1998

UNIVERSITETSHISTORISK UDVALG 1998

Rapport om udvalgets virksomhed og foreløbig registrering af nyerhvervelser

FORORD      

Universitetshistorisk Udvalgs virksomhed i 1998 har først og fremmest stået i universitetsjubilæets tegn med publikationer og jubilæumsudstilling i Steno Museet.

                                 

Der har dog også været stunder til at udføre dele af udvalgets normale arbejde. En del af dette — f.eks. indsamling af genstande og erindringer — har dog for en stor dels vedkommende naturligt nok fundet sted netop i tilknytning til jubilæumsaktiviteterne, hvor der er skabt nye kontakter, mens gamle er blevet genoplivet.

          

Udvalget har fortsat bestået af lektor, cand.theol. Jørgen Stenbæk (formand), lektor, cand.mag. Steen Busck og professor, dr.jur. Ole Fenger, og dets opgaver har — nu på 10. år — været varetaget af akademisk medarbejder, cand.mag. Palle Lykke. Aflønning af medarbejderen har fundet sted på baggrund af bevillinger fra Aarhus Universitets Forskningsfond.

          

Gennem efterhånden en årrække har dén hel- eller halvårlige beretning om Universitetshistorisk Udvalgs virksomhed, som har været fremsendt til en mindre kreds, været forsynet med overskriften "intern beretning". Denne betegnelse — som hovedsagelig har haft sin baggrund i ønsket om at skelne denne ret detaljerede beretning fra den stærkt komprimerede udgave, som offentliggøres i Aarhus Universitets årsberetning hvert år i september — er ikke anvendt i år, idet beretningen i stigende grad også når frem til en del mennesker uden for murene.

UNIVERSITETSJUBILÆET

Synligst er Universitetshistorisk Udvalg virksomhed i forbindelse med jubilæet kommet til udtryk gennem Aarhus Universitets 70-års jubilæumsudstilling i Steno Museet 11. september — 22. november og gennem udgivelsen af publikationen med fhv. museumsdirektør, dr.phil. Henning Henningsens erindringer fra studieårene 1930-1936. Udvalget har via medarbejderen været involveret i det samlede jubilæums planlægning allerede fra idéfasen.

Ved årsfesten 11. september var de personer, som indtil da havde givet erindringsinterview til udvalget, inviteret, og en del kom til stede.

Efterårets universitetshistoriske artikelserie i Information & Debat fremkom efter forslag fra udvalgets medarbejder.

UDSTILLINGSVIRKSOMHED

Med kun ganske få modifikationer blev Aarhus Universitets 70-års jubilæumsudstilling i Steno Museet en realisering af de planer og forestillinger, hvoraf de grundlæggende dele fremkastedes af medarbejderen allerede i 1996, efter at tanken om en jubilæumsudstilling var blevet ventileret fra universitetets side.

Fysisk omfattede udstillingen Steno Museets rotunde, repos'en og særudstillingslokalet. To videoer, en nyproduceret om Aarhus Universitet anno 1998 og en nyproduceret dansksproget udgave af den fire år gamle universitetshistoriske video kørte i princippet uafbrudt på to forskellige steder i udstillingen gennem hele åbningstiden. Grundlæggende var der tale om en plancheudstilling suppleret med forskellige montrer og opstillinger, herunder en række spændende studenterdragter fra Den Gamle By, en enkelt interiøropstilling, præparater fra Naturhistorisk Museum og "tordenkærren" fra Statsbiblioteket på Bispetoften. Der henvises i øvrigt til udstillingens katalog (som fortsat kan rekvireres fra Universitetshistorisk Udvalg).

Med henblik på igangsættelse af den omstændelige proces, som realisering af udstillingsplanerne udgjorde, involverede informationschef Ingeborg Christensen og udvalgets medarbejder (efter overenskomst mellem universitetet og Steno Museet) arkitekt Susanne Kirkfeldt, Steno Museet, med henblik på udfærdigelse af udstillingens henved 30 plancher, samt museumsinspektør, cand.phil. Tove E. Mathiassen, Den Gamle By, i første omgang med henblik på dragterne, siden også museumsgenstande til garnering og livliggørelse af montrer m.v. Tove E. Mathiassen havde på et tidligere tidspunkt givet tilsagn om at gå ind i projektet. Gennem et lille års tid afholdt disse fire personer med større mellemrum møder, mens Kirkfeldt — sent i forløbet afløst af arkitekt Niels Bjerre, Steno Museet — og udvalgets medarbejder i en kortere periode forår og sommer 1998 mødtes med meget mindre mellemrum med henblik på planchernes udarbejdelse.

At det blev muligt at opnå hensigtsmæssige arbejdsforhold vedr. plancherne og dertil hørende fotos, skyldes i høj grad, at Lokalhistorisk Samling v/ Birthe Mogensen var så storsindet at dispensere fra de almindelige udlånsregler for billedsamlingen i denne særlige anledning, så et overblik over materialet kunne sikres. Ud over Den Gamle By og Lokalhistorisk Samling har Naturhistorisk Museum (v/ konservator Bjørn Jakobsen), Statsbiblioteket (v/ overbibliotekar Svend Larsen og leder af Håndskriftsamlingen Hans J. Hinrup) samt Steno Museet (v/ museumsinspektør Hans Buhl) med stor imødekommenhed bidraget til udstillingen, og det samme har et halvt hundrede privatpersoner, hvoraf især fru Kirsten Albecks udlån af møblement m.v. fra overlægeboligen ved Fødselsanstalten fortjener at fremhæves. Glemmes bør heller ikke de mirakler, som udførtes af Steno Museets værksted (v/ Peder Therkelsen, Lars Iburg-Krogh og Niels Dynes Hansen), med det resultat, at udstillingens stueinteriør blev præsenteret på en så uforglemmelig måde.

En udstilling som den pågældende ville for blot fem-syv år siden næppe have kunnet realiseres uden endog meget store vanskeligheder, idet den i høj grad skyldes udnyttelse af en siden da tilvejebragt grundlæggende universitetshistorisk materialesamling, et udvidet overblik over sider af universitetets historie, omverdenens stigende respekt for udvalgets virksomhed og ikke mindst etableringen af et kontaktnet omfattende en række institutioner, organisationer og privatpersoner.

          

To ministre vides at have gæstet udstillingen.

ÅBNING AF UDSTILLING

Ca. 140 personer deltog i åbningsreceptionen 10. september, herunder mange bidragydere til udstillingen — såvel privatpersoner som repræsentanter for institutioner.

En særlig glans kastedes over arrangementet derved, at "den første rigtige aarhusianske cand.mag.", fhv. museumsdirektør, dr.phil. Henning Henningsen (f. 1911) og fru Elisabeth Henningsen, Helsingør, samt "den første jydske Magister", kommitteret, mag.art. Folmer Wisti (f. 1908) og fru Helle Wisti, Rungsted Kyst, var til stede, og at overlæge Victor Albecks slægt var så rigt repræsenteret, som tilfældet var.

ÅBENT HUS I JUBILÆUMSUDSTILLINGEN

I weekenden 12.-13. september var der som led i universitetets Åbent Hus-arrangementer gratis adgang til jubilæumsudstillingen i Steno Museet, og mere end 1200 benyttede sig af tilbudet. Heraf hengav en del sig til besvarelse af de "20 spørgsmål fra professoren", som medarbejderen havde udformet. Ca. 90% af de i alt 185 afleverede besvarelser var korrekte, hvilket må tages som udtryk for, at udstillingen er blevet studeret ganske grundigt. 14. september udtrak Informationskontoret de ti vindere i konkurrencen, som hver modtog et forfattersigneret ekspl. af bogen Billeder af Aarhus Universitets historie .

ANTAL BESØGENDE I JUBILÆUMSUDSTILLINGEN

Besøgstallene for Steno Museet som helhed oplyses for udstillingsmånederne at være følgende: september 3705, oktober 7730 og november 2869. Skærer vi 1/3 af hhv. september- og novembertallene i overensstemmelse med, at udstillingen åbnede 11. september og lukkede 22. november, fås følgende tal 2470, 7730 og 1913, i alt 12.113 personer, heraf ca. halvdelen skolebørn, som har besøgt museet i jubilæumsudstillingens tid.

PRESSEOMTALE AF UDSTILLINGEN

Pressevisning foregik 8. september, og jubilæumsudstillingen blev derefter fyldigt omtalt i dagene op til åbningen i Århus Stiftstidende og i Jyllands-Posten s Århus-tillæg JP-Århus — og var tilmed genstand for dette blads spiseseddel. Desuden fremkom omtale i Information og Debat og i Delfinen , og den var endvidere genstand for medarbejderens kronik i Århus Stiftstidende 28/10 og professor, dr.jur. Stig Jørgensens kronik 20/11 1998 i JP-Århus . Endvidere bragte TV-Danmark to udsendelser, hvoraf den ene viste optagelser fra udstillingen, mens den anden ligefrem formede sig som en gennemgang af samme.

PUBLIKATIONER

Følgende publikationer v/ Palle Lykke så dagens lys i årets løb:

1.       

Henning Henningsen: Min ånd er frisk og ubedærvet ... Erindringer fra studieårene i Århus. Dagbog og regnskabsbog 1930-1931 samt interview 1993. 93 s., ill.

2.       

1928 Aarhus Universitet 1998 , katalog til Aarhus Universitets 70-års jubilæumsudstilling, 8. s., ill.

3.       

"I begyndelsen var stuen", kronik om sider af Aarhus Universitets 70-års jubilæumsudstilling, Århus Stifttidende 28/10 1998.

4.       

[Anonyme] bidrag til Aarhus Universitets Forskningsfonds årsberetning samt til Aarhus Universitets engelsksprogede årsberetning vedr. de nævnte publikationers omslagscollage.

5.       

En række småtryk i forbindelse med Aarhus Universitets 70-års jubilæumsudstilling (konkurrencefolderen Tyve spørgsmål fra professoren og dansk- og engelsksprogede vejledninger til udstillingsplakaten).

6.       

"Universitetshistorisk Udvalg ved Aarhus Universitet" Aarhus Universitet. Årsberetning 1997, s. 723.

VIDEOPRODUKTION

Der produceredes hos Universitets-TV en dansksproget udgave af Universitetshistorisk Udvalgs universitetshistoriske video, der hidtil kun har foreligget i en engelsksproget udgave. Speak: Jens Zacho Böye.

TV-OPTRÆDEN

1.       

Medarbejderen gav 8. september interview til TV-Danmark om Aarhus Universitets historie. Sendt samme dag.

2.       

Medarbejderen viste 9. september TV-Danmark rundt i Aarhus Universitets 70-års jubilæumsudstilling. Sendt 10. september 1998 og genudsendt dagen efter.

INTERVIEWVIRKSOMHED

Der er optaget interview med direktør, cand.oecon Knud Brix, Palsgaard. Som led i projekt "kvindelige studerende i 1930-erne og 1940'erne" er interviews med følgende under forberedelse: fhv. adjunkt, cand.mag. Grethe Drud, Højbjerg, og fhv. lektor cand.mag. Karen M. Andersen, Allerød. Desuden forberedes interviews med fhv. rigsarkivar Vagn Dybdahl, København, og fhv. museumsoverinspektør Gunner Rasmussen, Brabrand. Endvidere har professor, dr.jur. Stig Jørgensen erklæret sig rede til at give yderligere et supplement til de med ham allerede eksisterende optagelser. Jytte Mønster og Birte Husum, Afd. f. Retslære, har støttet udvalgets arbejde ved at udskrive 124 sider af 1997-interviewet  med Stig Jørgensen.

INDSAMLING AF "MUSEUMSGENSTANDE"

— Fhv. museumsdirektør, dr.phil. Henning Henningsen har overdraget sin hvide studenterhue.

— Murskeen fra grundstensnedlæggelsen til den første universitetsbygning i august 1932 er via  lrs. Erik Lauritzen, Risskov, overdraget af fru maskinmester Munk (Hanne Munk), Århus.

INDSAMLING AF ARKIVER, HÅNDSKRIFTER, NOTATER, UDKLIP M.V.

1. Knud Brix:

— Fra direktør, cand.oecon. Knud Brix, Palsgaard, er modtaget privatarkiv vedr. skole- og studietid, besættelsesforhold, illegal virksomhed m.m. Indeholder bl.a. et digt fra 9. april 1940, akademisk borgerbrev 1940, diverse eksamensbeviser 1941-48, falsk identitetskort, en række rejsepas, kopier af det illegale blad Budstikken 1943, udtalelse 1946 fra professor O. Strange Petersen om Brix' betydning i forbindelse med det illegale arbejde, diverse korrespondance og tryksager.

