OFFENTLIGHED, PRIVAT FINANSIERING AF OFFENTLIG FORSKNING

Forskningsministeriets retningslinier af 13. januar 2000 for offentlighed om privat finansiering af
forskning ved statslige forskningsinstitutioner


(Til samtlige ministerier med henblik på, at retningslinierne finder anvendelse ved deres forskningsinstitutioner).

§ 1. Formålet med retningslinierne er at sikre offentlighedens adgang til oplysninger om privat finansiering af offentlig forskning.

§ 2. Kravet om offentlighed gælder de statslige forskningsinstitutioner.

§ 3. De statslige forskningsinstitutioner skal årligt udarbejde en oversigt over privat finansiering af offentlig forskning, der er udført ved institutionen.

§ 4. Ved privat finansiering forstås tilskud, der ikke har karakter af offentlige bevillinger eller er ydet af offentlige institutioner, offentlige virksomheder, statslige forskningsråd, offentlige fonde mv.

§ 5. Oversigten skal indeholde titlen på det privatfinansierede projekt, den private tilskudsgivers navn samt beløbets størrelse.
Stk. 2. Projekter, der er finansieret alene med private midler og som ikke kan henregnes til offentlig forskning, er kun omfattet af offentlighedskravet, når det er aftalt, at forskningsresultaterne skal offentliggøres. Offentliggørelse af navnet på private finansieringskilder sker i så fald senest i forbindelse med publiceringen af forskningsresultaterne.

§ 6. Oversigterne skal gøres offentligt tilgængelige.

§ 7. Forskere ved statslige forskningsinstitutioner skal give oplysning om eventuelle private finansieringskilder ved publicering af forskningsresultater, der sker som led i deres ansættelsesforhold.

Ikrafttræden

§ 8. Retningslinierne træder i kraft den 1. februar 2000.