Historisk - ikke gyldig version
Vedtægt for Aarhus Universitet
Vedtægt for Aarhus Universitet
Godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling den 16. maj 2011
Fastsat i henhold til § 10, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 754 af 17. juni 2010.
Kapitel 1
Status, opgaver, grundlag, organisation
Status
§ 1. Aarhus Universitet er en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning.
Stk. 2. Universitetet har hjemsted og værneting i Århus Kommune. Universitetets vedtægt godkendes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
Opgaver
§ 2. Aarhus Universitet har til opgave at drive forskning, give forskningsbaseret uddannelse og yde forskningsbaseret myndighedsbetjening indtil det højeste internationale niveau, udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater samt udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund.
Grundlag
§ 3. Aarhus Universitet bygger på det arbejdsfællesskab mellem videnskaberne, der inden for den europæiske universitetstradition karakteriserer et universitet med en fuldt udbygget fagvifte.
Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.
Stk. 3. Aarhus Universitet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.
Stk. 4. Aarhus Universitet har i kraft af sin oprettelseshistorie en forpligtelse til at bidrage til udviklingen i region og lokalsamfund.
Organisation
§ 4. Aarhus Universitet organiseres som det findes hensigtsmæssigt med hovedområder, institutter, faglige enheder med forskningsbaseret myndighedsbetjening, ph.d.-skoler, studienævn mv.
Kapitel 2
Bestyrelsen
§ 5. Bestyrelsen er universitetets øverste myndighed.
Sammensætning
§ 6. Bestyrelsen består af i alt 11 medlemmer.
- 6 medlemmer er udefra kommende.
- 2 medlemmer vælges af og blandt det videnskabelige personale.
- 1 medlem vælges af og blandt universitetets teknisk-administrative personale.
- 2 medlemmer vælges af og blandt universitetets heltidsstuderende.
Stk. 2. Bestyrelsen vælger en formand og en næstformand blandt de udefra kommende medlemmer.
Udpegning af eksterne medlemmer
§ 7. De 6 udefra kommende medlemmer udpeges af bestyrelsen på baggrund af deres kvalifikationer, herunder relevant international erfaring, og ikke som repræsentanter for bestemte interesser, organisationer eller sektorer.
Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer skal med deres erfaring og indsigt i uddannelse, forskning, videnformidling, videnudveksling og myndighedsbetjening tilsammen bidrage til at fremme, at universitetet opfylder sine formål.
Stk. 3. De udpegede medlemmer skal desuden tilsammen have erfaring med ledelse, organisation og økonomi, herunder vurdering af budgetter og regnskaber.
Stk. 4. Ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer lægges vægt på, at bestyrelsens medlemmer kender og respekterer de danske universiteters tradition for autonomi, forskningsfrihed og inddragelse af faglige kompetencer i beslutningsprocessen.
Stk. 5. Ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer lægges vægt på, at bestyrelsens medlemmer gennem deres netværk og gennemslagskraft kan bidrage til at styrke universitetets legitimitet og anseelse i samfundet.
Stk. 6. Der lægges vægt på, at bestyrelsen får en sådan sammensætning, at den kan indgå udviklingskontrakter med ministeriet og skabe rammer for universitetets faglige og økonomiske udvikling og fornyelse på en måde, der bygger på universitetets kerneområder og kernekompetencer, og som afspejler universitetets faglige bredde og udviklingspotentialer.
§ 8. Udpegning af de udefra kommende bestyrelsesmedlemmer foretages af den samlede bestyrelse på baggrund af forslag, som formanden indhenter fra blandt andet universitetet, bestyrelsesmedlemmerne, advisory boards og aftagerpaneler.
Stk. 2. Forud for bestyrelsens behandling drøftes forslagene i en rådgivningsgruppe, der består af formanden for Universitets-Samvirket og et yderligere medlem udpeget af Universitets-Samvirket, formanden for universitetets bestyrelse og et yderligere medlem udpeget af bestyrelsen samt to medlemmer udpeget blandt universitetets videnskabelige personale.
Stk. 3. De udefra kommende medlemmer af bestyrelsen udpeges for en periode på 4 år. Ved et medlems varige forfald inden for funktionsperioden kan et nyt medlem udpeges for den resterende periode. Genudpegning kan finde sted én gang.
Stk. 4. Funktionsperioderne for bestyrelsesmedlemmerne fastsættes således, at en del af de eksterne medlemmer udpeges hvert andet år.
Valg af interne medlemmer
§ 9. Valg af medlemmer til bestyrelsen foretages som valg mellem kandidatlister, med mulighed for indgåelse af liste- og valgforbund. De nærmere regler fastsættes i valgreglerne.
Stk. 2. Repræsentanterne for det videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, vælges af og blandt de heltidsansatte medarbejdere for en periode på 4 år.
Stk. 3. Repræsentanten for det teknisk-administrative personale vælges af og blandt disse medarbejdere for en periode på 4 år.
Stk. 4. Repræsentanterne for de studerende vælges af og blandt de heltidsstuderende for en periode på 1 år.
Stk. 5. Genvalg kan finde sted, dog således at den samlede funktionsperiode højst kan være 8 år.
Stk. 6. Hvis et valgt medlem udtræder af bestyrelsen i funktionsperioden, og der ikke er valgt en suppleant for medlemmet, foretages valg af et nyt medlem for den resterende del af medlemmets funktionsperiode efter tilsvarende regler som ved det oprindelige valg.
Bestyrelsens opgaver
§ 10. Bestyrelsen varetager de opgaver, der fremgår af universitetsloven, §§ 10 - 11.
Bestyrelsens arbejde
§ 11. Bestyrelsesmøderne er offentlige. Sager kan dog behandles for lukkede døre, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt. Alle personsager, sager, hvori indgår oplysninger om kontraktforhandlinger med private eller tilsvarende forhandlinger med offentlige samarbejdspartnere, og sager der er omfattet af lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt i forvaltningen, skal behandles for lukkede døre.
Stk. 2. Bestyrelsens mødemateriale, herunder dagsordener og referater, skal - under iagttagelse af gældende retsregler - gøres offentligt tilgængelige.
Stk. 3. Sager, der er omfattet af lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt i forvaltningen, må ikke offentliggøres. Et dokument eller en oplysning, der er en del af en sag, der er undergivet tavshedspligt, skal dog gøres offentligt tilgængelig i overensstemmelse med stk. 1, såfremt dokumentet eller oplysningen ikke i sig selv er tavshedsbelagt.
Stk. 4. Personsager og sager, hvori indgår oplysninger om kontraktforhandlinger med private eller tilsvarende forhandlinger med offentlige samarbejdspartnere, kan undtages fra kravet om, at bestyrelsens mødemateriale skal gøres offentligt tilgængeligt, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes nødvendigt. Et dokument eller en oplysning, der er en del af en sag, der er omfattet af 1. pkt., skal dog gøres offentligt tilgængelig i overensstemmelse med stk. 1, medmindre offentliggørelsen vil stride afgørende mod de forudsætninger, som en manglende offentliggørelse efter 1. pkt. tilsiger.
Stk. 5. Sager, herunder dokumenter og oplysninger til disse, der behandles for lukkede døre, jf. stk. 1, 2. pkt., kan undtages fra kravet om, at bestyrelsens mødemateriale skal gøres offentligt tilgængeligt, hvis det på grund af sagens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt findes absolut nødvendigt.
Stk. 6. Efter aftale med bestyrelsesformanden orienterer rektor om bestyrelsens arbejde og beslutninger.
Stk. 7. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden. I forretningsordenen kan bestyrelsen fastsætte en procedure for tilrettelæggelse af bestyrelsens møder.
Kapitel 3
Repræsentantskab
§ 12. Universitets-Samvirket, Århus, blev stiftet i 1921 med henblik på at arbejde for oprettelse af et universitet i Århus og Universitets-Samvirket udpegede i årene 1928-1970 medlemmer til Aarhus Universitets bestyrelse.