2. Svend Bundgaard:

— Fra professor, mag.scient. Ebbe Thue Poulsen er modtaget professor Svend Bundgaards administrative arkiv (ca. 1½ kubikmeter), der også indeholder en del tryksager. Ikke gennemgået. Tidligere på året modtoges fra direktør Jørgen Andersen, Forskningsfondens Ejendomsselskab, en mindre portion Bundgaard-materiale vedr. den såkaldte instruktorsag.

3. Axel Voigt (II):

— Som supplement til tidligere overdraget materiale er fra cand.jur. Lida Hulgaard, Højbjerg, modtaget udklip vedr. afdelingsleder, cand.mag. Axel Voigts forhold til bridge, motorcykler og jazz, brev 1938 signeret K.U., kopier af materiale vedr. arrestation og koncentrationslejrophold (herunder paralleltilfælde) og en mængde breve med reaktioner på Axel Voigts erindringsbog fra 1989.

4. Folmer Wisti (II):

— Kommitteret, mag.art. Folmer Wistis studiebibliotek af slavisk litteratur m.v. er overdraget af Helle og Folmer Wisti, Rungsted Kyst.

5. Henning Henningsen.

— Fhv. museumsdirektør, dr.phil. Henning Henningsen har overdraget sit studiearkiv vedr. Århus, bestående af årskort, eksamensbeviser, udtalelser m.v.

6. En stud.jur.s studiepapirer fra 1990'erne:

— Fuldmægtig, cand.jur. Birgitte Lykkes studiepapirer fra det juridiske studium i 1990'ernes første halvdel. Enkelte tryksager. En flyttekasse. Fuld kassationsret. Overdraget af Birgitte Lykke, Århus.

7. En stud.scient.s studiepapirer fra 1990'erne:

— Forskningsassistent, cand.scient. Morten Østergaard Jensens studiepapirer fra faget kemi-bioteknologi i 1990'erne. En flyttekasse. Fuld kassationsret. Overdraget af Morten Østergaard Jensen, Århus.

8. Lærere ved økonomistudiet:

— Cand.jur. & cand.oecon. John W. Oldam har overdraget et af ham selv udfærdiget "Skema over lærere ved det økonomiske fakultet 1937-60"

9. Bombardementet 1944:

— Laborant Bent O. Pedersen, Kemisk Institut, har overdraget brev 1998 med foto fra deltager i bombardementet 1944, fhv. Flight Lieutenant H.D. Hanafin, South Australia.

10. Studenterrådet:

— Til Studenterrådets arkiv hos UHU har Dorthe Christensen overdraget supplerende materiale, herunder en næsten komplet samling Studenterhåndbøger. Fra Journalkontoret er modtaget en del tryksager. Mihail Larsen, Gentofte, har stillet en fremtidig overdragelse af arkiv vedr. Studenterfronten i udsigt.

11. Kollegiebrugsen:

— Regnskabsprotokoller/kassebøger 1942-1975 fra Kollegiebrugsen er overdraget af Uffe Fredens, Kollegiernes Indkøbsforening, Kollegium 5.

12. Det lærde Selskab:

— Enkelte papirer vedr. Det lærde Selskabs virksomhed (tilmeldinger 1997-1998) er overdraget af Merete Frøbert, Nordisk Institut, til Det lærde Selskabs arkiv hos udvalget.

13. Filosofikum 1938:

— Institut for Filosofi v/ Lena Frikke og Hans Fink har overdraget tilhørerlister anno 1938 til J. Himmelstrups propædeutiske filosofi.

14. Erindringer 1939-40: Økonomistudiet:

- Fhv. rektor, cand.polit. Otto Marstrand, København, har overdraget 3 siders udprint fra kommende publikation om slægten Marstrand gennem tiderne. De pågældende sider omhandler Otto Marstrands studieår i Århus. Med karakteristik af Skat Hoffmeyer og miljøet i Bispegården.

15. Erindringer om Heinrich Bach og Adam Afzelius:

- To sider forfattet og overdraget af journalist Janne Lauritzen, datter af professor Bach.

16. Menukort 1991:

- Menukort til Kemisk Instituts 30-års jubilæumsfest 1.11.1991 er overdraget af Lars Iburg-Krogh, Steno Museet.

