerede, afviste ansøgere til den søgte kandidatuddannelse.

stk. 3. Kompetence til behandling af ansøgning om midlertidig indskrivning delegeres til dekanen for det hovedområde, der udbyder uddannelsen, der søges om dispensation til indskrivning på.

Kapitel 4

Administrativ indskrivning

§ 10. Administrativ indskrivning på heltidsuddannelser kan finde sted,

  • når ansøgeren har bestået eller kan få meritoverført studieelementer, der udgør første år på den uddannelse, der søges om indskrivning på
  • når ansøgeren opfylder de niveaukrav, der er gældende for optagelse på den uddannelse, der søges om indskrivning på
  • når der er ledige pladser på det studietrin, der søges om indskrivning på

§ 11. Ansøgning om administrativ indskrivning skal ske skriftligt og være Aarhus Universitet i hænde senest samme dag, indskrivningen ønskes påbegyndt.

stk. 2. Aarhus Universitet kan kræve fremsendelse af original dokumentation i tilknytning til ansøgningen.

stk. 3. Med ansøgningen har ansøgeren bemyndiget Aarhus Universitet til at indhente relevante oplysninger fra andre uddannelsesinstitutioner til brug ved behandlingen af ansøgningen.

stk. 4. Dokumentation for opfyldelse af gældende krav skal være Aarhus Universitet i hænde senest den dato, indskrivningen ønskes påbegyndt.

§ 12. Aarhus Universitet kan fastsætte frister for rettidig modtagelse af ansøgning om administrativ indskrivning for alle eller specifikke uddannelser samt for alle eller særlige ansøgergrupper. Fristerne offentliggøres senest 6 måneder før ansøgningsfristen og vil fremgå af universitetets hjemmeside, se http://studieguide.au.dk/.

§ 13. Ansøgere, som i forbindelse med tidligere indskrivning på et universitet ikke har opfyldt eller overholdt regler, der medfører administrativ udmeldelse, skal forud for indskrivningen have dispensation fra disse regler.

§ 14. Har Aarhus Universitet modtaget flere ansøgninger om administrativ indskrivning, end der er ledige pladser på et studietrin på en uddannelse, foretager universitetet en prioritering af ansøgerne.

stk. 2. Medmindre andet fremgår af universitetets hjemmeside, vil prioriteringen ske ved lodtrækning. Ansøgere, der har afsluttet en kandidatuddannelse, prioriteres dog altid lavest.

Kapitel 5

Andre bestemmelser

§ 15. Ansøgninger og bilag returneres ikke.

stk. 2. I de tilfælde, hvor universitetet udsender brev, sker det til ansøgers folkeregisteradresse. Ansøgere uden folkeregisteradresse, der tilbydes en studieplads, vil få meddelelse herom på den adresse, der er oplyst i ansøgningen.

§ 16. Man skal som ansøger sørge for, at dokumentation vedlagt en ansøgning om adgang til heltidsuddannelser ved Aarhus Universitet, er på dansk, svensk, norsk eller engelsk.

stk. 2. Er dokumentationen ikke på et af de i stk. 1 nævnte sprog, skal den oversættes. Oversættelsen skal foretages eller bekræftes af enten

  1. den institution, der har udstedt dokumentationen
    eller
  2. en dansk autoriseret translatør 
    eller
  3. en autoriseret translatør fra et EU-land (gælder kun lande hvor erhvervet translatør er lovreguleret og derfor kræver autorisation)
    eller
  4. ambassaden/konsulatet i Danmark for det land, hvor originaldokumentet er udstedt eller oversættelsen foretaget,
    eller
  5. et dansk konsulat/en dansk ambassade.

stk. 3. Aarhus Universitet kan ikke bistå ved oversættelse af dokumentationen.

§ 17. Universitetet kan dispensere fra dette regelsæt, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

stk. 2. En ansøgning om dispensation skal være skriftlig, begrundet og dokumenteret. Ansøgningen bør angive, hvad der søges dispensation fra, samt hvad der ønskes opnået med ansøgningen.

stk. 3. Ansøgning om dispensation i forbindelse med ansøgning om optagelse efter kapitel 2 skal indgives senest 15. marts i ansøgningsåret, medmindre forholdet kan dokumenteres at være indtruffet herefter. Årets studenter kan søge dispensation frem til 5. juli i ansøgningsåret.

stk. 4. Ansøgning om dispensation i forbindelse med ansøgning om optagelse efter kapitel 3 skal indgives sammen med ansøgning om optagelse.

stk. 5. Ansøgning indgives til AU Studieadministration som sikrer, at ansøgningen kommer til behandling hos rette instans.

§ 18. Afgørelser efter dette regelsæt kan påklages til ressortministeriet. Klagefristen er to uger fra modtagelse af afgørelse.

stk. 2. Klage indgives til AU Studieadministration, Fredrik Nielsens Vej 5, 8000 Aarhus C

§ 19. Dette regelsæt træder i kraft 1. august 2011.

stk. 2. Regler af 1. februar 2011 om adgang til uddannelser på heltid ved Aarhus Universitet ophæves.

Aarhus Universitet, den 1. august 2011

Lauritz B. Holm-Nielsen                                                                  Maria Volf Lindhardt
Rektor                                                                                                     Vicedirektør

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 30.01.2013

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk