Fredagsbarer
Aarhus Universitets retningslinier af 8. januar 2001 for afholdelse af fredagsbarer i universitetets lokaler.
1. Der kan afholdes fredagsbarer i universitetets lokaler fredage fra kl. 15-18. I særlige tilfælde kan dette tidsrum ændres efter aftale med institutlederen.
2. Arrangørerne af den enkelte fredagsbar har ansvaret for, at afholdelse af fredagsbaren sker i overensstemmelse med alle gældende regler, og at nødvendige godkendelser og tilladelser fra offentlige myndigheder indhentes forud for fredagsbarens afholdelse.
3. Lokaler til brug for afholdelse af fredagsbarer lånes af universitetet i h.t. Teknisk Forvaltnings retningslinier af 4. juli 1997 for arrangementer i universitetets lokaler. Det er en betingelse for lån af lokale, at der indgås en skriftlig aftale med det pågældende institut om brugen af lokalet, at arrangørerne oplyser, hvilke forholdsregler der vil blive truffet til overholdelse af brandmyndighedskrav, jfr. pkt. 4, samt at de bevillingsmæssige forhold er afklaret, jfr. pkt. 5.
4. Den konkrete brug af lokalet skal være i overensstemmelse med brandmyndig-hedernes godkendelse. Arrangørerne er ansvarlige for, at alle tilstedeværende overholder brandmyndighedernes vilkår og forskrifter for brugen af lokalet. Oplysning om sådanne vilkår og forskrifter indhentes hos den lokale driftsinspektør.
5. Der skal foreligge alkoholbevilling for den udskænkning, der finder sted i en fredagsbar. Arrangørerne kan enten selv indhente en alkoholbevilling hos politiet eller indgå en aftale med den lokale kantine om, at denne forestår salget af drikkevarer under fredagsbaren.
I enkelte tilfælde kræves ikke alkoholbevilling. Politiet afgør, hvorvidt dette er tilfældet, hvorfor det er nødvendigt, at arrangørerne hos politiet undersøger retsstillingen i det konkrete tilfælde.
6. Oprydning og rengøring i lokalet skal ske umiddelbart efter fredagsbarens afslutning.
Aarhus Universitet, den 8. januar 2001
Henning Lehmann
rektor
Merete Raahauge
fuldmægtig