17. Kvindelige studerende i 1940'erne:

- På baggrund af materialelån fra juridisk konsulent, cand.jur. Karen Fich, Brønshøj, er der tivejebragt en kopisamling af udklip fra dagspresse og ugeblade vedr. kvindelige studerende ved Aarhus Universitet og på Marselisborg Studentergaard.

18. Kopi af regnskabsbøger fra 1940'erne.

- På baggrund af materialelån fra hhv. fhv. lektor, cand.mag. Karen M. Andersen, Allerød, og juridisk konsulent, cand.jur. Karen Fich, Brønshøj, er der i samlingen indgået kopi af to kvindelige studenters regnskabsbøger.

KATALOGISERING AF STØRRE ARKIVER

Katalogiering af professor, dr.phil. Gustav Albecks arkiv skrider kun meget langsomt frem. Katalogisering af professor, dr.jur. Stig Jørgensens administratiive arkiv og af professor Svend Bundgaards ditto har endnu ikke kunnet påbegyndes.

INDSAMLING AF BILLEDMATERIALE

— Fra hr. Victor Albeck, København, er modtaget ca. 65 fotos af overlæge, dr.med. Victor Albeck (1869-1933), dennes familie og omgivelser (herunder overlægeboligen).

— Fhv. museumsdirektør, dr.phil. Henning Henningsen har overdraget en mængde fotos vedr. sin studietid 1930-1936.

— Direktør Jørgen Andersen, Forskerparken, har overdraget 7 luftfotos 1973 af parkbygningerne i let diset vejr; samme Andersen har på grund af særlige omstændigheder ladet en affotografering i stort format af et farvelagt luftfoto fra ca. 1956-57 af nordre del af universitetsparken og Ortopædisk Hospital udføre og tilgå samlingen.

- Afdelingsleder, mag.art. Knud Jordal har overdraget et portrætfoto af sig selv fra studietiden i 1940'erne.

— Planetarieleder Ole J. Knudsen; Steno Museet, har overdraget et antal ens postkort med Fødselsanstaltens ydre som motiv.

- Lars Iburg-Krogh, Steno Museet, har overdraget  "Nyt Kemisk Institut i Århus", særtryk af Dansk kemi 1962.

— Medarbejderen har overdraget fotos af C.F. Møllers grav.

- Informationskontoret har overdraget foto af arbejdsløshedskø 1934 i Mejlgade, foto af medarbejdere i Laboratoriet for Genekspression, af medarbejder på Slavisk Institut og foto af polyglot-bibels gengivelse af incestforbud samt ca. 65 fotos fra festlighed i vandrehallen i anledning af Henning Lehmanns 65-års fødselsdag og 15-års rektorjubilæum. Der er løbende modtaget portrætter fra pressemeddelelser vedr. udnævnelser og lignende: Mogens Agervold, Per Aage Brandt, Jørgen Ellegaard, Jørgen Ilkjær, Torsten Iversen, J.O. Engholm Jacobsen, Eva B. Vedel Jensen, Jens Ledet Jensen, John A. Korstgaard, Steen Folke Larsen, Svend Erik Larsen, Henning Lehmann, Flemming Melsen, Jørgen Aase Nielsen, Søren Nielsen, Lene Warner Poulsen, Robert A. Rizza, Hans Henrik Vagner, Per Vestergaard. Desuden er modtaget portrætter af årets fem æresdoktorer: Rom Harré, K.G.M.M. Alberti, Robert O. Keohane, Kurt Rudolph, Robin Milner.

— Professor, dr.phil. Knud Maack Bisgård, Gentofte, har gentaget et tidligere afgivet løfte om fremtidig overdragelse af fotosamling vedr. Fysisk Institut.

— På et møde har kontorfuldmægtig Margit Ankerstjerne, fotograf Povl Lind-Petersen og medarbejderen drøftet mulighederne for, at udvalget kunne komme i besiddelse af papirudgaver af PL-P's samling.

SANGSAMLINGEN

— Fhv. seminarielektor, dr.phil. J. Boisen Schmidt, Brede, har overdraget sit ekspl. af 1948-sagbogen IN USUM DELPHINI.

— Oversætter, cand.phil. Kirsten Nielsen, Stavtrup, har overdraget sit ekspl. af MUSOC-sangbogen (1976).

