Doktorgraden ved Aarhus Universitet

Regler for erhvervelse af doktorgraden ved Aarhus Universitet

 

I henhold til bekendtgørelse nr. 750 af 14. august 1996 om doktorgrader, § 1, stk. 2, (doktorgradsbekendtgørelsen) fastsættes:

 

§ 1. Akademisk råd tildeler doktorgraden, jf. universitetslovens § 15, stk. 2, nr. 4.

Stk. 2. Æresdoktorgraden kan tildeles af rektor efter indstilling fra et akademisk råd.

 

§ 2. Dekaner kan inden for rammerne af doktorgradsbekendtgørelsen og disse regler fastsætte nærmere regler om de praktiske procedurer i forbindelse med erhvervelsen af doktorgraden.

 

§ 3. Følgende doktorgrader kan tildeles:  

 

Arts:

Doktorgraden i filosofi - doctor philosophiae (dr.phil.)

Doktorgraden i pædagogik - doctor pædagogiae (dr.pæd.)

Doktorgraden i teologi - doctor theologiae (dr.theol.)

Doktorgraden i antropologi - doctor scientiarum anthropologicarum (dr.scient.ant.)

     

Health:

Doktorgraden i medicin - doctor medicinae (dr.med.)

Doktorgraden i odontologi - doctor odontologiae (dr.odont.)

 

School of Business and Social Sciences:

Doktorgraden i jura - doctor juris (dr.jur.)

Doktorgraden i psykologi - doctor psychologiae (dr.psyk.)

Doktorgraden i statskundskab - doctor scientiarum politicarum (dr.scient.pol.)

Doktorgraden i økonomi - doctor oeconomices (dr.oecon.)

Doktorgraden i erhvervssprog - doctor linguae mercantilis (dr.ling.merc.)

Doktorgraden i erhvervsøkonomi - doctor mercaturae (dr.merc.)

 

Science and Technology:

Doktorgraden i Naturvidenskab - doctor scientiarum (dr.scient.)

Doktorgraden i teknik - doctor technices (dr.techn.)

 

§ 4. Rektor udsteder diplom til personer, der har fået tildelt en doktorgrad eller en æresdoktorgrad.

 

§ 5. Under ganske særlige omstændigheder kan dekanen godkende, at det mundtlige forsvar bortfalder, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

 

§ 6. Dekanen kan, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 4, tillade personer uden en grad inden for det nærmest vedkommende fagområde at indlevere en doktorafhandling.

Stk. 2. Dekanen kan træffe beslutning om at undlade at tage en indleveret afhandling under bedømmelse, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.

 

§ 7. Dekanen træffer bestemmelse om, på hvilket sprog en doktorafhandling og resuméet heraf kan være affattet, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 6.

Stk. 2. Dekanen træffer bestemmelse om, på hvilket sprog indstillingen kan affattes.

 

§ 8. Dekanen kan, efter indstilling fra bedømmelsesudvalget, tillade forfatteren at foretage mindre ændringer i eller suppleringer af afhandlingen jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 7.

 

§ 9. Dekanen nedsætter bedømmelsesudvalg og træffer endelig afgørelse om bedømmelsesudvalgs sammensætning, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 8.

 

§ 10. Dekanen kan tillade, at en afhandling trækkes tilbage fra bedømmelse, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, sidste punktum.

 

§ 11. Dekanen kan tillade, at forsvaret foregår på et andet sprog end dansk, norsk eller svensk, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 17, stk. 2.

 

§ 12.  Dekansekretariatet bekendtgør senest 4 uger før forsvaret tid og sted for dette og oplyser, hvor afhandlingen kan erhverves samt de nærmere regler for forsvarshandlingen, herunder tilmelding som uofficiel opponent, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 17, stk. 3.

§ 13. Dekanen indhenter skriftlige bemærkninger og sørger for partshøring af doktoranden, jf. doktorgradsbekendtgørelsens § 20, stk. 2.

 

§ 14. Dekanen sikrer pligtaflevering af afhandlingen til Det Kongelige Bibliotek og til Statsbiblioteket.

 

§ 15. Reglerne træder i kraft den 7. maj 2012.

Stk. 2. Samtidig ophæves regler af 25. marts 2010 for erhvervelsen af doktorgraden ved Aarhus Universitet.

 

 

Aarhus Universitet, den 7. maj 2012

 

 

Lauritz B. Holm-Nielsen

rektor