Aarhus Universitets Almene Studenterfond
Fundats for Aarhus Universitets Almene Studenterfond
§ 1
Fondens navn er "Aarhus Universitets almene studenterfond".
Fondens hjemsted er Århus Kommune.
§ 2
Fondens formål er at yde økonomisk støtte til studerende ved Aarhus Universitet.
Støtte gives under iagttagelse af de fortrinsrettigheder, der er nævnt i § 5, til fortsættelse eller afslutning af studier herunder til studierejser samt studieophold ved udenlandske universiteter.
§ 3
Fonden bestyres af 3 personer: Den til enhver tid værende formand og næstformand for Legatudvalget ved Aarhus Universitet samt Universitetsdirektøren eller en af denne udpeget repræsentant.
§ 4
Fondens egenkapital var den 31. december 2000 på kr. 1.272.025,79, skriver énmilliontohundredesyvtitotusindeogfemogtyve kroner og 79 øre, som foreligger i form af værdipapirer og kontante midler.
Kapitalen hidrører fra sammenlægning af nedenstående legater og fonde ved Aarhus Universitet, idet beløb er anført som bidrag til kapitalen på sammenlægningstidspunktet:
"Stiftsprovstinde Louise Boesens mindelegat", kr. 8.057,91,"Henningsens Boglegat", kr. 140.416,26, "Kommunelærerinde frøken Dagmar M.M. Johansens Legat", kr. 25.809,54, "Kaas (af Bælums) Studiehjælpefond", kr. 106.350,00, "Robert T.M. Mortensen og Aage Mortensens legat", kr. 22.918,00, "Kasserer Hans Chr. E. Olsen og hustru fru Olga C. E. Olsen, født Haagensen's legat til fordel for medicinske studenter ved det medicinske fakultet ved Aarhus Universitet", kr. 111.885,75, "Gasværksarbejder Rasmus Sørensen og hustru Marie, født Laursens legat for ubemidlede studenter ved Aarhus Universitet", kr. 38.443,82, "Vejle Folkeuniversitets Studenterlegat", kr. 5.449,93, "Ole Rømers Mindelegat", kr. 123.277,44, Aksel R. Søndergaards Legat, kr. 173.878,51, "Cand.mag. H. Lund Hansen og Hustrus Mindelegat til Fordel for Studerende ved Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet", kr. 8.183,63, samt "Kommunelærerinde Frøken Clara Marie Langs Legat", kr. 106.661,21 .
Endvidere er i forbindelse med opløsningen af Stipendieforeningen Studenternes Venner som gave modtaget kr. 119.217,85, der er tillagt kapitalen.
§ 5
Årets indtægter, med tillæg af eventuel overførsel fra sidste regnskabsår og efter fradrag af administrationsomkostninger og eventuelt konsolideringsbeløb til den bundne kapital, uddeles efter opslag af bestyrelsen i overensstemmelse med formålet, jf. § 2, og nedennævnte specielle fortrinsrettigheder.
Der skal ved uddelingen, jf. § 4 om de enkelte legaters bidrag til denne fonds samlede kapital, tages hensyn til 1) at der i fundats af 16. februar 1953 for "Kommunelærerinde frøken Dagmar Marie Mathilde Johansens Legat", var tillagt fortrinsret for en lærersøn eller lærerdatter fra Viborg Amt, der uddanner sig til læge, og som har taget 1. del af den medicinske embedseksamen med 1. karakter eller med samme resultat har aflagt den prøve, der til enhver tid måtte svare hertil, 2) at der i fundats af 8. januar 1948 for "Kaas (af Bælums) Studiehjælpefond" var tillagt fortrinsret for en eller flere danske mandlige studerende, særlig juridiske og statsvidenskabelige studerende, der er ubemidlede, velbegavede og flittige, idet dog direkte i ægteskab fødte mandlige efterkommere, som fører navnet Kaas, af kgl. translatør Christian Søren Kaas' tipoldefar Søren Mogensen Kaas af Bælum, altid skal være fortrinsberettigede, såfremt de opfylder de øvrige betingelser, 3) at der i fundats af 13. december 1968 for "Robert T.M. Mortensen og Aage Mortensens legat" var tillagt fortrinsret for én eller flere værdige trængende studerende fra Århus by eller forstæder, idet legatportionerne, der skal være af en passende størrelse, fortrinsvis tildeles de studerende i deres første og/eller andet studieår, 4) at der i fundats af 24. juli 1973 for "Cand.mag. H. Lund Hansen og Hustrus Mindelegat til Fordel for Studerende ved Aarhus Universitet" var tillagt fortrinsret for en eller flere trængende, ubetinget flittige studerende under Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet, idet studerende, der forbereder sig til magisterkonferens i fransk, til magisterkonferens i almindelig litteraturvidenskab med fransk litteratur som speciale eller til skoleembedseksamen med fransk som hovedfag, skal fortrinsvis komme i betragtning, 5) at der i fundats af 26. september 1951 for "Kommunelærerinde Frøken Clara Marie Langs Legat" var tillagt fortrinsret for værdigt trængende studenter ved Aarhus Universitet under Det Teologiske eller Medicinske Fakultet og fortrinsvis til sådanne, som har til hensigt at gøre et arbejde enten for "Kirkens Korshær" eller for "Ydre Mission" samt 6) at halvdelen af den fra Stipendieforeningen Studenternes Venner modtagne gave er forbeholdt tandlægestuderende ved Aarhus Universitet. Fordelingsnøgle fremgår af vedlagte bilag.
§ 6
Fondens kapital placeres i overensstemmelse med Justitsministeriets regler herom.
§ 7
Fondens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen udarbejder regnskab over fondens indtægter og udgifter herunder en status.
§ 8
Bestyrelsen kan indstille til fondsmyndigheden at denne fundats ændres.
§ 9
Denne fundats erstatter fundats af 25. maj 2001, godkendt af Konsistorium på møde den 13. september 2001.
Århus, den 14. Januar 2004
I bestyrelsen:
Carsten Riis, dekan
Eva Teilmann, kontorchef
Laurs Damgaard Nielsen
Godkendt af konsistorium ved Aarhus Universitet på møde den 15. januar 2004.
Niels Chr. Sidenius, rektor