— Kopier af sange vedr. Marselisborg Studentergaard i årene som kvindekollegium 1941-1946 er tilvejebragt på baggrund af materialelån fra juridisk konsulent cand.jur. Karen Fich, Brønshøj.

INDSAMLING AF TRYKSAGER

— Statsbiblioteket v/ Svend Larsen har overdraget et ekspl. af hver af de første ca. 100 disputatser fra AU (og flere følger senere).

— Journalkontoret v/ Margit Ankerstjerne og Torben Johansen har overdraget en mængde studenterhåndbøger og studenterblade m.v. samt en række udgaver af Kraks Blå Bog .

— Vagn Outzen, Romansk Institut, har overdraget et ekspl. af Hommage à Blinkenberg (1993).

— Cand.jur. & cand.oecon. John W. Oldam har overdraget et ekspl. af John W. Oldam: Jørgen Pedersen 1890-1973. En teorihistorisk studie . Memo nr. 100, 1981, 129 s., samt et senere udfærdiget, utrykt personregister hertil (4 s.).

- Professor, dr.phil. Knud Maack Bisgaard, Gentofte, har overdraget et særtryk af den af ham selv forfattede nekrolog "Jens Christian Madsen 14.3.1909-14.1.1978" fra Fysisk Tidsskrift 76, 1978.

— Lektor, mag.art. John Andreasen, Dramaturgi, har overdraget et ekspl. af Inst. f. Dramaturgis årsberetning 1983 (m. artikler om fagets historie) og en af ham selv redigeret udstillings- og jubilæumspublikation 1998.

— Fra Aarhus Universitetsforlag er modtaget et ekspl. af Nils-Ole Lund: Bygmesteren C.F. Møller (1998).

— Fotokopi af Børge Riis Larsens artikel "Hvad lavede de første cand.mag.'er med kemi som hovedfag?" (Axel Voigt, Hakon Lund), Dansk Kemi , 79, nr.4, 1998 er fremsendt af forfatteren.

— Der er indkøbt et ekspl. af Palle Juul-Jensen: I fakultetets tjeneste (1998) til udvalgets samling.

INDSAMLING AF VIDEO- OG LYDBÅNDSOPTAGELSER

Fra Informationskontoret er modtaget følgende videobånd:

- Konference: Miljøforskning på Aarhus Universitet.

Session B: Stofomsætning i jord. 21/8 1990.

- Konference: Miljøforskning på Aarhus Universitet.                

Session C: Økotoksikologi/tungmetaller". 21/8 1990.

- "Hvælv". Om dansk forsknings stade. IKC januar 1990.

- "Hvælv". Det kosmiske kaos. 25/5 1988.

Vedlagt TV-omtaler fra presse.

En række lydbåndsoptagelser fra radio er overdraget af medarbejderen.

STUDIEBESØG M.V.

— Stud.mag.erne Thomas Ekmann Jørgensen og Steven L.B. Jensen, Københavns Universitet, har i forbindelse med besvarelse af en af KU stillet prisopgave — "Studenteroprøret i Danmark — forudsætninger og konsekvenser" — ved et daglangt besøg gjort studier i Studenterrådets herværende arkiv, i Chr. Westergård-Nielsens arkiv (udklipssamlingen vedr. oprørstiden) og i udvalgets litteratur om emnet. TEJ og SLBJ er efterfølgende blevet serviceret med tilsendelse af fotokopier og kontakttips.

— Lektor. mag.art. John Andreasen, Inst. for Dramaturgi, har som led i en udforskning af dramaturgistudiets forhistorie og tidlige historie via professor, dr.phil. Gustav Albecks arkiv aflagt flere halvdagsbesøg — det ene sammen med Sylvia Hagberg - med henblik på publikationer.

— Stud.mag. Karen Friis Hansen, Kunsthistorie, har aflagt flere længere besøg og dyrket æstetisk-komparative studier i studenterhåndbøgernes omslag gennem tiderne med henblik på artikel.

— Journalist Helge Hollesen har aflagt adskillige studiebesøg med henblik på emner og materiale til Information & Debat s universitetshistoriske artikelserie i anledning af 70—års jubilæet.