Stk. 2. Universitets-Samvirkets udefra kommende medlemmer udgør Aarhus Universitets repræsentantskab, jf. universitetslovens § 13. Repræsentantskabet vælger selv af og blandt sine medlemmer en formand.
Stk. 3. Repræsentantskabet rådgiver ved udpegning af bestyrelsesmedlemmer og holdes informeret om og drøfter på det overordnede plan universitetets forskning, uddannelse og øvrige virksomhed.
Kapitel 4
Advisory boards og aftagerpaneler
§ 13. Rektor opretter efter indstilling fra dekanen et advisory board ved de hovedområder, hvor dette er påkrævet for at opnå eller vedligeholde væsentlige internationale akkrediteringer af hovedområdets uddannelser, eller hvor andre hensyn til hovedområdets centrale aktiviteter tilsiger det.
Stk. 2. Et advisory board skal bestå af udefra kommende medlemmer, som repræsenterer målgruppen for hovedområdets forskning, uddannelse og formidling samt forsknings- og uddannelsesverdenen. Et advisory board skal have et væsentligt islæt af medlemmer, der har en uddannelse fra andre institutioner og som har et internationalt perspektiv på forskning, uddannelse og formidling.
Stk. 3. Dekanen orienterer advisory board om hovedområdets udvikling og strategi og indhenter rådgivning fra advisory board inden for følgende områder:
- Hovedområdets overordnede strategi.
- Uddannelsernes udvikling, herunder særligt forhold vedrørende udbud og efterspørgsel.
- Forskningens kvalitet med særligt henblik på tilknytningen til det nationale og internationale forskningsmiljø.
- Videnformidlingens effektivitet med særligt henblik på hovedområdets generelle evne til at tilbyde viden og indsigt i overensstemmelse med det omgivende samfunds forhold og behov.
§ 14. For hvert hovedområde nedsætter rektor efter indstilling fra dekanen et eller flere aftagerpaneler, der består af udefra kommende medlemmer. Medlemmerne skal tilsammen have erfaring med og indsigt i uddannelsesområdet og de ansættelsesområder, som uddannelserne giver adgang til.
Stk. 2. Universitetet sikrer dialog mellem aftagerpanelerne og universitetet om uddannelsernes kvalitet og relevans for samfundet og inddrager aftagerpanelerne ved udvikling af nye og eksisterende uddannelser samt ved udvikling af nye undervisnings- og prøveformer.
Stk. 3. Aftagerpanelerne kan afgive udtalelse og stille forslag til universitetet om alle spørgsmål, der vedrører uddannelsesområdet. Et aftagerpanel skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som rektor eller dekan forelægger for aftagerpanelet.
Kapitel 5
Akademiske råd
§ 15. Ved hvert hovedområde nedsættes et akademisk råd, der består af repræsentanter for det videnskabelige personale, herunder ansatte ph.d.-studerende, og de studerende, jf. universitetslovens § 15, stk. 4. Efter indstilling fra dekanen beslutter rektor rådets størrelse og sammensætning for den kommende valgperiode.
Stk. 2. Ud over formanden, jf. universitetslovens § 15, stk. 4, 5 og 6, har det akademiske råd mindst otte medlemmer. De studerendes andel udgør 25 procent af medlemstallet ekskl. formanden. Er det beregnede tal ikke et helt tal, forhøjes til nærmeste hele tal.
Stk. 3. Af og blandt det teknisk-administrative personale vælges et antal observatører til det akademiske råd. Antallet af observatører kan ikke overstige antallet af studerende i rådet.
Stk. 4. Repræsentanter for det videnskabelige personale samt observatører for det teknisk-administrative personale vælges for 4 år ad gangen. Repræsentanter for de studerende vælges for 1 år ad gangen.
