Institut for Miljøvidenskab
Instituttet dannes af stærke faglige grupper inden for miljøkemi, mikrobiologi, atmosfærisk miljø, klimaforskning, emissionsopgørelser og miljø-specialiserede samfundsfaglige kompetencer inden for økonomi, politologi, sociologi og geografi fra det nuværende DMU.
Instituttets samlede kompetencer kan understøtte flere tværgående forskningscentre og udgøre et af Science and Technologys brohoveder til både sundheds- og samfundsvidenskab.
Aktiviteterne er i dag geografisk placeret i Roskilde, men instituttet vil ikke have tilstrækkelige udviklingsmuligheder på denne lokalitet på langt sigt. Derfor er det hensigten og i overensstemmelse med Visionsplan 2010-2028, at instituttet på medium sigt lokaliseres på Campus Emdrup. Indflytning til tørre faciliteter, f.eks. til undervisning, forventes at kunne foretages på kort sigt (et-tre år), mens beslutning om opbygning af ”våde laboratorier” bør ske i overensstemmelse med den overordnede planlægning af fysiske lokaliteter ved Aarhus Universitet.
Instituttet på Campus Emdrup vil have gode udviklingsmuligheder og kunne bidrage med udvikling af nye bachelor-, kandidat- og masteruddannelser inden for miljø-relaterede emner på fakultetet, samt med udvikling af enkeltstående kurser.
Instituttet vil have væsentlige samarbejdspartnere i det østdanske område og vil med en målrettet udbygning stå i en stærk position til at kunne samle disse omkring sig og opbygge landets stærkeste aktivitet inden for området. Der vil blive udarbejdet en handlingsplan for en sådan faglig styrkelse af det nye institut.
Myndighedsbetjening
Instituttet bidrager til den forskningsbaserede myndighedsbetjening inden for temaerne atmosfærisk miljø, klimaændringer, miljøfremmede stoffer, mikrobiologi, risikovurdering, bioteknologi, miljøøkonomi, miljøsociologi, samt overvågning. Instituttet rådgiver Klima- og Energiministeriet, Miljøministeriet, Videnskabsministeriet, og det Europæiske Miljøagentur.
Uddannelse
Instituttet bidrager allerede nu med nogle uddannelseselementer på kandidatniveau samt bidrager til forskeruddannelse og efter- og videreuddannelse. Det foreslås, at instituttet får til opgave at tage initiativ til udvikling af nye uddannelsesaktiviteter med udgangspunkt i Campus Emdrup med henblik på at rekruttere nye studentergrupper via nye typer af uddannelser.
Bemanding
Ca. 130-160 medarbejdere (80-100 VIP og 50-60 TAP).