— Ud over de nævnte har bl.a. fru Kirsten Albeck, overlæge, dr.med. Edith Reske-Nielsen, professor, dr.med. Aksel Stenderup, afdelingsleder, mag.art. Knud Jordal og cand.jur. & cand.oecon. John W. Oldam hver aflagt et eller flere besøg i forskellige anledninger.

RUND- OG OMVISNINGER

— Hr. Victor Albeck, København, besøgte med frue og børnebørn Aarhus Universitet 22. maj, blev modtaget med en forfriskning af prorektor, professor, dr.jur. Palle Bo Madsen, og blev derefter vist rundt på universitetet af udvalgets medarbejder.

— Medarbejderen forestod 15. september en aftenomvisning i jubilæumsudstillingen for Steno Museets guider.

SERVICEVIRKSOMHED

Til Børge Riis Larsen, Slagelse, har været udlånt to fotos af Axel Voigt. Til Birgitte Hornbek, Nordisk Institut, har været udlånt kopi af båndoptagelse af udvalgets 1987-interview med Jens Aage Doctor. Til Helge Hollesen, Information & Debat , har en mængde forskelligartet materiale og litteratur været udlånt. Fotografisk materiale har været udlånt til redaktionen af AUFF's årsberetning, og kritisk læsning af artikel hertil har fundet sted. Farvelægning af bygninger på kort over universitetet har været ydet til til IK med henblik på jubilæumsoversigtskort. Manuskript til professor, arkitekt Nils-Ole Lunds bog om C.F. Møller er kritisk medlæst. Fra Arkitekskolen i Aarhus er søgt oplysning om bygningsdetalje. Fhv. rektor, cand.polit Otto Marstrand, København, har søgt oplysning vedr. kaldelser ved Aarhus Universitet i 1940'erne med henblik på publikation om slægten Marstrand. Studenterrådets blad Delfinen har søgt oplysning om akademiske ritualer med henblik på universitetshistorisk artikelserie. Sivertsen, studerende ved Journalisthøjskolen, ønskede litteraturoplysninger. Det sammen gjorde Ling, Odense. Leif Møller Madsen, Viby J., ønskede oplysning om dronningens kollegietid med henblik på nedfældelse af erindringer. Erik Sisbye, København, ønskede oplysninger om Aarhus Universitets oprettelseshistorie med henblik på foredrag for makedonske universitetsfolk. Lektor, dr.phil. Henrik Kaare Nielsen, Tværæstetiske Studier, ønskede oplysninger om universitetstranslokation. Lektor, lic.jur. Jens Evald søgte bistand med henblik på eftersøgning af portræt af professor Knud Illum til bogomslag. Stud.mag. Thomas Ekmann Jørgensen, Københavns Universitet, udbad sig fremsendt kopi af et 1969-notat med henblik på prisopgave. Ingeborg Christensen har søgt oplysning vedr. tømmerhandler Barnow i forhold til andre tømmerhandlere og søgt oplysning om Victor Albeck med henblik på artikel i AUFF's årsberetning. Jane Ingwardsen har søgt hjælp til opsporing af en 1950'er-kollegianer. Endelig er der søgt billedhjælp til Rektors Åbent-Hus-overheadforedrag i september.

ARKIVSAGEN

Der er modtaget kopi af korrespondance mellem Landsarkivet og Aarhus Universitet. Aflevering af Aarhus Universitets arkiv efter 1970 påbegyndes snarest.  (For at undgå misforståelser: Universitetshistorisk Udvalgs samling er en permanent ved Aarhus Universitet blivende studiesamling/museum, som ikke vedkommer Statens Arkiver).

LOKALESITUATION

Pladsproblemer i forbindelse med forberedelse af jubilæumsudstilling, prøveopstilling af genstande i montrer, opbevaring af indlånte udstillingsgenstande m.v. løstes ved, at Forskerparken midlertidigt stillede et mindre lokale til rådighed for formålet.

I mangel af studieplads(er) til gæster på studiebesøg har man klaret sig improvisatorisk ved inddragelse af de nærliggende mødelokaler.

Ved en ekstraordinær og grundig rengøring lykkedes det i januar Forskerparkens rengøringspersonale at afbøde eftervirkningerne (et lag fedtet betonstøv overalt i arkivlokalet) af et uannonceret murgennembrud i 1996.

MASKINPARK       

Der er anskaffet ny PC på universitetets regning. Et bord hertil er stillet til rådighed af Informationskontoret.

(PL)