§ 16. Det akademiske råds opgaver fremgår af universitetslovens § 15, stk. 2 og 3.
Kapitel 6
Rektor og den øvrige øverste ledelse
Rektor
§ 17. Bestyrelsen ansætter og afskediger rektor og ansætter og afskediger, efter indstilling fra rektor, prorektor(er) og universitetsdirektøren.
§ 18. Rektor ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Ansættelse sker efter reglerne om åremålsansættelse.
Stk. 2. Rektor skal være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning, inden for et af universitetets fagområder og have indsigt i uddannelsessektoren. Rektor skal have erfaring med ledelse og organisering af forskningsmiljøer og skal have indsigt i et universitets virke og samspil med det omgivende samfund.
Stk. 3. Ansættelsesproceduren skal sikre, at rektor har faglig og ledelsesmæssig legitimitet. Med henblik herpå tilrettelægges proceduren således, at der kan forventes almindelig tilslutning på universitetet til bestyrelsens beslutning om besættelse af rektorstillingen.
Stk. 4. Ansættelsesproceduren kan gennemføres af den samlede bestyrelse, eller bestyrelsen kan af sin midte nedsætte et ansættelsesudvalg, der udarbejder opslag, udvælger kandidater til samtale, gennemfører ansættelsessamtaler og foretager indstilling til bestyrelsen om ansættelse.
Stk. 5. Et ansættelsesudvalg, jf. stk. 4, skal bestå af bestyrelsens formand samt repræsentanter for de udefrakommende medlemmer af bestyrelsen, det videnskabelige personale, det tekniske og administrative personale og de studerende.
Stk. 6. Bestyrelsen nedsætter en rådgivningsgruppe, der består af en VIP fra hvert hovedområde, en TAP og en studerende. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver bestyrelsen eller ansættelsesudvalget om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.
Stk. 7. Ansættelsesbeslutning træffes af den samlede bestyrelse.
Stk. 8. Bestyrelsen kan bringe rektors ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med sædvanlige regler.
§ 19. Rektor repræsenterer universitetet udadtil. Rektor varetager universitetets ledelse inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat, jf. universitetslovens § 14, stk. 1.
Stk. 2. Rektor har herunder til opgave at:
1) Træffe afgørelse i alle sager, som ikke ved universitetsloven er henlagt til bestyrelsen, akademiske råd, studienævn eller ph.d.-udvalg.
2) Indstille ansættelse og afskedigelse af prorektor(er) og universitetsdirektør til bestyrelsen.
3) Ansætte og afskedige dekaner.
4) Indstille budgettet til bestyrelsen og underskrive regnskabet.
5) Fastsætte regler om disciplinære foranstaltninger over for de studerende.
6) Tegne universitetet med undtagelse af dispositioner over fast ejendom.
7) Godkende alle eksterne samarbejder, der forpligter universitetet.
8) Sikre retningslinjer for dokumentationssystemer i forbindelse med evalueringer og opfølgning.
Stk. 3. Rektor bemyndiger øvrige ledere til hver inden for deres område at handle på rektors vegne, jf. § 23. Rektor kan endvidere bemyndige andre ansatte til på særlige områder at handle på rektors vegne. Rektor kan pålægge en heltidsansat videnskabelig medarbejder at fungere midlertidigt i en lederstilling efter sædvanlige regler.
Stk. 4. Rektor kan oprette rådgivende udvalg. Rektor kan anmode aftagerpaneler, studienævn, ph.d.-udvalg og akademiske råd om at drøfte og afgive udtalelse om emner af betydning for universitetet.
Stk. 5. Rektor udarbejder en standardforretningsorden til brug for akademiske råd, studienævn m.fl.
Prorektorer
§ 20. En prorektor bistår rektor i den daglige ledelse efter aftale med rektor. Hvis der ansættes flere prorektorer, fungerer én af disse som rektors stedfortræder.
Stk. 2. Prorektorer ansættes af bestyrelsen efter indstilling fra rektor.
Stk. 3. § 18, stk. 1, stk. 2, 2. pkt, stk. 3 og stk. 7, finder tilsvarende anvendelse ved ansættelse af prorektor. Derudover finder § 18, stk. 2, 1. pkt. tilsvarende anvendelse ved ansættelse af den prorektor, der fungerer som rektors stedfortræder.
Stk. 4. Ved ansættelsesprocedurens start nedsætter rektor en rådgivningsgruppe, der består af en VIP fra hvert hovedområde, en TAP og en studerende. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver rektor om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.
Stk. 5. Rektor gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.
Stk. 6. Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor bringe prorektors ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med sædvanlige regler.
Universitetsdirektør
§ 21. Universitetsdirektøren leder universitetets administration.
Stk. 2. Universitetsdirektøren ansættes af bestyrelsen efter indstilling fra rektor.
Stk. 3. Universitetsdirektøren ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Universitetsdirektøren skal have erfaring med administration og ledelse.
Stk. 4. Ved ansættelsesprocedurens start nedsætter rektor en rådgivningsgruppe med repræsentanter for universitetets administrativt ansatte personale. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver rektor om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.
Stk. 5. Rektor gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.
Stk. 6. Bestyrelsen kan efter indstilling fra rektor bringe universitetsdirektørens ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med sædvanlige regler.
Kapitel 6 A
Universitetsledelsen
§ 21 a. Universitetets øverste ledelse udgøres af rektor, prorektor(er) og universitetsdirektøren.
Stk. 2. Universitetets øverste ledelse og dekanerne udgør tilsammen universitetsledelsen. Universitetsledelsen forestår, inden for de rammer som lovgivningen og bestyrelsen har fastsat og efter rektors nærmere bestemmelse, i fællesskab universitetets drift og udmøntningen af universitetets strategi og mål. Rektor sikrer, at universitetsledelsen udøver en samlet og sammenhængende ledelse, der varetager det samlede universitets interesser og behov, og som sikrer, at Aarhus Universitet fremstår og handler som én samlet institution.
Stk. 3. Hver dekan kan tillægges særlige ledelsesopgaver i forbindelse med en af universitetets tværgående strategiske aktiviteter.
Stk. 4. For hver af de tværgående aktiviteter kan etableres et rådgivningsforum til støtte for ledelsens arbejde.
Kapitel 7
Ledelse af hovedområder
§ 22. Rektor ansætter dekaner. Dekaner ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Ansættelse af dekaner sker efter reglerne om åremålsansættelse.
Stk. 2. Dekanen skal være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning, inden for et af hovedområdets fagområder og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.
Stk. 3. (ophævet) Stk. 4. Ansættelsesproceduren skal sikre, at dekanen har faglig og ledelsesmæssig legitimitet. Med henblik herpå tilrettelægges proceduren således, at der kan forventes almindelig tilslutning på hovedområdet til rektors beslutning om besættelse af stillingen.
Stk. 5. Ved ansættelsesprocedurens start nedsætter rektor en rådgivningsgruppe, der består af repræsentanter for hovedområdets VIP, TAP og studerende. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver rektor om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.
Stk. 6. Rektor gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.
Stk. 7. Rektor kan bringe en dekans ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med sædvanlige regler.
§ 23. Efter bemyndigelse fra rektor repræsenterer dekanen hovedområdet udadtil og varetager ledelsen af hovedområdet.
Stk. 2. Dekanens opgaver fremgår af universitetsloven § 16.
Prodekaner
§ 24. Dekanen kan udpege og afsætte en eller flere prodekaner, der skal godkendes af rektor.
Stk. 2. En prodekan bistår dekanen i den daglige ledelse efter aftale med dekanen.
Stk. 3. Prodekanen skal være anerkendt forsker inden for et af hovedområdets fagområder, jf. lov om forskningsrådgivning, og have erfaring med og indsigt i uddannelse, ledelse og et universitets samspil med det omgivende samfund.
Stk. 4. (ophævet)
Stk. 5. Udpegningsproceduren skal sikre, at prodekaner har faglig og ledelsesmæssig legitimitet.
Kapitel 8
Ledelse af institutter og faglige enheder på institutniveau
§ 25. Dekanen ansætter og afskediger institutledere eller sektorchefer.
Stk. 2. Institutledere og sektorchefer ansættes efter eksternt opslag i henhold til gældende regler om stillingsopslag i staten. Ansættelse af institutledere sker efter reglerne om åremålsansættelse.
Stk. 3. En institutleder skal have undervisningserfaring og skal være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning, inden for instituttets fagområde eller et i forhold til instituttet nærtliggende fagområde.
Stk. 4. En sektorchef skal så vidt muligt være anerkendt forsker, jf. lov om forskningsrådgivning, og skal desuden have erfaring med og indsigt i løsning af opgaver efter universitetslovens § 2, stk. 4 (forskningsbaseret myndighedsbetjening).
Stk. 5. Ansættelsesproceduren skal sikre, at institutledere og sektorchefer har faglig og ledelsesmæssig legitimitet. Med henblik herpå tilrettelægges proceduren således, at der kan forventes almindelig tilslutning til beslutningen om besættelse af stillingen.
Stk. 6. Ved ansættelsesprocedurens start nedsætter dekanen en rådgivningsgruppe, der består af repræsentanter for VIP, TAP og studerende på instituttet eller den faglige enhed. Gruppen orienteres om udkast til opslag. Gruppen orienteres om det samlede ansøgerfelt. Gruppen får forelagt relevante indkomne ansøgninger og rådgiver om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale.
Stk. 7. Dekanen gennemfører ansættelsessamtaler og kan i forbindelse hermed søge intern eller ekstern bistand.
Stk. 8. Dekanen kan bringe en institutleders eller en sektorchefs ansættelsesforhold til ophør i overensstemmelse med sædvanlige regler.
§ 26. Institutlederen repræsenterer instituttet udadtil og varetager efter bemyndigelse fra rektor og dekan instituttets faglige, økonomiske og personalemæssige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver, jf. universitetslovens § 17.
§ 27. Sektorchefen varetager den faglige enheds daglige ledelse, herunder planlægning og fordeling af arbejdsopgaver, jf. universitetslovens § 16 a, stk. 7.
Kapitel 9
Ph.d.-skoler, ph.d.-skoleleder og ph.d.-udvalg
§ 28. Dekanen opretter og nedlægger ph.d.-skoler.
Stk. 2. Dekanen udpeger og afsætter en ph.d.-skoleleder for hver ph.d.-skole. Ph.d.-skolelederen skal være anerkendt forsker og have erfaring med og indsigt i ph.d.-uddannelse. Dekanen indhenter fornøden rådgivning, således at udpegningsproceduren sikrer, at ph.d.-skolelederen har faglig og ledelsesmæssig legitimitet.
Stk. 3. Ph.d.-skolelederens opgaver fremgår af universitetslovens § 16 b, stk. 4-6.
§ 29. Dekanen nedsætter ph.d.-udvalg med repræsentanter valgt af og blandt henholdsvis det videnskabelige personale og de ph.d.-studerende.
Stk.2. Dekanen udpeger formænd og eventuelle næstformænd for ph.d.-udvalg efter indstilling fra det pågældende udvalg.
Stk. 3. Medlemstallet fastsættes af dekanen. Et ph.d.-udvalg skal have mindst 4 og højst 20 medlemmer. Ved fastsættelse af medlemstallet og ved eventuel opdeling i repræsentationsområder tages hensyn til ph.d.-skolens faglige bredde.
Stk. 4. Ph.d.-udvalgets opgaver fremgår af universitetslovens § 16 b, stk. 7.
Kapitel 10
Studieledere og studienævn
Studieledere
§ 30. Dekanen fastlægger studieledernes ansvarsområder i relation til studienævnsstrukturen.
Stk. 2. Dekanen udpeger og afsætter studieledere efter indstilling fra det eller de berørte studienævn. Studielederen skal udpeges blandt de heltidsansatte videnskabelige medarbejdere. Udpegning sker for perioder på 3 år.
§ 31. Studielederens opgaver fremgår af universitetslovens § 18, stk. 5.
Studienævn
§ 32. Studienævn oprettes og nedlægges af vedkommende dekan efter høring af de berørte institutter. Der kan oprettes studienævn for bestemte uddannelser eller uddannelsesretninger.
Stk. 2. Studienævn består af et lige stort antal repræsentanter for det videnskabelige personale og for de studerende. Medlemstallet fastsættes af dekanen. Et studienævn skal have mindst 2 og højst 18 medlemmer.
Stk. 3. Ved fastsættelse af medlemstallet og ved eventuel opdeling i repræsentationsområder tages hensyn til den faglige bredde inden for de uddannelsesdele, der omfattes af undervisningen.
Stk. 4. Studienævnets opgaver fremgår af universitetslovens § 18, stk. 6.
§ 33. Studienævnenes repræsentanter for det videnskabelige personale vælges for 3 år ad gangen af og blandt de lærere, der underviser inden for det pågældende studienævns område.
Stk. 2. De studerendes repræsentanter i studienævnet vælges for 1 år ad gangen af og blandt de studerende, der studerer inden for det pågældende studienævns område.
Stk. 3. Nærmere regler om valget fastsættes i valgcirkulæret.
Formand, næstformand og stedfortræder
§ 34. Studienævnet vælger for 1 år ad gangen en formand, der tillige kan være studieleder. Formanden vælges blandt de heltidsansatte videnskabelige medarbejdere, som er medlemmer af nævnet.
Stk. 2. Blandt samme personkreds og for samme periode kan vælges en stedfortræder, som i tilfælde af forfald overtager formandens opgaver og beføjelser.
Stk. 3. Studienævnet vælger af sin midte blandt de studerende en næstformand. Næstformanden deltager i tilrettelæggelsen af studienævnets arbejde.
Stk. 4. Dekanen godkender den valgte formand, stedfortræder og næstformand.
§ 35. Studienævnene har, jf. universitetslovens § 18, stk. 6, til opgave at sikre tilrettelæggelse, gennemførelse og udvikling af uddannelse og undervisning, herunder studievejledning.
Kapitel 11
Valg
§ 36. Bestyrelsen fastsætter nærmere regler om valg til bestyrelsen, akademiske råd, ph.d.-udvalg og studienævn.
Kapitel 12
Økonomiske forhold
§ 37. Universitetet tegnes af rektor, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ved dispositioner over fast ejendom tegnes universitetet af bestyrelsesformanden sammen med et medlem af bestyrelsen.
§ 38. Universitetet kan oprette fonde for gavemidler, hvis dette er forudsat af gavegiver.
Kapitel 12 A
Særlige forhold
§ 38 a. Aarhus Universitet er etableret ved sammenlægning af Aarhus Universitet med de tidligere selvstændige institutioner Århus Tandlægehøjskole, Handels- og Ingeniørhøjskolen, Herning, Handelshøjskolen i Århus, Danmarks Pædagogiske Universitet, Danmarks Jordbrugsforskning og Danmarks Miljøundersøgelser.
Stk. 2. Aarhus Universitet må anvende betegnelsen handelshøjskole.
Kapitel 13
Godkendelse og ikrafttrædelse
§ 39. Denne vedtægt kan ændres af bestyrelsen. Vedtægtsændringer skal godkendes af ministeren.
§ 40. Denne vedtægt træder i kraft ved ministerens godkendelse.
Stk. 2. (ophævet)
Stk. 3. Samtidig ophæves vedtægt for Aarhus Universitet, godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling den 20. november 2007.
Jens Bigum
bestyrelsesformand
Godkendt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling den 16. maj 2011
Historisk - ikke gyldig version




